Artikel

Retspsykiatere på farten skal forebygge psykisk syges vold

Jævnlige besøg i hjemmet skal forhindre tilbagefald for psykisk syge kriminelle. Men den indsats rammer kun 30 procent af voldstilfældene. Almenpsykiatrien bør styrkes med flere senge, mener retspsykiatere.

Teamet fra distriktsrets-psykiatrien holder et lille møde efter patientbe-søget. Fra venstre syge-plejerskerne Inge Buch og Annemette Peder-sen samt retspsykiateren Pernille Gansmo. (foto: Ugeskrift for Læger)

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

12. jun. 2009

11 min.

Omgivet af et par mandshøje højttalere, vægge tapetseret med cd'er og dvd'er og med de sorte persienner rullet halvt ned sidder Henrik med nedslåede øjne og taler med retspsykiateren. Vi er i Henriks toværelses lejlighed i et kommunalt bosted for psykisk syge i Sønderjylland. Døren til lejligheden er låst indefra, men han må hellere lukke op, når retspsykiateren eller sygeplejersken fra den retspsykiatriske distriktspsykiatri ringer på.

For Henrik har en halvandet år gammel behandlingsdom. Han begik vold, men en mentalundersøgelse anbefalede, at retten tilkendte ham en ambulant behandlingsdom. Så nu bor han her, tæt fulgt af Kriminalforsorgen og af regionens distriktsretspsykiatri, som skal fastholde ham i den medicinske behandling og vurdere, at han får den rette dosis. Nogle gange er det en sygeplejerske fra teamet, der kommer, andre gange, som i dag, er det retspsykiateren Pernille Gansmo.

»Vores patienter er en ophobning af vanskelige patienter«, konstaterer hun før besøget hos Henrik.

Henrik er en af de cirka 300 ambulante retspsykiatriske patienter, som bor i Region Syddanmark, der som den eneste region har oprettet en særskilt distriktspsykiatri for retspsykiatriske patienter. Der er tre distrikter, denne er den sydvestlige del, som har 60 patienter.

Fyn har haft distriktspsykiatriske team inden for retspsykiatrien siden 1987, mens det var amt og for godt et år siden blev den model udvidet til også at omfatte den øvrige region.

Lederen af det hele er Peter Fristed, der er ledende retspsykiatrisk overlæge på Psykiatricentret i Middelfart. Han siger:

»Baggrunden er, at antallet af behandlingsdømte stiger. Det gør den med 12-15 procent om året i hele landet. Vores hensigt er at intensivere opfølgningen af de behandlingsdømte for på den måde at forebygge at de begår kriminalitet igen. Indtil for et år siden var disse patienter under den almene distriktspsykiatri - bortset fra på Fyn - og vi kan se, at personalet i nogle tilfælde har været utrygge ved at håndtere de mest skræmmende patienter. De har så fået lov at gå for sig selv og er ikke blevet fulgt så intensivt, som jeg synes, de bør. Dem har vi nu fået fat i med de nye team. Vi er specialiserede og lader os ikke skræmme væk«.

En anden målgruppe for teamene er særligt udvalgte, vanskelige patienter, som man gerne vil fastholde i den medicinske behandling, også efter at dommen er ophævet. Det er frivilligt, men patienten kan også være interesseret i at beholde kontakten med de samme behandlere.

Venlig patient

Henrik er skizofren og hører ofte stemmer. Han har været noget urolig på det seneste. Han fortæller Pernille Gansmo, at han snart skal på tur med bostedet til Rømø, men han er noget nervøs for, hvordan det skal gå, fordi han i går råbte ad forstanderen og sagde grove ting til ham. Han fortrød efterfølgende og gik helt i sort. I dag er han faldet nogenlunde ned igen.

»Som alle andre mennesker er han ked af at have råbt ad en person, han i øvrigt er glad for, men hans sygdom gør, at han gør sig de værste forestillinger«, forklarer Pernille Gansmo bagefter.

»Henrik er godt beskyttet«, siger hun videre. »Han har mennesker omkring sig og har to faste kontaktpersoner. De holder alle øje med, hvordan han har det«. Hun tilføjer, at Henrik er en meget venlig patient - andre kan være ganske ubehagelige og uvillige til at tage deres medicin og uvillige over for behandlersystemet i det hele taget.

Det er ikke alle de 60 retspsykiatriske patienter i distriktet, der bor på en institution. Nogle bor hjemme, og nogle er meget isolerede. Typisk fordi de selv vil - det må de selv bestemme. Hvert af Region Syddanmarks tre retspsykiattriske distriktsteam har en overlæge og to specialuddannede sygeplejersker samt kontorpersonale tilknyttet. Hvor ofte teamet kommer, er afhængigt af patientens behov - det kan være ugentligt eller en eller to gange om måneden - dertil kommer Kriminalforsorgens besøg.

Som nævnt handler indsatsen om at forebygge, at patienterne falder tilbage i en psykose, hvor de måske begår ny kriminalitet.

Retspsykiater Pernille Gansmo på hjemmebe-søg hos en behandlings-dømt skizofren patient. (foto: Ugeskrift for Læger)

Fakta

Retspsykiatrien i Region Syddanmark

Fast stemme og faste rammer

Teamet opfordrer patienterne til at ringe, hvis det er ved at gå galt.

»Vi siger til dem: Ring til os, hvis det brænder på i stedet for at gøre noget skidt. Nogle gange ringer de op og siger, jeg har det dårligt, så kommer vi samme dag eller dagen efter«, siger Pernille Gansmo.

Hvad kan I gøre?

»Vi spørger, hvad der er problemet og lytter. Det kan være et helt konkret problem - patientens far er blevet indlagt med brok - det kan vælte en psykisk syg. Evt. giver vi noget beroligende«.

Men det sker, at en patient kommer af sted med at begå kriminalitet alligevel.

»Men vi når langt ved hjælp af de faste rammer, som vi sætter for patienten, og den faste stemme, som vi bruger«, siger hun og fortsætter:

»Der er måske 4-5 patienter i vores distrikt, der kan være et problem. Men vi bliver ved med at sige til dem, at vi er her. Nogle gange kan vi sige: Du har en dom, og tager du ikke din medicin, får det konsekvenser - der er vi måske lidt skrappe i stemmen. Mere kan vi jo ikke. Går det galt, og der sker et tilbagefald, skal vi efterfølgende komme med en udtalelse, og hvis det var alvorligt, kan jeg konkludere, at den nuværende foranstaltning er utilstrækkelig til at forebygge ny kriminalitet«.

Hvis en patient nægter at tage sin medicin, og teamet vurderer, at han er »kriminalitetstruet«, involveres politiet, og så bliver patienten indlagt.

Men der er gode historier. Pernille Gansmo fortæller om den behandlingsdømte unge andengenerationsindvandrer, der en dag havde smadret sin lejlighed, da den mandlige sygeplejerske skulle tilse ham. Han nægtede at tage den depotmedicin, som han skulle have hver 14. dag og smed sygeplejersken ud af sin lejlighed under store trusler. Sygeplejersken nåede at vende om i døren og sige meget bestemt: »Du kommer i morgen kl. 9 på Augustenborg (psykiatriske afdeling, red.) og får din medicin«.

Pernille Gansmo siger:

»Han kom faktisk. Og siden er det gået godt og stabilt«.

Konklusionen er:

»Selv om en patient er velbehandlet i medicineringen, kan vi ikke altid forhindre, at han begår kriminalitet. Men er de i behandling, er risikoen for kriminalitet voldsomt formindsket«, siger hun.

Der var ikke brug for en fast stemme over for Henrik. Men ved det efterfølgende møde mellem teamets folk og bostedets medarbejdere blev man enig om ved det næste besøg, som er om to uger, at drøfte om Henriks medicindosis skal sættes op.

Den udbyggede retsdistriktspsykiatri har endnu kun fungeret i godt et år, og den skal evalueres efter to år. Men et succeskriterium har været at fastholde patienten i løbende kontakt med det retspsykiatriske system, og det er lykkedes 100 procent, oplyser Peter Fristed. Men en styrkelse af retspsykiatrien er ikke nok til at løse problemet med kriminalitet blandt psykisk syge, mener Pernille Gansmo:

»En del af disse patienter burde vi slet ikke have haf t i retspsykiatrien. Hvis almenspykiatrien havde flere ressourcer kunne de måske være opfanget der, så de ikke endte med at begå kriminalitet - som har ført til, at de får koblet mennesker på og bliver behandlet og får den opmærksomhed, de har behov for«.

Fakta

Behandlingsdom

Gengangere

Baggrunden for at styrke retspsykiatrien er, at undersøgelser viser, at der er en del gengangere blandt de behandlingsdømte. En tværsnitsundersøgelse fra 2004 af de behandlingsdømte i Fyns Amt viste, at 30 procent havde en tidligere behandlingsdom. Der er udgivet rapporter om det, og der er enighed om, at opfølgningen af de behandlingsdømte skal intensiveres. Men hvad med de resterende 70 procent? Ifølge samme undersøgelsen har 40 procent af dem tidligere haft kontakt til det psykiatriske behandlingssystem, mens de sidste 30 procent ikke er kendt fra tidligere.

Peter Fristed synes, at det er vigtigt også at se på de sidste 70 procent.

»De første 30 procent hjælper vi med denne intensivering. Men hvad de 40 procent angår, tror jeg, at vejen frem er at tale med almenpsykiatrien og bidrage med vores erfaring - det kan blandt andet være nogle gange at sætte dosis op og bruge mere konsekvens. De sidste 30 procent, som kommer ud af den blå luft, vil jeg tage op på et snarligt møde med Kommunernes Landsforening, hvor vi skal tale om retspsykiatri. Jeg vil spørge dem, om de ikke tror, de kender nogle af de 30 procent. Jeg tror, løsningen er en aftale for hver enkelt kommune om, at skoler og kommuner giver hinanden et fingerpeg, hvis der er et problem. Det er desuden også noget, PSP, samarbejdet mellem politi, socialområdet og psykiatrien kan gøre noget ved«, siger han.

Han advarer dog mod at gå for bombastisk til værks, så det går ud over de ikkekriminelle psykisk syge: »95 procent af alle svært psykisk syge begår ikke kriminalitet. Men fem procent af dem laver noget spektakulært, så det er en balance at få fat i dem uden at de øvrige stigmatiseres«.

Fakta

Psykiatrien og pengene

Sengemangel i almenpsykiatrien

Forklaringen på, at flere og flere psykisk syge bliver dømt for kriminalitet, diskuteres selvfølgelig meget. Øget stofmisbrug blandt skizofrene patienter, flere andengenerationsindvandrere med traumatisk baggrund er nogle af forklaringerne, men ikke den hele, mener Peter Fristed.

»Jeg har tidligere forsvoret, at mangel på senge i almenpsykiatrien skulle være årsagen. For jeg synes ikke, at vi i vores region på grund af sengemangel må udskrive nogen i forfærdelig dårlig stand. Men det er indimellem godt at have plads til lange stabiliserende forløb, så vi kan undgå at de bliver til svingdørspatienter«.

Han erklærer sig dermed enig i, hvad kollega, overlæge Peter Kramp, der er ledende overlæge på Retspsykiatrisk Klinik på Rigshospitalet sammen med overlæge Dorte Sestoft, Glostrup Restpsykiatriske Klinik skrev i Ugeskrift for Læger sidste år:

»Der er en klar sammenhæng mellem disponible almenpsykiatriske sengepladser og forbrug af retspsykiatriske sengepladser - des færre almenpsykiatriske sengepladser, des større forbrug af retspsykiatriske senge [1]«.

Det er ikke alle regioner, der som Region Syddanmark har valgt at skille retspsykiatrien så markant ud fra den øvrige psykiatri. Men Peter Fristed er meget tilfreds med det:

»Det er en stor fordel, at vi øger sengekapaciteten og samler den patientgruppe. I dag ligger mange på de almenpsykiatriske afdelinger og det er altså ikke godt, at den deprimerede provstefrue ligger på afdeling med en kriminel psykisk syg, der truer hende med at få fingrene klippet af, hvis hun ikke smugler narko ind til ham«, siger Peter Fristed med et eksempel fra virkeligheden.

Han mener også, at flere senge betyder, at de retspsykiatriske patienter kan være indlagt den tid, som retspsykiateren skønner er nødvendig.

Men han håber ikke, det vil ske på bekostning af almenpsykiatrien:

»Vi har fået puljepenge fra regeringen, men om det, at der skrues op for retspsykiatrien, betyder, at der skrues ned i almenpsykiatrien, ved jeg ikke. Det er et politisk spørgsmål, om vi ender med en samlet udbygning af psykiatrien«, siger han.

Henriks rigtige navn er redaktionen bekendt.

Links:

Sindsyg i gerningsøjeblikket

En psykiatri i verdensklasse

Referencer

Kramp P, Sestoft D. Psykose og kriminalitet. UfL 2008;170:3768.