Rehabilitering - hvordan bedst?

Hvad skal der til for at bringe Danmark på niveau, når det gælder om at få patienter på fode og ud og fungere i samfundet igen? Det var temaet på en konference om rehabilitering torsdag den 5. marts 2009 på Hotel Munkebjerg i Vejle. Arrangørerne var Danske Patienter, Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og Sundhedsstyrelsen.

Som det ser ud i dag, har vi i Danmark lige nu 1,5 million borgere, der lider af en kronisk sygdom. Om få år er vi oppe på 2 millioner. Det er en udfordring, vi bliver nødt til at tage alvorligt, sagde Morten Freil, direktør i Danske Patienter i sin velkomst.

Danmark halter desværre slemt bag-ud hvad angår rehabilitering. De lande vi normalt sammenligner os med, er faktisk en hel del mere effektive til at samarbejde og få patienter gjort funktionsdygtige igen, fortalte Jesper Fisker, direktør i Sundhedsstyrelsen. En effektiv rehabilitering kræver, at en lang række aktører samarbejder om den samme patient. Lige fra egen læge, sygehusvæsen og sagsbehandler til fysioterapeut og hjemmehjælp - kommunale og regionale instanser, der tilsammen kan hjælpe den enkelte godt i gang igen. Og nu hvor strukturreformen ved at være på plads, er næste skridt at gøre samarbejdet på tværs effektivt.

Et voksende problem

Gruppen af ældre og mennesker med kroniske lidelser er voksende. Det bliver vi nødt til at tage hånd om og tage ansvar for. Ser man på det sektor for sektor, er vi faktisk vældigt dygtige indenfor hver vores søjle, forklarede Jesper Fisker.

»Sygehusvæsenet er for eksempel meget effektivt afdeling for afdeling. Og ofte også som sektor isoleret set. Der, hvor det halter, er typisk når patienten skal videre fra sygehuset. Hvem skal tage over hvornår, og hvem har ansvaret for det videre forløb? Står der en sagsbehandler klar? Hvem kontakter hjemmeplejen, kommunen eller fysioterapien? Det er der ofte stor usikkerhed omkring, og det fungerer i øjeblikket meget forskelligt fra kommune til kommune og fra region til region.«

»Målet er at give så mange patienter som muligt en god funktionsevne igen. Og der er faktisk ingen grund til at opfinde det hele forfra selv,« fortsatte Fisker. »I vores nabolande findes der allerede mange gode modeller for, hvordan det kan gøres. Dem kan vi bruge. Vi skal have fjernet de organisatoriske barrierer, der findes og i stedet prøve at skabe en struktur, der giver incitament til samarbejde på tværs af sektorerne.«

Individuelle løsninger

Rehabilitering betyder jo egentlig at gen-påklæde, forklarede professor Bengt Sjölund. Han er - trods sin svenske oprindelse - Danmarks førende indenfor rehabilitering, idet han dels leder Rehabiliterings- og forskningscenter for torturofre i København og nu også er leder af det nye forskningsinitiativ i rehabilitering på Syddansk Universitet.

Og uanset om det er tortur eller sygdom, der har sat patienten ud af spillet, drejer det sig om at hjælpe ham eller hende tilbage til et normalt liv igen. Både privat, socialt og på arbejdsmarkedet, hvis det er muligt.

Det er ofte ret uforudsigeligt, hvor vellykket rehabiliteringen bliver, fortæller Sjölund. For eksempel kender han til en sosu-assistent, der ikke havde været på job i halvandet år. Man kunne ikke stille en præcis diagnose på hende, men hun er stadig ikke i stand til at passe sit arbejde. Mens en ung mand med alvorlig hjerneskade efter et trafikuheld i dag er forfatter og PHD studerende og er i arbejde.

»Funktionsforstyrrelserne kan både være medicinske, sociale og relationelle. Derfor er det ikke på forhånd givet, hvilken indsats der er påkrævet. Men uanset om skaden er fysisk eller mental, så er det bevist, at rehabilitering hjælper. Fysisk genoptræning ved vi meget om, men nyere forskning viser nu tydeligt, at også hjernen vokser af at arbejde. Den viden kan bruges helt konkret i rehabiliteringsarbejdet,« forklarer Sjölund.

Det betaler sig

Men hvad koster rehabilitering? Har vi råd? Eller: har vi råd til at lade være?

Sundhedsøkonom og direktør i Dansk Sundhedsinstitut, Jes Søgaard forklarer, at rehabilitering naturligvis ikke er gratis. Det kræver investeringer, men en stor del af disse vil komme ind igen i form af større velfærd og genskabt arbejdskraft. Det kommer helt an på, hvordan man stiller regnestykket op. Velfærd kan ikke kun udregnes i kroner og øre.

Det er Hjørdis Keizer et godt eksempel på. Hun er en af de mange danskere med en kronisk sygdom. Men hun har selv lavet sit eget rehabiliteringsforløb, så hun i dag igen kan passe sit eget firma på flekstid. For 10 år siden fik hun diagnosen KOL, og i 2005 blussede sygdommen så voldsomt op, at hun blev udredt med henblik på en eventuel lungetransplantation. Men selvom hun blev udskrevet med et iltapparat og i kørestol, var en henvisning til vedligeholdende træning den eneste hjælp til rehabilitering, hun fik med.

»Der var simpelthen ingen, hverken læger eller sygeplejersker eller nogen andre i systemet, der var opmærksomme på, at der kunne gøres mere for mig,« fortæller hun. »Eller også var der ingen, der følte det som deres ansvar.«

Hjørdis Keizer fik selv iværksat et rygestopkursus, meldte sig til regelmæssig fysioterapi, blev medlem af Danmarks Lungeforening, kom i gang med regelmæssig motion, gik til yoga som åndedrætstræning og trænede også selv sin lungefunktion derhjemme ved at puste balloner op. Hun gik til diætist og psykolog og fik også undersøgt sine egne forsikringsforhold. I dag tilhører hun stadig den store gruppe af kronisk syge i Danmark, men hun driver sit eget lille firma hjemmefra og arbejder effektivt 18 timer om ugen. Hun har et godt liv og er selvforsørgende. Folk omkring hende kalder hende en brumbasse, for ligesom at den ikke burde kunne flyve, burde hun heller ikke kunne klare sig selv. Men det gør hun.

»Det er jo en rigtig win-win situation,« siger Hjørdis Keizer, der gerne vil slå et slag for, at mange flere bliver hjulpet i gang igen efter sygdomsforløb. »For hvorfor ikke, siger hun. Jeg kan ikke se, at samfundet har råd til at lade være.«

Nyt medicinsk speciale

I 2009 forventes Danmark at tiltræde FN's nye konvention om menneskerettigheder for handikappede, hvori der blandt andet står, at enhver har ret til rehabilitering.

»Hvis vi skal leve op til den paragraf, skal vi se at komme i gang,« formaner Bengt Sjölund. Derfor mener han blandt andet, at der bør være centrale videncentre for rehabilitering på hospitalerne, og at Danmark bør genindføre rehabilitering som et medicinsk speciale. Desuden bør læger, sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter oplæres konkret i teamwork. Jo før jo bedre.

»Det er helt nødvendigt, at vi får rehabiliteringen til at fungere effektivt,« siger Jesper Fisker fra Sundhedsstyrelsen. »Både for det enkelte individs skyld, men også for samfundets skyld. Vi har brug for al den arbejdskraft, vi kan mobilisere. Derfor er det vigtigt, at vi så h urtigt som muligt får skabt effektive rammer for, hvordan rehabiliteringen skal fungere. Det er vi faktisk også forpligtede til ifølge Sundhedsloven.«

Sådan kan det gøres: Eksemplet fra Silkeborg

Et af de steder i landet, der har iværksat projekter med konkret rehabilitering er Regionshospitalet i Silkeborg. I samarbejde med Center for Folkesundhed har de i 2008 afsluttet projekt »Hospitalsbaseret rehabilitering af sygemeldte med lænderygsmerter«. Projektet er en videnskabelig undersøgelse af effekten af en koordineret indsats mellem forskellige aktører med fokus på arbejdsmarkedstilknytning. Der søges svar på, om en koordineret indsats mellem kommune, sygehus og praktiserende læger har en effekt i forhold til at få lænderygpatienter tilbage på arbejdsmarkedet. Hvilken rolle spiller tidspunktet for den koordinerende indsats, og hvilken betydning har kontaktpersoner?

Regionsocialoverlæge Claus Vinther Nielsen og afdelingslæge Ellen Pallesen, begge fra Center for Folkesundhed fortæller:

Før projektet startede, var den gennemsnitlige varighed af sygemelding på grund af lænderygsmerter 36 uger. Det er i sig selv invaliderende, og de lange sygemeldinger øger risikoen for at falde permanent ud af arbejdsmarkedet.

Projektet i Silkeborg blev gennemført i perioden 2004-2008 og omfattede 351 patienter der var sygemeldt i 3-6 uger. I projektet blev der fokuseret på kort ventetid til undersøgelse samt motion, fysisk aktivitet og psyko-social intervention. Derudover blev der ydet en indsats i forhold til arbejdsrelaterede risikofaktorer. Der blev etableret et tværfagligt team af behandlere omkring patienten, bestående af en reumatolog, en fysioterapeut, sekretærer, en ergoterapeut, en socialrådgiver og en socialmedicinsk læge. Teamet hører under medicinsk afdeling på Regionshospitalet i Silkeborg og har tæt samarbejde med medicinsk og kirurgisk rygcenter på hospitalet.

Medarbejderne i teamet havde kontor på den samme gang og holdt regelmæssige konferencer suppleret med mange spontane samtaler om hver patient: Hvilken indsats er nødvendig her og nu for netop denne patient? Er det primært fysioterapi, eller snarere psykolog eller reumatolog, der er brug for? Og hvem skal tage over hvornår og hvordan?

På den måde blev indsatsen hele tiden individuelt tilpasset og koordineret. Med i teamet var også en fast koordinator, der var nøgleperson i forhold til samarbejdet med kommune, arbejdsplads og egen læge. Hvornår skulle sagsbehandleren inddrages, og var det evt. en god ide at køre med patienten ud på arbejdspladsen og tage en snak om, på hvilke vilkår han/hun kunne vende tilbage til jobbet. Koordinatoren var ansvarlig for patientens handleplan.

Når patienterne var kommet i gang igen, blev der også fulgt op. Fungerede alt som det skulle? Var det for hårdt? For mange timer?

Patienterne svarede igen med stor tilfredshed og tillid til behandlerteamet. De følte sig forstået, korrekt udredt og taget hånd om.

Evalueringen af projektet er ikke afsluttet, men foreløbig ser det ud til, at 60-65% af patienterne er kommet i arbejde og at størstedelen har fået det bedre.