Skip to main content

Regionsklinik åbner i Esbjerg på grund af lægemangel

Manglen på praktiserende læger er så stor i landets femtestørste by, Esbjerg, at en regionsklinik skyder op. Et plaster på et åbent sår, siger PLO-formand.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

14. mar. 2016
2 min.

Esbjerg har nu stå stor mangel på praktiserende læger, at tilflyttere til byen bliver tilmeldt læger op til 40 km væk i Ribe, Bramming og Oksbøl.

Det får Region Syddanmark til at reagere med at åbne en regionsklinik i byen – som bliver byens første regionsdrevet lægeklinik og som vil kunne servicere op mod 3500 patienter.

”Vi åbner om meget kort tid en lægeklinik drevet af Region Syddanmark og med læger, som regionen hyrer ind for at løse opgaven,” siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) til TV SYD.

Region Syddanmark har igennem længere tid haft problemer med få læger til vestkysten, og da en af byens praktiserende læger for nylig har måttet langtidssygemelde sig, har det givet et ekstra pres på de eksisterende læge-praksisser.

Desuden er byens praktiserende læger i weekenden blevet spurgt om de kan tage ekstra patienter ind for at lette presset. Men mandag stod det klart, at ingen af de nuværende 40 praktiserende læger i Esbjerg kan tage ekstra patienter ind, siger Jørgen Skadborg, formand for PLO i Region Syddanmark.

”Det er et udtryk for, at der er ingen som helst ekstra-kapacitet i Esbjerg,” siger Jørgen Skadborg.

Selv om det er godt, at regionen nu åbner sin egen lægeklinik, er det som at stikke en finger i en dæmning, der er ved at briste. Jørgen Skadborg, formand for PLO i Region Syddanmark.

Og i det hele taget trækker de mørke skyer ind over den vestjyske hovedstad, for ifølge Jørgen Skadborg viser en aktuel lægedækningsundersøgelse, at 10 ud af de 40 praktiserende læger i Esbjerg Kommune har tilkendegivet, at de inden for det næste år vil lade sig pensionere.

”Det er helt vildt. Så selv om det er godt, at regionen nu åbner sin egen lægeklinik, er det som at stikke en finger i en dæmning, der er ved at briste. Det betyder reelt, at op mod 16.000 esbjergensere kan stå uden egen læge inden for et år,” siger Jørgen Skadborg.

Hvad er løsningen?

”Jeg kan ikke umiddelbart se en løsning, men vi kommer nok til at se en større regionsklinik i Esbjerg. Selv om det ikke løser hele problemet. Men man kan håbe, at den nye regionsklinik tager lidt at trykket væk fra de eksisterende læger og nogle af dem, så gerne vil fortsætte,” siger Jørgen Skadborg.