Skip to main content

Rekruttering til almen praksis

Af Mette Bitsch-Christensen, P.L.O.s redaktør

2. nov. 2005
4 min.

Lone Jakobsen er lige blevet speciallæge i almen medicin og kan derfor ikke længere være DYNAMU.

Lone er i øjeblikket vikar i almen praksis og glæder sig til en fremtid som praktiserende læge.

Hvad er en DYNAMU?

DYNAMU står for den yngre almen medicinske uddannelseskoordinator, en bloklæge som i samarbejde med AMU - den almen medicinske uddannelseskoordinator - arbejder for en forbedring af speciallægeuddannelsen til almen praksis på lokalt plan. DYNAMU startede i Århus Amt som et forsøgsprojekt i 1999 og er siden blevet en permanent lønnet opgave, som udtryk for at området prioriteres.

DYNAMU'ens vigtigste opgaver

Som ansat i en almen medicinsk bloklægestilling er tilknytningen til almen praksis vigtig. Derfor arrangeres de såkaldte returndays dvs uddannelsesdage for bloklæger. DYNAMU 'en samarbejder med AMU om at finde ressourcepersoner som undervisere og fastlægge indholdet i undervisningen.

Der er iværksat forskellige uddannelsesprojekter for bloklæger. Her skal nævnes »Praksistilknytningsprojektet« som er pilotprojektet bag den nu eksisterende ordning. I hele bloklægetiden i den nye uddannelse til speciallæge i almen medicin er der afsat en dag om måneden, hvor bloklægen for at bevare tilknytningen til almen praksis skal tilbage og arbejde i sin introduktionspraksis. Endvidere skal nævnes »Amanuensisgruppen« - et projekt som beskrives yderligere i det følgende.

Arbejdet som DYNAMU er også en oplæring i at være uddannelsesaktiv og springbræt for evt. senere poster som kan være med til at gøre arbejdet i praksis endnu mere spændende og varierende.

Yngre almen medicinere er kommende praktiserende læger

Lone Jakobsen pointerer, at det er vigtigt at gruppen af almen medicinske bloklæger opfattes og respekteres som kommende praktiserende læger.

Bloklæger bør inviteres til møder for praktiserende læger. Amtslige kliniske vejledninger samt retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen bør sendes til bloklægerne. Bloklægerne skal informeres om og motiveres for indmeldelse i vores faglige selskab, så man allerede i bloklægetiden kan arbejde for større faglighed og identitet som almen mediciner, modtage DSAM-vejledninger samt følge med i den almen medicinske debat.

Stort set alle bloklæger vil gerne have mere kontakt med praktiserende læger, siger Lone Jakobsen. Vi vil gerne inviteres med, hvor der sker noget for de praktiserende læger f.eks. i efteruddannelsesgrupper eller have mulighed for at danne vores egne.

Efteruddannelsesgrupper for yngre almen medicinere

I Århus Amt har Lone Jakobsen været initiativtager til forsøgsprojektet »amanuensisgruppen« og siden præ-P.L.O.-gruppen.

Kommende almenmedicinere har brug for at diskutere med nogen, der er lige et skridt foran en selv i uddannelsesforløbet. Amanuensisgruppen gav bloklægerne denne mulighed. En gruppe uddannelsesamanuenser brugte 3 dage i amanuensistiden til at besøge nynedsatte læger i deres praksis. De havde kontakt til efteruddannelsesvejleder, læge med praksis til salg, læge som nylig havde solgt samt lokal repræsentant for praksisudvalget. Projektet har været en succes, og i gruppen har der været stor enighed om, at dette har været med til at afdramatisere og afmystificere processen omkring praksis-køb. Det er blevet bekræftet, at det er både fagligt udfordrende, sjovt og spændende og slet ikke så dyrt at nedsætte sig, som nogen havde frygtet. De nynedsatte kolleger har alle været meget positive.

I gruppen har det været godt at få diskuteret:

  • overvejelser inden beslutningen om at købe egen praksis

  • vikarmuligheder

  • arbejdsforholdene i praksis herunder fleksibiliteten

  • de mange muligheder for bistand i forhandlingerne om køb af egen praksis

  • hinandens vikar- og købsaftaler i en lille gruppe.

Alle i gruppen stiler mod en fremtid i almen praksis, 2 har allerede købt, de resterende på nær 1 er alle vikarer eller amanuenser mhp. kompagniskab. Gruppen fortsætter som efteruddannelsesgruppe »præ-P.L.O. gruppen«, og både denne og de kommende amanuensisgrupper støttes fremover af Kvalitetsudviklingsudvalget i amtet.

I Århus Amt har der siden efteråret 2002 fungeret emneopdelte efteruddannelsesgrupper, som et supplement til de traditionelle efteruddannelsesgrupper. Gruppen koncentrerer sig i et år om at gå i dybden med et enkelt emne f.eks. endokrinologi, psykiatri, socialmedi- cin eller andet. Efter et år dannes der nye grupper om nye emner. Bloklægerne samt de endnu ikke nedsatte speciallæger i almen medicin er blevet inviteret til at deltage i disse efteruddannelsesgrupper. Det er en god mulighed for at få kontakt med amtets praktiserende læ-ger og omvendt. Det viser de yngre almen medicinere noget om uddannelsesmulighederne fremover og styrker identiteten som kommende praktiserende læge.

Det faglige indhold afgør specialevalget

Lone Jakobsen mener, at praktiserende læger bør gøre mere ud af at pege på den positive vinkel i almen praksis. Den seneste uddannelses-enquete viste, at det er det faglige indhold samt troen på egne evner, der først og fremmest er afgørende for specialevalget. I almen praksis er der rig mulighed for selvstændighed, faglige udfordringer, gode arbejdsforhold og fleksible organisatoriske rammer. Det er vigtigt at fremhæve. Lad os få alle vore gode kliniske vejledninger frem på hylderne i uddannelsespraksis. Lad også praksisreservelægerne møde kolleger, som kun er få skridt foran dem.

Lad os få afkræftet nogle af myterne omkring arbejdet i praksis.

Lone Jakobsen citerer en praktiserende læge for at have sagt:

Det er sjovest at være P.L.O.er og tilføjer: Men det gør jo ikke noget at uddannelseslægerne også erfarer dette og at det er sjovt at være på vej til at blive praktiserende læge.

FAKTA

Projektet omkring amanuensisgrupper og præ-P.L.O.-grupper har været fremlagt på DSAM's årsmøde. DSAM har bevilget midler til udbredning af disse erfaringer under overskriften: Rekruttering og fastholdelse. Hvis der fra andre amter er interesse for lignende vil Lone Jakobsen gerne bidrage med materiale samt yderligere informationer. Kontaktes på e-mail: lonejakobsen@dadlnet.dk.