Skip to main content

Regionerne har store løn- og arbejdstidskrav til overlægerne

Anne Steenberger, as@dadl.dk

7. dec. 2012
2 min.

Overlægernes arbejdstidsregler bliver et af regionernes højest prioriterede emner til de kommende overenskomstforhandlinger, hvor parternes krav bliver udvekslet torsdag eftermiddag. Også lønniveauet blandt overlægerne vil regionerne diskutere.

"Den økonomiske virkelighed kræver, at vi får mest ud af de ressourcer, der er til rådighed. I den dagsorden spiller lægerne en helt central rolle. Overlægerne har et lønniveau, hvor vi kan forvente mere fleksibilitet, end vi får i dag," siger forhandlingsleder i Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Jens Stenbæk.

Overlægerne mener, at regionerne skulle hæve blikket og se på sygehusenes samlede resultater inden for de seneste år.

"Realiteten er at overlægerne i disse år sikrer en regulær succes på sygehusene, hvor stadig flere patienter tilbydes behandling af høj kvalitet, samtidig med at de samlede udgifter falder. Det fremgår af regionernes egne tal, og det er værd at huske, inden man begynder at vende og dreje hvert eneste tillæg i overenskomsten," siger Overlægeforeningens formand, Anja Mitchell i en pressemeddelelse.

Konkret kræver regionerne større fleksibilitet af overlægerne i forhold til arbejdstider. De stiller krav om, at overlæger skal kunne sættes til at udføre planlagte behandlinger og undersøgelser efter kl. 18 uden de nuværende vagttillæg. Også lørdag/søndags-tillæg skal sløjfes.

Anja Mitchell understreger i pressemeddelelsen at Overlægeforeningen går til de kommende forhandlinger uden korslagte arme, og foreningen anerkender, at tiden og den offentlige økonomi ikke er til at stille en lang række dyre overenskomstkrav.

Torsdag eftermiddag udveksles kravene formelt.