Regler for piercing?

De fleste praktiserende læger har behandlet komplikationer som følge af kropspiercing. I langt de fleste tilfælde drejer det sig dog om relativt banale infektioner.

Mere alvorlig er den latente risiko for smitte med hiv og hepatitis. I Danmark er der ikke registreret tilfælde af hiv-smitte i forbindelse med piercing og tatovering. Derimod er der ifølge Statens Serum Institut i de sidste fem år anmeldt 30 tilfælde af hepatitis C og fem af hepatitis B.

Spektakulære enkeltsager fører - med års mellemrum - til en debat om, hvorvidt der bør ske en lovregulering. For fire år siden bad MF Line Barfod (Ø) indenrigs- og sundhedsministeren redegøre for hvilke hygiejnekrav, der gælder på området, og hvilket tilsyn, der føres med udøverne [1].

Lars Løkke Rasmussen (V) kunne oplyse, at der ikke findes nogen hygiejnekrav og heller ikke føres sundhedsfagligt tilsyn, da der ikke er tale om en sundhedsfaglig men en kosmetisk ydelse.

Ministeren anså i øvrigt problemets sundhedsmæssige omfang for begrænset og henviste til, at Sundhedsstyrelsen netop var i færd med at udarbejde de omtalte retningslinjer.

Skrappe krav i nogle lande

I Danmark stiller lovgivningen ingen særlige krav til piercere. Piercing er i lovens forstand en forskønnende behandling og er derfor heller ikke omfattet af lægelovens § 6 (om kvaksalveri).

Lægeloven kan bruges mod en læge, der uagtsomt skader en patient i forbindelse med et kosmetisk indgreb - men en piercer, som påfører kunden et vansirende blomkålsøre, kan gå fri.

Så lempeligt ser lovgiverne ikke på sagen alle steder. I USA stiller de fleste stater vidtgående krav til piercere. Fx skal en piercer i South Carolina have 400 timers uddannelse under direkte supervision af en godkendt udøver [2] for at få en licens. Desuden kræves der kurser i hjertemassage, genoplivning, brug af defibrillator og om infektionslære og blodbårne sygdomme.

Butikken skal føre journal over sine kunder, opfylde detaljerede krav til udstyr, indretning, hygiejne og brandsikkerhed, betale gebyr til dækning af uanmeldte inspektionsbesøg, og pierceren skal selv være vaccineret mod hepatitis B. Mindreårige må ikke pierces. Overtrædelser kan koste licensen.

Selv om der utvivlsomt pierces lystigt og licensløst videre i undergrunden, ser den danske piercer Lars Martinsen gerne lignende skrappe regler i Danmark, hvor end ikke de regler om mindreårige, som tatovører skal rette sig efter, gælder for gennemboring af kropsdele.

»Jeg har fået henvendelser fra mødre til 12-årige piger, som spørger hvad de kan gøre ved en, der har piercet deres datter. Og desværre må jeg svare, at der ikke er noget at stille op«, siger Lars Martinsen.

For nogle år siden var han med til at stifte Dansk Piercing Laug, bl.a. med det formål at skabe selvjustits i branchen og arbejde for en lovgivning. Lavet fik mange medlemmer - men da Lars Martinsen og andre ville til at stramme kravene til hygiejnen, forsvandt de fleste lige så hurtigt igen.

Lars Martinsen, der selv er uddannet som tandtekniker, er ikke glad for, at enhver fusker kan slå sig ned uden videre. Han har længe lobbyet for at få lovgivet på området. I sin egen forretning har han tilknyttet en speciallæge som konsulent, der bl.a. har hjulpet med at udarbejde grundigt informationsmateriale.

Der er piercinger, som Lars Martin-sen - bl.a. efter råd af lægekonsulenten - aldrig foretager. På grund af risikoen for keloiddannelse har lægen fx frarådet Lars Martinsen at foretage piercinger i huden på overkroppen. Brystvorter kan gå an, men de metalstave - som nogle i de mere ekstreme miljøer sværger til gennem huden på armene, ryggen eller i nakken - må de gå et andet sted hen og få lavet.

Den drøbelpiercing, som en ung mand engang bad ham om, var dog ikke noget, han behøvede lægens råd for at sige nej til.

Ikke påtrængende behov for en lov

Hvor god er sikkerheden og hygiejnen egentlig hos de danske piercere?

»Det ved ingen«, siger afdelingslæge på Statens Serum Instituts epidemiologiske afdeling, Susan Cowan. Trods risikoen er der aldrig registreret hiv-overførsel i Danmark i forbindelse med piercing. Derimod er der i de sidste fem år anmeldt 30 tilfælde af hepatitis C og fem tilfælde af hepatitis B efter piercing og tatovering.

»Statistikkerne er ikke uproblematiske«, siger Susan Cowan. »Der kan ske overrapportering på den måde, at en person henvender sig til lægen med hepatitis B. Og han kan ikke lige huske, at han havde en kæreste fra Botswana for fem år siden. Derimod husker han måske, at han fik en piercing eller tatovering for et halvt år siden. Og det er det, han siger til lægen, der registrerer det sådan«.

Men Susan Cowan er heller ikke i tvivl om, at der samtidig underrapporteres, idet der uden tvivl går en del udiagnosticerede tilfælde omkring; andre er anmeldt som »ukendt smittemåde«, eller måske glemmer lægen nogle gange at anmelde et tilfælde.

»Hvad angår de mere banale komplikationer eller skader, er det jo ikke anderledes, end når man risikerer at få ondt i maven efter et besøg ved en pølsebod. Det eneste specielle ved piercing er, at huden penetreres, og at smitte i uheldige tilfælde kan få adgang til blodbanen«.

Lovgivningen stiller krav til alle behandlere, der penetrerer huden bare en smule. Men piercere på et loppemarked kan uden autorisation gennembore tunge og kønsdele på folk?

»Ja, og derfor kan man godt advokere for, at der skal gælde de samme regler som fx for akupunktører. Og jeg ved da også, at Dansk Tatovørlaug og piercernes lav har været dødtrætte af de udøvere, der ikke har ordnede forhold. Det sværter jo hele branchen«.

Susan Cowan er ikke sikker på, at der er et påtrængende behov for regulering: »De få tilfælde, der bliver rapporteret, tyder på en ret god selvjustits. Så der er ikke tale om et påtrængende folkesundhedsproblem. Der kan være fornuft i at regulere, men inden man eventuelt indfører et tilsyn, skal man lige tænke sig om: Hvem er det lige, der skal udføre kontrollen? Er det Sundhedsstyrelsen, der pludselig skal afsætte personale? Mange tror, at fordi der findes noget, der hedder kontrol, bliver ting kontrolleret. Men det gør de jo ikke nødvendigvis«.

Lægehjælp eller moralprædiken

NN er den speciallæge, der i sin fritid virker som konsulent for piercer Lars Martinsen. Kunder kan konsultere ham, hvis de ikke har lyst til at tale med deres egen læge. Han kan også give en lokalbedøvelse. Desuden underviser han på de 3-4-dages kurser for piercere, som Lars Martinsen arrangerer.

NN taler med Ugeskriftet under løfte om at være anonym, fordi mange af hans kolleger - som han udtrykker det - »er meget konservative« og formentlig vil rynke på næsen ad hans aktiviteter.

Han har selv hverken piercinger eller tatoveringer, og generelt fraråder han folk at få dem. »Men når folk har truffet beslutningen efter lang tids overvejelse, vil jeg hellere bruge min faglige viden til at hjælpe dem med at få de t lavet ordentligt og undgå nogle af de mere groteske ting«.

NN og Lars Martinsen lærte hinanden at kende som næstennaboer, og snart var de involveret i diskussioner om helbred og piercinger.

»Lars fortalte, at han henviste sine kunder til egen læge eller skadestue, hvis der var banale småkomplikationer. Og her fik de som regel bare besked på at fjerne piercingen omgående«.

Som læge mente NN, at folk, som under alle omstændigheder havde besluttet sig for at blive piercet, ville være bedre tjent med lægefagligt korrekt rådgivning frem for en moralprædiken fra en knap så forstående kollega.

NN begyndte at rådgive kunderne, dels gennem de brochurer, der nu ligger i Lars Martinsens butik, og dels ved oplysninger på Lars Martinsens hjemmeside om helbred og piercing, om risici, om smykkematerialer, om efterbehandling og infektioner og om de krav, man bør stille til pierceren, hans butik og udstyr. Hjemmesiden viser også eksempler på, hvor galt det kan gå - »ikke for at skræmme men for at give ærlig og vederhæftig information«, som NN siger.

Som læge roser han Lars Martinsens lobbyarbejde for at rydde op i branchen, og han mener, at det var medvirkende til, at Sundhedsstyrelsen omsider udgav et grundigt oplysningsmateriale til både kunder og udøvere.

»Mine observationer giver mig grund til at antage, at nogle i piercingklientellet dyrker usikker sex - og at sandsynligheden for at finde smittebærere ligger over gennemsnittet«, siger NN.

I samarbejdet med Lars Martinsen går han derfor ud fra, at der statistisk set er en forhøjet forekomst af smittebærere med hiv og hepatitis blandt kunderne, og han har taget en række konkrete forholdsregler.

Lovgivning og retssikkerhed

På lovgivningsområdet vil NN gerne have indført autorisation for at pierce og et vist minimum af krav til uddannelse, indretning af butikken, udstyr, autoklavering, jævnlige laboratorietest, forsikring osv.

»Det bør også være et krav, at der med jævne mellemrum indsendes prøver til test for mikroorganismer. Det koster penge alt sammen, men det giver en vis sikkerhed. Brug af engangsudstyr skal naturligvis være en selvfølge - og en nål koster ikke mange kroner«, siger NN.

Han har ikke illusioner om, at lovgivning og tilsyn vil sætte en effektiv stopper for de mange fuskere i piercingbranchen.

»Men det vil, sammen med krav om, at pierceren er forsikret, have en vis forebyggende virkning, og det vil give kunderne en vis retssikkerhed. Under alle omstændigheder vil det være bedre end, at alt bare flyder, som det er tilfældet nu«.

Du kan læse mere om piercing her

• Dansk Piercing Laug www. piercinglaug.dk

• Lars Martinsens hjemmeside www.srbodyart.dk

• Statens Serum Institut om piercing www.ssi.dk/piercing

• Sundhedsstyrelsens brochure Vil du pierces? www.sst.dk/publ/publ2003/piercing.pdf

Du kan også finde artikler i Ugeskriftet om piercing

• Ugeskr Læger 2002;164:5158.

• Ugeskr Læger 2002,164:5144.

Regulering gjorde alting værre

Storbritannien har indført en vis regulering af piercingbranchen. For få år siden blev landets kommuner bemyndiget til at udstikke retningslinjer, som skal opfyldes for at få en licens til at nedsætte sig som piercer.

»Lovreguleringen har ikke gjort forholdene bedre - snarere tværtimod«, siger Judy (»Ja - bare Judy«), der arbejder som piercer i Cold Steel Piercing Studio i Camden Town i det nordlige London.

Cold Steel ligger på førstesalen over en af de utallige, lurvede butikker, der handler med sorte T-shirts, sorte støvler, sorte hatte, sorte plakater med dødsmetalbands og dødningehoveder, og som tiltrækker sortklædte skarer af blege goth-punks, nysgerrige skoleelever, dropouts og turister.

Judy, der har piercet i ti år, var selv en varm fortaler for reguleringen, der stiller strenge krav til alle piercingbutikker og bl.a. forbyder at pierce mindreårige eller sætte metal i kvindelige kønsdele.

Den snævre trappe op til Cold Steel er skummel. Her færdes hærdede aficionados med så meget metal i ansigtet, at de må holde sig inden døre i tordenvejr, men også unge, nervøse novicer, der kommer for at få deres første, diskrete udsmykning på næsefløjen eller i øret.

I det ene af de to lokaler, der bruges til at pierce, er en ung kvinde i færd med at rengøre briks og udstyr med et desinficerende middel. Der står en autoklave på et bord, og sterilpakkede engangsredskaber ligger i klinisk orden.

»Som du kan se, er der en masse piercingbutikker her i området«, siger Judy. »Vi har selvfølgelig licens, men det er der 25 andre, der også har. Og licensordningen førte ikke til, at nogen måtte lukke, selv om de ligger langt under den standard, som formelt kræves. Licensen er ikke engang bevis på, at man har en uddannelse. Den er nærmest et næringsbrev. Og tilsynet fungerer overhovedet ikke. Pierceren inde ved siden af holder til i et snusket lokale under trappen«.

Judy, der selv stod i lære i to et halvt år, bruger selv 8-9 par latexhandsker ved hver piercing. Engangsnåle er en selvfølge. Det koster penge at holde den gode standard, og derfor er konkurrencen hård fra de naboer i gaden, der kun bruger et par handsker og sparer på brugen af engangsudstyr.

»Det første, mange spørger om, er prisen. De spørger ikke så meget til sikkerhed og hygiejne, og derfor ender mange med at gå hen, hvor det er billigere. Det er dyrt at leve op til en god standard, og derfor har flere af de gode steder måttet lukke«.

For at blive piercet skal kunden dokumentere sin alder og udfylde et skema med pasnummer eller anden id.

Berusede, mindreårige, folk som er medicinpåvirkede eller psykisk ustabile går også forgæves til Cold Steel. Der er også piercinger så ekstreme eller »virker så forkerte«, at Judy ikke vil foretage dem. Men det afhænger lidt af, hvem kunden er: »Der er forskel på, hvad jeg vil gøre ved en overtatoveret, gennempiercet voksen mand og en rødkindet 18-årig pige fra landet«, siger hun.

Ifølge Judy har reguleringen og licensordningen kun gjort tingene værre end før: »Når en piercer hænger sin licens op på væggen, giver det folk en falsk tryghed: Oh, de har licens, så er det nok sikkert at blive piercet her, tænker de. Men det er det ikke. De, der skulle komme på kontrolbesøg, kommer aldrig. I over to år ringede jeg flere gange til kommunen og spurgte, om de snart kom på besøg. Til sidst kom der en kontordame, der ikke anede, hvad det drejede sig om. Hun var totalt nervøs og forfjamsket. ,Nå, I har mikroovn`, sagde hun. Jeg måtte forklare hende, at det altså var en autoklave. Den inspektionsordning lyder jo ikke særlig betryggende, vel?«

Der var dog en butik i nabolaget, der blev nødt til at lukke, men ikke pga. myndighederne, fortæller Judy. Pierceren, der i flere tilfælde havde piercet børn helt ned til 12-års-alderen, måtte flygte efter gentagne trusler fra vrede forældre.