Skip to main content

Region Midt opsiger aftaler med praktiserende speciallæger

Anne Steenberger, as@dadl.dk

5. nov. 2010
2 min.

Patienter især i det vestlige Jylland får længere transport til visse behandlinger. Årsagen er, at Region Midtjylland for at spare opsiger aftaler med praktiserende speciallæger inden for en række områder. Regionen regner med at spare 3,8 millioner kroner på det.

»Det er selvfølgelig en indtægtskilde, der forsvinder. Men de fleste speciallæger vil få tabet dækket ind ved at få flere patienter. Problemet er først og fremmest, at opsigelsen af aftalerne er en serviceforringelse for patienterne«, siger Jens Aagaard, der er øjenlæge og som medlem af regionens samarbejdsudvalg har kæmpet imod forslaget. Men nu er det vedtaget af regionsrådet.

Det er bl.a. patienter med hudsygdomme, herunder modermærkekræft, øjensygdomme og patienter med behov for visse kirurgiske behandlinger, det kommer til at gå ud over. De vil få længere transport til behandling og mere usmidige udrednings- eller behandlingsforløb.

»For eksempel skal patienter fra Hvide Sande, der i dag får tjærebade hos hudlægen i lokalområdet, nu rejse til Århus, hvor regionens eneste tilbud fremover vil være«, siger Jens Aagaard.

Han fortsætter: »I flere tilfælde vil et udrednings- eller undersøgelsesforløb, der i dag kan foretages hurtigt og gnidningsfrit hos den praktiserende speciallæge, blive brudt op. For eksempel kan vi øjenlæger ikke længere foretage en måling af hornhindens tykkelse. Det skal ske på Holstebro Sygehus. Og det betyder, at patienten skal derhen, før vi ved, i hvilken retning den videre udredning skal gå. Før kunne vi gøre det på få minutter. Alternativt skal patienten lægge 500-600 kroner«. (Det er en mulighed, hvis en ydelse ikke er dækket af § 3 eller overenskomsten, red.)

Aleksander Aagaard, formand for regionens udvalg for primær sundhed, siger:

»Vi skal spare, og dette er et område, hvor vi med en vis rimelighed kan gøre det. Vi harmoniserer, forstået på den måde, at patienter i det tidligere Ringkjøbing Amt, der hidtil har fået særbehandling, bliver stillet lige med de øvrige. De fik af geografiske årsager tilbudt behandling hos praktiserende speciallæger tæt på, selv om det er et dyrere tilbud, end det, de øvrige patienter i regionen får. Det er slut nu. Men vi sørger for, at der er et alternativt tilbud til dem, og jeg tror ikke, at patienterne vil blive afskrækket af at skulle rejse længere«.

Jens Aagaard frygter, at der vil komme længere ventetid på de sygehusafdelinger, som nu får flere patienter:

»Hvis ikke der er ventetid nu, så skal det nok komme«, siger han.