Insanity defense. En paranoid mand (McNaughton ) ville i 1843 slå den engelske premierminister ihjel, men dræbte fejlagtigt hans sekretær. Ni psykiatere var enige om, at manden var sindssyg, og retten fandt ham not guilty by reason of insanity (NGRI). Reaktionen i datidens Storbritannien var kraftig og førte til en stramning af kriterierne for at blive frikendt på grund af insanity . Den anklagede skulle pga. sin psykiske sygdom være ude af stand til at forstå arten af og det umoralske i den kriminelle handling samt være uvidende om, at den var forbudt.
Stramningen - McNaughton rules - har fortsat indflydelse i USA, hvor sindssygdom alene ikke fritager for straf. I 1978 blev 1.554 personer fundet at være NGRI. Ca. 6.000 havde forsøgt at blive erklæret NGI, kvinder og hvide havde de bedste chancer.
Criminalization of the seriously mentally ill. I USA's fængsler er 10-16% af de indsatte psykotiske. Dette giver menneskerettighedsproblemer og økonomiske problemer. Kriminaliseringen menes at skyldes mangel på retspsykiatrisk uddannede fagpersoner, dårligt samarbejde mellem justits- og sundhedsvæsen, frygt for patienterne og disses modstand mod behandling.
Man søger at vende udviklingen med såkaldte diversion programs , der sluser de sindssyge over i behandling og skulle blive rentable på 18 måneder. Hertil blev foreslået oprettelse af psykiatrisk politi og domstole samt privatisering af sygehusene.
De nye Mental Health Courts skal tilgodese psykisk syge kriminelles behandlingsbehov under hensyn til public safety . Her straffes skizofrene og bipolare patienter med behandling i stedet for fængsel. Patientens samarbejde belønnes af dommeren med ros (praise ), mens mangel på samarbejde medfører dadel (admonition ) og forskellige påbud, evt. fængsel.
Infanticide . Det amerikanske retssystems karrighed med hensyn til behandling til psykisk syge kriminelle kan i tilfælde af barnedrab forekomme særlig provokerende. En psykotisk deprimeret moder, der havde slået sine fem børn ihjel, blev straffet med fængsel på livstid.
Death penalty . I løbet af de seneste 30 år er antallet af dødsdomme steget. Enkelte slipper, f.eks. meget unge eller mentalt retarderede. Psykisk sygdom fritager ikke, men kan gøre den dømte unfit to be executed , indtil en psykiater har medicineret, til han bliver fit for execution . Fremtidsudsigterne er dystre. Hovedstemningen blandt de jurastuderende på Harvard er for henrettelse. Man ved, at man i andre lande ser dødsstraf som barbarisk, men vi forstår ikke baggrunden, herunder at USA er belastet af multiracialitet.
Simulation (malingering ) er centralt i amerikansk retspsykiatri.
Mad eller bad er et retspsykiatrisk kernespørgsmål, men i USA udelukker den ene kvalitet ikke den anden. Nedslående og ikke mindre ubehageligt bliver det af, at amerikanerne synes at være ret uinteresserede i, hvordan resten af verden fungerer, og hvad vi mener om USA.