Skip to main content

Regionerne slår alarm over det Fælles Medicinkort

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

29. okt. 2012
3 min.

FMK - det Fælles Medicinkort - virker, men ikke godt nok.

Danske Regioner har i et brev til Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse advaret om, at der er risiko for, at de store fordele ved FMK tabes på gulvet, hvis problemerne ikke snart tages seriøst.

FMK skal give læger og andre relevante faggrupper øjeblikkeligt overblik over patienternes aktuelle medicin. Men det forudsætter både, at alle er med - fra hospitaler over Lægevagten til de praktiserende læger - og at it-systemerne er tilpasset. Og begge steder er der problemer.

Først og fremmest melder både hospitaler og almen praksis om et stort antal dobbeltordinationer i FMK. Der er store udfordringer med stabil drift på f.eks. digital signatur, der giver adgang til FMK. Og nok fungerer FMKs centrale database stabilt, men der mangler stadig et test- og uddannelsesmiljø, hvor systemet kan afprøves ordentligt, før det slippes løs på den virkelige verden, fremgår det.

Alt er ikke sortsyn. Det fremgår af brevet, at FMK allerede har givet et kvalitetsløft på de - især medicinske - afdelinger, hvor det bliver brugt. Men det er nødvendigt med, hvad regionerne kalder "skærpet opmærksomhed", bl.a. for at fange dobbeltordinationerne.

De opstår både på grund af, at de praktiserende lægers it-systemer ikke alle er tilpasset godt nok til FMK, og på grund af misforstået brug af systemet i begge sektorer.

"Praksissystemerne har desværre vist sig at lave meget svingende løsninger, og så har ingen af dem i udgangspunktet indarbejdet advarsler ved dobbeltordinationer. Det arbejdes der nu på at få ændret", siger Mette Harbo, seniorkonsulent i IT og Kvalitet i Danske Regioner.

"Samtidig giver nogle praksissystemer f.eks. mulighed for at vælge mellem FMK og det gamle medicinsystem. Så hvis lægesekretæren arbejder i det ene system og lægen i det andet, kan det give en risiko for dobbeltordinationer", siger hun.

Da almen praksis står for 90 pct. af den ordinerede medicin, kan FMK ikke give de optimale fordele, før de problemer er luget ud, og almen praksis er kommet med.

Kommunerne snart med

At få problemerne luget ud er ikke mindst vigtigt i forhold til, at kommunerne kommer med næste år, så f.eks. også hjemmeplejen kan bruge FMK.

"Når hjemmeplejen kommer på, skal der ikke være nogen mulighed for forveksling", siger Mette Harbo.

Læger kan ofte fange f.eks. dobbeltordinationerne - de ser simpelt hen så mærkelige ud med lægeøjne, at de nærmest automatisk påkalder sig opmærksomhed. Men det signal vil ikke nødvendigvis blive opfanget f.eks. i den kommunale hjemmehjælp.

Hjælp!

Brevet fra regionerne til ministeriet er et råb om opmærksomhed. Specifikt vil regionerne gerne have en ny - forpligtende - aftale om, hvem der gør hvad hvornår om FMK.

"FMK er et kommunikationssystem. Så afhængigheden til de øvrige parter i sundhedsvæsenet er helt afgørende for, at vi lykkes med FMK", siger Mette Harbo.

De praktiserende læger er enige i analysen af de tekniske udfordringer men sender samtidig en bold tilbage til regionerne.

"Det fælles medicinkort medfører et stort fremskridt for patientsikkerheden, når de tekniske problemer er løst, hvilket vi nok må forudse ligger et stykke ude i fremtiden", siger formand for de Praktiserende Lægers Organisation (PLO), Henrik Dibbern.

"Når redskabet er teknisk færdigudviklet, står der tilbage at lave arbejdsgange, som sikrer at det bliver brugt efter hensigten. Det er vi helt enige med regionerne om. Desværre har regionerne hidtil ikke villet diskutere, hvordan vi skal finde ressourcer til at lave jævnlige afstemninger af medicinkortet både på sygehusene og i praksis", siger han.

De praktiserende læger og Danske Regioner ligger p.t. i forhandlinger om en ny overenskomst.

FAKTA

P.t. er FMK indført på alle hospitaler i Region Sjælland, mens Region Nordjylland og Region Midtjylland kun mangler ganske få, mindre steder, før de også er med. Region Syddanmark halter bagefter, fordi regionen har valgt at introducere FMK i takt med, at en fælles elektronisk patientjournal rulles ud. Region Hovedstaden har stillet brugen af FMK i bero, mens de tekniske problemer udbedres.

Almen praksis skal følge udbredelsen på hospitalerne, men i ingen af regionerne er andelen over 50 pct., og det samme gælder de praktiserende speciallæger.