Regionshospitalet Randers har erklæretkrig mod stress

Regionshospitalet Randers ligger højt i udkanten af byen med sine store røde bygninger og travlhed bag murene. Et sygehus for den nordøstligste del af Region Midtjylland med en lang række specialer, et par tusinde ansatte og omkring 200.000 patienter om året.

Man mærker travlheden sådan en almindelig vinterformiddag. Den er på gangen, hvor der er meget hurtige trin - men også tid til snak inde på stuerne, for det skal der være.

Travlhed eller stress?

Administrationsbygningen ligger for sig selv, og øverst oppe har personalechef Anette Schmidt Laursen sit kontor. Her er der blevet slået nogle strategiske streger i planlægningen af en kommende krig. Det er krigen mod stress, der er blevet erklæret på Regionshospitalet Randers og Regionshospitalet Grenaa. En storstilet plan er netop blevet lanceret af ledelsen og skal i den kommende tid behandles ude på afdelingerne. Herefter skal det hele samles op i det overordnede MEDudvalg den 14. juni, hvorefter det skal udmønte sig i nogle »redskaber til værkstøjskassen«, som Anette Schmidt Laursen siger. Men hvad går det ud på, hvor stort er problemet, og hvad er i det hele taget baggrunden for planen mod stress?

»Vi lever i en virkelighed med konstante forandringer, og dem skal vi ruste os til at håndtere på en måde, så de ikke udløser stress. Vi har faktisk generelt ikke særligt stort sygefravær, og jeg tror ikke problemet med stress er voldsomt stort. Men det ønsker vi heller ikke, at det skal blive, og det er derfor, vi nu sætter denne plan i værk. Vi vil hellere forebygge stress end udbedre skaderne, siger personalechefen.

»Kan«- og »skal«-opgaver

I 2003 blev fusionen mellem sygehusene i Randers og Grenaa gennemført, og siden har der været en række fordringer, som har stillet store krav til de ansatte. Det har ikke medført større sygefravær, men ingen er i tvivl om, at der er perioder med stort pres.

Pirkko Dinnesen er som de ansattes repræsentant næstformand i MEDudvalget. Hun mener, at kolleger først og fremmest bliver stressede, når de i en længerevarende periode oplever for få ressourcer, så opgaverne simpelthen ikke nås:

»Vi hører kolleger sige, at nu kan de ikke holde til det mere, når der for eksempel ofte bliver ringet efter dem i fritiden, og tempoet en tid har været meget højt. Alle kan klare kortere perioder med travlhed, men når der bliver ved med at være for meget pres på, går det let galt. Det er det, man ikke når, der nager. Hvis man for eksempel har lovet hr. Jensen en kop kaffe og kommer i tanker om det derhjemme, så sidder det og trykker. Det kan være en lille ting, der gør det.

På et sygehus kender ingen dagen, før den er gået. Alt kan ske, planer kan vælte, og nogle gange bliver aftaler lavet om. Stressplanen på Regionshospitalet Randers skal medvirke til, at der skelnes mellem ,kan`- og ,skal`-opgaver, så man i perioder kan lade ,kan`-opgaverne ligge.

»Men det kræver en holdningsændring hos mange, for vi vil jo gerne klare det hele. Det kan vi bare ikke hele tiden, og så er vi nødt til at prioritere mellem de to typer opgaver. Det skal vi lære«, siger Pirkko Dinnesen.

Identifikation: Travlhed er ikke stress

På sygehuset vil de sætte fokus på, hvad stress egentlig er. Det er blevet meget moderne at tale om stress, og det er blevet et begreb, der bruges i tide og utide. Den grøft falder vil de ikke falde i på Regionshospitalet Randers:

»Vi vil gerne gøre det naturligt at snakke om stress på en måde, så der skelnes mellem travlhed og stress. Det er to forskellige ting, og det her handler ikke om at råbe ,ulven kommer`. Det handler om at kunne identificere, hvornår der er tale om stress, og så gøre noget ved det. Hvis man har travlt i en periode, kan man godt være dødtræt efter arbejdstid, men det er ikke ensbetydende med, at man er stresset. Men hvis man ikke når alt det, man gerne vil nå, og begynder at få nogle fysiske symptomer, så er det udtryk for stress, og så skal der gøres noget ved det«, siger Anette Schmidt Laursen.

Pirkko Dinnesen: »Med stressplanen skal vi forebygge, identificere og håndtere stress. Det vil sige, at kollegerne skal kunne vurdere, hvornår de er stressede. Det er de, hvis de ikke kan sove om natten, hvis de har smerter i maven, og hvis de ikke kan slippe arbejdet, når de kommer hjem. Det er symptomer på stress, og dem skal vi være opmærksomme på hos os selv og hos vore kolleger. Pirrelighed og let til irritation kan også være tegn på, at man er stresset. Der skal ikke så meget til at vælte læsset. Der kan være noget i hjemmet, der skubber til udviklingen, og så kan det være godt lige at tage fat i hinanden og sige: Hør, jeg synes ikke rigtig, du trives for tiden ...«

Forebyggelse: Nye arbejdsgange og medindflydelse

Når det hedder i stressplanen, at den skal forebygge stress, er det meget møntet på lederne. De skal være opmærksomme på, om der er arbejdsgange, der er specielt stressfremkaldende, og så skal de laves om. De skal i det hele taget have et skarpt øje med planlægning, koordinering, vagtplaner, arbejdets tilrettelæggelse osv.

Desuden skal debriefing bruges meget bevidst, for eksempel i forbindelse med dødsfald, så alle tager hånd om hinanden. Der skal være muligheder for at dyrke motion, og der skal være tilbud om kurser i håndtering af forandringer. Endelig skal kompetenceudvikling og medindflydelse være med til at forebygge stress. For jo mere man har indflydelse på sin egen arbejdsdag, jo mere kan man sige fra over for stressfremkaldende arbejdssituationer og være med til at få rutiner brudt op, så tunge arbejdsgange kan blive lettet.

Håndtering: Psykologhjælp og et andet arbejdsområde

»Når vi oplever en person blive stressramt, kommer håndteringen ind i billedet. Den stressramte mister overblik og handlekraft, og det skal genvindes. Ofte kan det kun gøres ved, at vedkommende skifter arbejdsområde, og nogle gange må der en forholdsvis lang sygepause til. Generelt skal vi dog så vidt muligt undgå alt for lange fravær fra arbejdspladsen, fordi det så er svært at komme tilbage. Med denne stressplan er det da også besluttet, at sygehuset skal stille psykologhjælp til rådighed for dem, der går ned med stress«, siger Anette Schmidt Laursen og Pirkko Dinnesen.

Men frem for alt er stress nu blevet gjort til et emne i Randers og Grenaa. Nu skal planen snakkes igennem på personalemøder på afdelingerne, tages op i afdelingernes samarbejdsudvalg og så midt i juni drøftes igen på det overordnede MEDudvalg for hele sygehuset. Herefter skal der formuleres en egentlig stresspolitik som en del af personalepolitikken.

Dermed er stress ikke mere et ord, der bare flagrer af sted i gange og kontorer. Det er blevet et begreb, der skal snakkes systematisk om, så alle taler om det samme og ikke forveksler stress med travlhed - og så det gøres lovligt at sige fra over for det, der giver stress.

Stressplan på Regionshospitalerne Randers og Grenaa

- Plan mod stress blev den 6. februar lanceret af ledelsen

- Planen er nu til drøftelse på afdelingerne

- Ud fra ti lbagemeldinger skal der laves en endelig plan og politik i juni

- Planen skal forebygge, identificere og håndtere stress

- Afdelingsledelser skal være parate til at ændre arbejdsgange

- Der skal i perioder med pres prioriteres mellem »kan«- og »skal«-opgaver

- Der skal satses på debriefing, medindflydelse og udvikling af kompetencer

- Der tilbydes kurser i håndtering af forandringer

- Der skal være mulighed for at dyrke motion

- Stressramte skal tilbydes psykologhjælp og nyt arbejdsområde