Skip to main content

Regionerne retter op på psykiatrien

Anne Steenberger, as@dadl.dk

16. sep. 2011
3 min.

Realistiske og gennemførlige anbefalinger, der skal forbedre behandlingen af psykisk syge patienter. Det er målet for fem arbejdsgrupper, der i øjeblikket sidder i hver af de fem regioner og bakser med nogle af de helt store problemer i psykiatrien i dag. Regionerne bebudede arbejdet i foråret. Nu er grupperne i gang. Og allerede i slutningen af denne måned vil arbejdsgrupperne have anbefalinger klar.

"Det bliver ikke bare hensigtserklæringer skrevet med hjerte og varme hænder. Det bliver konkrete, handlingsorienterede realistiske forslag, der skal forbedre psykiatrien," siger Per Jørgensen, cheflæge og psykiater i Region Midtjylland, og de fem gruppers formand og tovholder. Han fortsætter:

"Når jeg siger, at det er realistiske anbefalinger ligger der i det, at det ikke blot er, hvad der er fagligt ønskeligt, men også hvad man kan gå i gang med uden at være afhængig af mange penge."

Dansk Psykiatrisk Selskab er ikke med i arbejdsgrupperne. Thomas Middelboe, der er næstformand i selskabet oplyser, at selskabet er orienteret om arbejdet, men ikke involveret:

"Vi havde gerne set, at vi som videnskabeligt selskab sad med i arbejdsgrupperne som repræsentanter for det faglige. Men vi håber, at cheflægerne for bordenden vil være faglige garanter for arbejdet."

Han bakker dog op om regionernes initiativ:

"Vi kan som selskab ikke andet end glæde os over, at regionerne sætter fokus på disse fem meget vigtige områder og ikke mindst glæder vi os over, at der sidder en læge som formand for alle arbejdsgrupperne," siger Thomas Middelboe.

Per Jørgensen siger:

"De faglige selskaber er inddraget i processen, bl.a. derved at de får mulighed for at kommentere arbejdsgruppernes arbejde, inden det sendes videre i det regionale system."

Fem problemer

En af arbejdsgrupperne skal gøre noget ved de uforklarlige forskelle på, hvilke psykiske sygdomme, der er fremherskende rundt om i landet. Fx har 24 procent af patienterne i Region Hovedstaden skizofreni, mens kun 16 og 17 pct. har det i Syd og Midt.

Det er formentlig et udtryk for, at der er forskellige diagnostiske traditioner på tværs af landet, står der i arbejdsgruppens kommissorium. Hvordan det skal kommes til livs afsløres forhåbentlig af denne arbejdsgruppe.

Hvis man skal sikre en ensartet behandling, skal der være enighed om hvad der er god kvalitet, lyder rationalet i kommissoriet for en anden arbejdsgruppe. Den skal forsøge at formulere sygdomsspecifikke retningslinjer, der gælder for alle fem regioner i stedet for at hver region har sit sæt.

Behandlingen skal organiseres, så den både bliver optimal og med den bedste ressourceudnyttelse. Det kan efter Danske Regioners mening sikres ved at udvikle pakkeforløb i psykiatrien. En arbejdsgruppe skal derfor komme med forslag til, hvordan sådan nogle pakkeforløb kan indarbejdes i psykiatrien.

I dag er der stor overdødelighed blandt psykisk syge. De lever cirka 20 år kortere end andre. 40 pct. af denne overdødelighed skyldes selvmord og resten kan tilskrives andre, somatiske sygdomme. Psykisk syge har større risiko for en række sygdomme. Patienter med skizofreni har fx større risiko for diabetes og hjerte-karsygdomme og fedme.

Depressive har også betydeligt forøget risiko for hjerte-karsygdomme og diabetes. Helt konkrete forslag til, hvordan man forbygge dette, er på vej fra arbejdsgruppen. Af kommissoriet fremgår det desuden, at der overordnet er brug for, at de psykiske patienter får en bedre somatisk udredning og behandling.

Endelig skal kvaliteten i psykiatrien måles systematisk. I dag er det ikke muligt at få et samlet overblik over kvalitetsdata i psykiatrien. Det skal den femte arbejdsgruppe forsøge at råde bod på.

Per Jørgensen forsikrer, at gruppernes anbefalinger ikke får lov at samle støv i et hjørne af skrivebordsskuffen. De skal hurtigt gennem systemet - først i oktober skal de igennem ledelserne i de regionale psykiatrier og siden skal de sidst på året tages op i Danske Regioners bestyrelse, som - forventeligt - vil sige 'go' til dem. Måske bliver ikke alle anbefalinger ført ud i livet med det samme, men i prioriteret rækkefølge, oplyser Per Jørgensen.