Skip to main content

Regionerne bruger mindre på privat behandling - undtagen Sjælland

Anne Steenberger, as@dadl.dk

2. mar. 2012
3 min.

Der er forskel på, hvor meget de fem regioner anvender private sygehuse i deres samlede patientbehandling. Men samlet er der en tendens til at det bliver mindre og mindre. På nær Region Sjælland, hvis udgifter til private sygehuse fra 2007 til sidste år steg fra godt 150 mio. kr. til knap 237 mio. kr. Det viser en opgørelse fra Danske Regioner.

Størst fald i udgifterne til private sygehuse har Region Syddanmark, der i 2007 betalte godt og vel 131 millioner kroner på at få patienter behandlet i det private. Sidste år var det beløb faldet til lidt over 91 millioner kroner. Beløbene dækker over både behandlinger under ventetidsgarantien og behandlinger, der ligger i det private efter en udbudsrunde.

Det skyldes, at Sjælland er i en speciel situation i forhold til de andre regioner, siger Lars Onsberg, koncerndirektør Region Sjælland:

"Forklaringen på de ret store udgifter er, at vores region har underkapacitet. Derfor foregår en stor del af behandlingen på vores patienter uden for egen region, i langt overvejende grad på offentlige sygehuse.

Sætter man det på beløb, så koster sygehusvæsenet i vores region incl. psykiatrien 8, 5 mia. om året. Derudover bruger vi 2,5 milliarder kroner på behandling på sygehuse uden for regionen. I erkendelse af den underkapacitet går vi bevidst efter at lægge det i udbud, hvor vi kan lave billigere aftaler og hvor det indgår i aftalen, at behandlingen leveres inden for en måned. Forklaringen på stigningen i brugen af private sygehuse er således en udbudsstrategi af en række ydelser på områder, hvor vi endnu ikke har opbygget egen kapacitet."

Lars Onsberg forventer dog, at det samlede beløb, som regionen bruger på behandling i det private, vil falde i år.

"Vi har løbende i de sidste par år arbejdet på at udbygge mere kapacitet i vores eget sygehusvæsen og forventer for eksempel selv at kunne foretage ryg- og fedmebehandlinger, som vi i de senere år har haft et større forbrug af på private sygehuse. Desuden vil vi få flere udbudsaftaler, hvor vi laver aftaler for hele patientgrupper. Det giver bedre patientforløb, en bedre pris og vi overholder en månedsgarantien. Det vil få færre patienter til at få brug for at benytte det udvidede frie sygehusvalg," siger han.

Hjerter i Odense

Region Syddanmark ligger i den modsatte ende med det største fald i udgifterne fra 2007 til 2011. Per Busk, regionens sundhedsdirektør giver tre hovedforklaringer på det. For det første ordnes de hjerteoperationer, som blev foretaget på Privathospitalet Varde i 2007 i dag på Odense Universitetshospital. For det andet blev en række MR-scanninger tidligere foretaget i det private på Aabenraa Sygehus. De bliver nu foretaget på offentlige sygehuse. Endelig er regionen blevet bedre til at udnytte kapaciteten på egne sygehuse.

"Vi ser over årene et jævnt fald i antallet af henvisninger efter det udvidede frie sygehusvalg. Det skyldes, at vi har udvidet egen kapacitet, fx på fedme- og rygoperationer, men også at presset er mindre her efter at visitationsreglerne er blevet strammet," siger Per Busk.

Han forventer ingen stigning i udgifterne fremover, måske snarere tværtimod. "Vi er meget omhyggelige med at udnytte regionens egen kapacitet og vil fortsat være det," siger han.