Regionerne har valgt konfliktvejen

Den 17. december afgør Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), om de vil opsige landsoverenskomsten med de praktiserende læger. Hvis Kommunernes Landsforening, Sundhedsministeriet og Finansministeriet efterkommer Danske Regioners ønske, vil først almen praksis, og derefter hele sundhedsvæsenet blive kastet ud i en alvorlig konflikt.

En konflikt i almen praksis vil ikke kun have konsekvenser for borgerne, som skal til at betale for at gå til deres egen læge. Det vil også have konsekvenser for hele sundhedsvæsenet. Først og fremmest må vi frygte, at en konflikt medfører, at de praktiserende læger, som er fyldt 60 år, (og de udgør knapt en tredjedel af alle praktiserende læger), vil fremskynde deres pensionering. Det vil føre til yderligere lægemangel især i udkantsområderne. Det vil også blive sværere at rekruttere de yngre læger til almen praksis og få dem til at nedsætte sig i egen praksis, fordi de fremtidige driftsvilkår bliver meget usikre. De, der taber mest, vil blive patienterne. Dels risikerer de, i hvert fald i en periode, at skulle betale for at gå til deres egen læge og til lægevagten, dels går de glip af de kvalitetstiltag, især for patienter med kronisk sygdom, som en overenskomst ville have givet dem.

Regionerne spiller hasard med hele sundhedsvæsenet. Det er ikke et spil, de praktiserende læger godvilligt deltager i. Vi har hele tiden forsøgt forhandlingsvejen, men har oplevet, at regionerne har styret målbevidst mod konflikten.

Hvis man ser på de enkelte områder, hvor vi manglede at blive enige, så var afstanden jo ikke større end, at parterne burde have nået hinanden.

Regionerne stillede krav til os om, at de ville overtage ledelsen af lægevagten, men stadigvæk afkræve de praktiserende læger en kollektiv forpligtelse til at køre lægevagt. Det kunne vi naturligvis ikke imødekomme. Vi tilbød i stedet, at regionerne kunne overtage både ledelse og ansvar for lægevagten.

Vi havde - for at give regionerne frie hænder til at sikre lægedækningen - tilbudt, at regionerne selv, ved lægemangel, kunne etablere lægeklinikker, hvis de ikke ønskede at samarbejde med de lokale praktiserende læger.

Vi havde fremsat et krav om tilførsel af ekstra økonomi, der svarer til ca. en procent om året, som en kompensation for stigende personaleudgifter, der er en direkte følge af Danske Regioners overenskomst med blandt andet Dansk Sygeplejeråd fra foråret 2008. Det beløb, der skiller parterne, svarer til blot seks kroner pr. indbygger pr. år.

På trods af sammenbruddet i forhandlingerne ønsker vi stadig at følge forhandlingsvejen, og derfor har vi heller ikke tænkt os at opsige overenskomsten. Vi håber til gengæld, at RLTN vil udstyre deres forhandlingsdelegation med et reelt mandat, så de kan vende tilbage til forhandlingsbordet.