Relationer i sundhedsvæsenet – hvorfor og hvordan?

For nylig hørte jeg en historie om to unge fisk, der kommer svømmende og møder en ældre fisk på vej i modsatte retning. »Godmorgen, hvordan er vandet?«, spørger den gamle fisk. De unge fisk svømmer videre og pludselig spørger den ene, henvendt til den anden: »Hvad pokker er vand?«.

Det slog mig, at de unge fisks manglende blik for eksistensen af vand minder om, hvordan vi i sundhedsvæsenet tilsyneladende har glemt, hvorledes relationen er en selvfølgelig forudsætning for hele vores virke.

Derfor er denne glimrende antologi om den centrale betydning af relationer i sundhedsvæsenet så nødvendig: den handler netop om det vand, vi alle svømmer i, uanset om vi gør os det klart eller ej. Den rivende udvikling med biomedicinske fremskridt inden for diagnostik og behandling af en lang række avancerede sygdomme og tilstande har en naturlig, central plads i sundhedsvæsenet, ligesom ledelse og management med indbyggede krav om effektivitet også er i fokus.

Men hvor blev de ledsagende humanistiske, sociale og psykologiske kompetencer af i farten? Det har en gruppe af forskere og klinikere på Forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet beskæftiget sig med og stillet det relevante spørgsmål, om »det relationelle rum er blevet for magert«. Gruppens medlemmer, der har baggrund i forskellige akademiske discipliner, er fra hver sin vinkel optaget af at undersøge interaktionen mellem mennesker som grundlaget for enhver terapeutisk eller helbredende aktivitet.

Bogen er opdelt i tre dele. Første del omhandler udgangspunktet for relationsdannelse, anden del samarbejdet herom og tredje del læringsforløb med relationsdannelsen i fokus.
Første del starter med at undersøge empati – både når den er der, og når den ikke slår til. Derudover belyses faren for sekundær traumatisering og udbrændthed samt det relationelle som fundament for omsorg.

I anden del beskrives det, hvor afgørende læge-patient-forholdet kan være, både i forhold til fælles beslutningstagning (shared decision making) og som egentligt symmetrisk partnerskab. Også den tværfaglige relation mellem præst og læge har sit selvstændige kapitel ligesom betydningen af kollegastøtte ved utilsigtede patientforløb. Det er værd at dvæle ved begrebet second victim, en belastende rolle, som den sundhedsprofessionelle kan havne i, hvis patienten får livstruende skader eller varige men som følge af behandlingen. Her kan den emotionelle kalibrering, som kollegagruppen kan yde i forbindelse med, at sagen underkastes grundig, saglig drøftelse i en tryg atmosfære, være af helt uvurderlig værdi i forhold til at komme videre i en bedre forfatning.

Tredje del indledes med et kapitel om narrativ medicin og komplekse relationer med udgangspunkt i den undervisning på lægeuddannelsen, som finder sted på Syddansk Universitet. Derudover beskrives de læringsforløb, som sætter de sundhedsprofessionelles egne oplevelser af eksistens, mening og sårbarhed under lup, mens Jan-Helge Larsen i sit fine og komprimerede kapitel fra den praktiserende læges konsultation belyser relationsdannelsen med patienten via mikroskopi af samtalen. Også relationen til den etniske minoritetspatient og den digitale læge-patient-relation er der blevet plads til.

Læs denne velskrevne bog for at få en tiltrængt reminder om, at kvalitet i behandlingen har andre facetter end dem, der traditionelt nævnes. For, som det siges i bogens meget sigende åbningscitat af den amerikanske digter, Maya Angelou:

»Jeg har erfaret, at folk glemmer, hvad du sagde, folk glemmer, hvad du gjorde, men folk vil aldrig glemme, hvordan du fik dem til at føle sig«.