LEDER - Recertificering i form af eksamen med års mellemrum er ikke løsningen. Det siger meget lidt om speciallægens kompetencer i praksis. Der skal anderledes virkningsfulde midler i brug, hvis man skal sikre sig, at speciallæger får den nødvendige efteruddannelse og kompetenceudvikling.
Læger skal naturligvis kunne deres kram. Det er helt afgørende, at vi er ajour og kan bruge vores viden til gavn for patienterne. Det er der næppe nogen, der er uenige i. Men hvordan vi kommer dertil, er til gengæld omdiskuteret.
Flere læger har i Berlingske foreslået, at speciallæger fremover skal gennem en såkaldt recertificering hvert 3.-5. år for at kunne fortsætte deres virke. Tanken er, at de skal bestå en eksamen og med den dokumentere, at de er fagligt opdaterede.
Forslaget er uden tvivl velment, og det er naturligvis positivt, at læger har et stærkt engagement i at udvikle og vedligeholde deres faglighed. Men recertificering i form af eksamen med års mellemrum er ikke løsningen. Det siger meget lidt om speciallægens kompetencer i praksis. Der skal anderledes virkningsfulde midler i brug, hvis man skal sikre sig, at speciallæger får den nødvendige efteruddannelse og kompetenceudvikling.
Forskning viser, at speciallægers kompetencer sikres bedst, hvis der lægges en individuel plan for deres faglige udvikling. Måske skal de på kursus og opdateres i teoretisk viden, men det kan også være, at sidemandsoplæring eller besøg på en anden afdeling giver mere mening. Det afgørende er, at planen er tilpasset de behov og ønsker, som den enkelte læge og arbejdspladsen har. Med faste årlige samtaler og kompetencevurderinger samt løbende dialog undervejs. Den tilgang virker langt bedre end en ordning, hvor alle – uanset udgangspunkt – skal til eksamen i det samme stof.
Det er også en misforståelse at tro, at det er recertificering, som skal »fange« de læger, som begår for mange og alvorlige fejl. Det er arbejdsgivernes – dvs. oftest sygehusenes og regionernes – ansvar at sikre, at de sundhedsprofessionelle, som de har ansat, kan bestride deres job på betryggende vis. Det skal de kunne stå på mål for hver dag, ikke kun hvert tredje år. Og så er det vigtigt at fastslå, at Styrelsen for Patientsikkerhed har ansvar for at føre tilsyn med sundhedsprofessionelle. Er en læge til fare for patienterne, skal der gribes ind med det samme. Heller ikke her giver det mening at tro, at eksamener med flere års mellemrum er effektivt.
Det er tankevækkende, så lav profil regionerne holder i den aktuelle debat om lægers efteruddannelse. Måske fordi de som arbejdsgivere har en forpligtelse til at sikre læger den nødvendige efteruddannelse. Og det sker desværre ikke i tilstrækkelig grad. Det er mere end halvandet år siden, at man i en undersøgelse blandt knap 800 speciallæger dokumenterede, at der for to ud af tre ikke var nogen plan for, hvordan de fik udviklet deres kompetencer. I alt 17 procent af de speciallæger, der var ansat på hospitalerne, angav, at de ikke havde fået tilbudt en årlig MUS-samtale med deres leder, og 67 procent af de hospitalsansatte speciallæger svarede også, at de ikke havde nogen sparringspartner at drøfte efteruddannelse med. Det er beskæmmende tal.
Lægeforeningen har gennem flere år arbejdet for at sikre speciallæger en systematisk kompetenceudvikling. Vi har glædet os over, at Danske Regioner i 2014 tilkendegav støtte til principperne bag denne evidensbaserede tilgang til speciallægers efteruddannelse. Men endnu uden at lade handling følge ord. Forhåbentlig erkender regionerne, at de skal på banen nu.
Livslang læring og kvalitet i patientbehandlingen er et fælles ansvar. Når fremtrædende læger går til pressen med bekymring for vedligeholdelse af det faglige niveau, skal det tages alvorligt. Men det er lige så vigtigt, at vi får den bedst videnskabeligt underbyggede løsning på problemet, nemlig en systematisk kompetenceudvikling som et tilbud til alle speciallæger. Lige nu peger pilen på regionerne. Få nu løftet den opgave – for lægernes skyld, men først og fremmest for patienternes.
