Skip to main content

Russisk læge: »Jeg føler en sindssyg skam«

I Rusland risikerer læger at miste deres job på grund af deres modstand mod krigen i Ukraine. For Anna og Nikita blev det alvor, da politiet en aften bankede på døren til deres lejlighed.
Nikita og Anna Simonsen har søgt om asyl i Danmark og bor lige nu på Sjælsmark Flygtningecenter, hvor de venter på, hvad der skal ske. Foto: Claus Bech
Nikita og Anna Simonsen har søgt om asyl i Danmark og bor lige nu på Sjælsmark Flygtningecenter, hvor de venter på, hvad der skal ske. Foto: Claus Bech

Signe Bjerre info@signebjerre.com

13. apr. 2022
10 min.

Udefra så alt godt ud. Nikita og Anna havde lige købt en lejlighed sammen i Moskva og var i fuld gang med deres karrierer.

Nikita arbejdede som ortopædisk traumatolog på det største og mest prestigefyldte hospital i Moskva. Og Anna arbejdede som onkolog på National Medical Research Center of Oncology, hvor hun udførte knoglemarvstransplantationer.

»Vi havde gode stillinger begge to. Jeg arbejdede på operationsstuen, på akutmodtagelsen og i ambulatoriet og fungerede samtidig som COVID-reservelæge i weekenden. Jeg var lykkelig for den position, jeg havde opnået. Det samme gjaldt Anna. Vi havde et godt liv«, fortæller Nikita Simonsen.

Nikita Simonsen er vokset op både i Rusland og i Ukraine. Hans mor er gift med en dansk mand og flyttede for flere år siden til Sønderjylland. Som teenager gik Nikita et år på efterskole ved Gråsten. Derfor taler han næsten flydende dansk. Privat foto

Men så kom krigen.

»Jeg havde frygtet længe, at krigen ville komme. Men derfor var det alligevel et chok, da jeg blev ringet op klokken 5 om morgenen og fik at vide, at Rusland havde bombet i Kyiv«, siger Nikita Simonsen.

Kampen mod Putin

Nikita og Anna er begge født og opvokset i Rusland, men Nikita har en særlig tilknytning til Ukraine, da han som seksårig flyttede med sin mor til Ukraine.

»Jeg taler ukrainsk og har mange slægtninge og barndomsvenner i Ukraine. Men jeg flyttede tilbage til Rusland for at uddanne mig til kirurg, da de russiske universiteter er kendt for at være bedre end de ukrainske,« fortæller han.

Anna startede allerede som 16-årig på medicinstudiet. I dag er hun 27 år og arbejdede indtil for nylig som onkolog på Ruslands største og mest respekterede institut for kræftbehandling. Privat foto

På universitetet blev han kæreste med Anna, der var medicinstuderende og aktiv i oppositionens undergrundsbevægelse ligesom ham selv. Og sammen med andre studerende var de med til at arrangere store demonstrationer mod Putin og hans regime.

Nu er det forbudt at demonstrere i Moskva. Og enhver modstand mod regeringen bliver slået ned med hård hånd.

»Dengang krævede det en dommergodkendelse, hvis politiet ønskede at komme ind i en lejlighed. Nu er der en lov, der gør det muligt, at de bare kan sparke døren op. De kan tage din telefon og computer og slette alt, hvad der er. Eller de kan overvåge dine kontoudtog og dine ture i taxa rundt i byen«, siger Nikita.

Fordømmer krigen

Alligevel fortsatte Nikita og Anna med at være politisk aktive. Og da det den 24. februar stod klart for dem, at russiske styrker havde invaderet Ukraine, delte de det straks på de sociale medier.

»Både Anna og jeg gav udtryk for vores fordømmelse af krigen på de sociale medier. Det er ingen hemmelighed, at vi er imod Putin og hans regering. Og vi havde behov for at fortælle, hvad der foregik«, fortæller Nikita.

Sammen med 18.000 andre russiske læger, sygeplejersker og paramedicinere skrev de også begge under på et åbent brev, hvor de krævede, at Putin omgående stoppede invasionen af Ukraine.

På det tidspunkt havde Nikita og Anna ingen anelse om, at de tre uger senere ville sidde på et asylcenter i Danmark.

»Vi vidste godt, at det var forbundet med en risiko at ytre vores holdning til krigen offentligt. På det tidspunkt var vi allerede under pres fra politiet og regeringen. Der blev holdt øje med os, fordi vi har været aktive i oppositionsbevægelsen i mange år. Men det holdt os ikke tilbage«.

FSB overvåger læger

Nikita kender personligt mange læger, der er imod krigen og Putins regime. Men på grund af den russiske efterretningstjeneste, FSB, er de fleste læger forsigtige med at ytre deres politiske holdninger. Især når de er på arbejde.

Han forklarer, at FSB har afdelinger på alle hospitaler i Rusland. De holder et skarpt øje med de læger, der er i opposition. Og de sørger for systematisk at tjekke alle lægers etnicitet og baggrund, når man bliver ansat på de offentlige hospitaler.

»Det betyder blandt andet, at du ikke kan blive overlæge, hvis FSB finder ud af, at du har været aktiv i oppositionsbevægelsen. Du kan kun tale om din modstand mod Putin med de kollegaer, som også er i opposition. Hvis du taler med kollegaer, der er neutrale eller regeringsvenlige, risikerer du, at de fortæller det videre til ledelsen, og så er du i problemer«, siger Nikita.

På den måde sikrer Putins regering, at al politisk modstand bliver holdt nede.

»Det er en af grundene til, at mange læger vælger ikke at være politisk aktive. De ved godt, at det har en negativ indflydelse på deres karriere. De fleste har familie og børn, de skal forsørge, og forældre, der ikke kan klare sig selv. De har ikke råd til at risikere at blive fyret«, siger Nikita.

Grebet strammes

Nikita vurderer, at ud af de 650.000 læger, der er i Rusland, er en femtedel i opposition til Putin, mens en femtedel er regeringsvenlige.

Resten er neutrale. Og det vil de sandsynligvis fortsætte med at være. For med Ruslands invasion i Ukraine er Putins greb om russerne endnu en gang blevet strammet.

»Det har aldrig været omkostningsfrit at være imod regeringen i Rusland. Men i dag har det enorme konsekvenser. Du risikerer ikke blot at miste dit job og komme i fængsel. Du risikerer dit liv«, fortæller Nikita.

Parret er imod krigen i Ukraine og har i årevis ytret deres modstand mod Putins regime. De seneste 12 år er Nikita blevet angrebet tre gange på gaden på grund af hans opposition til regeringen, og i 2014 var han fængslet i 10 dage, efter at have deltaget i demonstrationer mod Ruslands indtrængen i Østukraine. privat foto

Brevet med de 18.000 underskrifter er for længst fjernet fra internettet, og underskriftindsamlingerne er stoppet.

Det skyldtes en ny russisk lov, der blev vedtaget af regeringen, få dage efter at brevet blev offentliggjort. Loven foreskriver, at russere kan få op til 15 års fængsel for at sprede oplysninger, der af regimet bliver opfattet som »falske«.

»I Rusland er gennemsnitsdommen for et mord otte år. Men hvis man bruger ordet krig i et brev eller på en antikrigsplakat, risikerer man nu at få 15 års fængsel. Det er absurd«, siger Nikita.

Hold jeres kæft

Allerede dagen efter Ruslands invasion af Ukraine kaldte overlægen på ortopædisk afdeling Nikita og hans kollegaer sammen.

»Vi fik at vide, at vi skulle holde vores kæft. Vi skulle ikke tale med hinanden om krigen, og vi skulle lade være med at kommentere krigen på internettet«, fortæller Nikita.

Bagefter blev Nikita hevet til side af overlægen.

»Han sagde, at jeg skulle slette alle mine billeder og indlæg om krigen i Ukraine på de sociale medier. Hvis ikke jeg gjorde det, ville jeg få et spark i røven, og jeg ville aldrig nogensinde få tilbudt et job igen som kirurg«, fortæller Nikita.

Presset af ledelsen

Et par dage senere tog en hospitalschef fat i Nikita og spurgte ham, hvorfor han ikke havde slettet sine indlæg på de sociale medier.

»Han truede med at sende mig afsted til Ukraine med den russiske hær som reservelæge. Der er brug for traumelæger, så det var ikke bare en tom trussel. Men jeg gider ikke at være en del af Putins krig. Det sagde jeg meget tydeligt til ham«, fortæller Nikita.

Herfra gik det stærkt. Næste dag tog hospitalschefen fat i Nikita igen og sagde, at han ville fyre ham og give alle de oplysninger, han havde på Nikita, til politiet.

»Jeg er sikker på, at det ikke var hans eget initiativ. Det var noget, han havde fået besked på af regeringen. Men det ændrede ikke ved, at jeg stod i store problemer«, siger Nikita.

Politiet banker på

Nikita tog hjem og overvejede at få fat i en advokat. Men han vidste også, at kampen sandsynligvis var tabt på forhånd.

Han talte med Anna om, hvad de skulle gøre. Og mens de sad i stuen, begynder det pludselig at banke hårdt på deres hoveddør.

Det var det russiske politi, der vil have fat i dem.

»De blev ved med at banke, men vi sad helt stille og svarede ikke«, fortæller Nikita.

Det var først, da naboerne kom ud i opgangen, at politiet stoppede med at hamre på døren.

»Naboerne fortalte, at vi havde døgnvagt på hospitalet, og at de ikke vidste, hvornår vi var tilbage«, siger Nikita.

Det fik politiet til at gå, men Nikita og Anna var klar over, at det var en kort frist.

Flugten

»Vi vidste, at vi ville komme i fængsel, hvis ikke vi flygtede ud af landet«, siger Nikita.

Og det skulle gå hurtigt.

De skyndte sig derfor at pakke en let taske med lidt tøj og de vigtigste dokumenter og tog derefter hjem til Annas familie, der bor i Moskva.

»På det tidspunkt var det næsten umuligt at komme ud af Rusland. Der var kun to fly. Et til Tyrkiet og et til Armenien, og der var næsten ingen billetter tilbage«, fortæller Nikita.

Det lykkedes dem at få fat i nogle flybilletter til Tyrkiet.

De valgte at rejse med hver deres fly, så de undgik at blive fængslet begge to, hvis én af dem skulle blive taget af det russiske politi.

Tidligt næste morgen tog Nikita afsted. Han nåede ikke at sige farvel til andre end Annas forældre. Dagen efter tog Anna afsted.

Begge blev stoppet i lufthavnen. Deres kufferter blev gennemrodet. De blev udspurgt om, hvorfor de skulle ud af landet. Men de fik begge overbevist politiet om, at de bare skulle på ferie, selvom de vidste, at de aldrig kom tilbage.

»Vi var virkelig heldige at komme ud. Det var i sidste øjeblik«, siger Nikita.

Usikker fremtid

Nu sidder de på ubestemt tid på Sjælsmark Flygtningecenter i Nordsjælland.

For Nikita og Anna Simonsen har det været en livslang drøm at blive læger. De havde begge gode jobs som kirurg og onkolog i Moskva, inden de var tvunget til at flygte ud af landet. Foto: Claus Bech

Ventetiden og visheden om, hvad der kommer til at ske, er svær. Alt er revet væk. Nikita ville have været færdig med sin ph.d. til juni. Det bliver ikke til noget nu.

Familien, vennerne og den nyindkøbte lejlighed i Moskva har de sagt farvel til. Og der kommer sandsynligvis til at gå lang tid, før de igen kommer til at arbejde som læger.

»Lige nu tager vi en dag ad gangen. Vores fremtid er usikker, men det skal nok gå«, siger Nikita.

De er taknemmelige for, at de er i sikkerhed. Men det er uvant for dem at sidde stille uden at lave noget.

»Jeg drømmer om at tage til Ukraine og hjælpe min ukrainske kollegaer. Enten med Røde Kors eller Læger Uden Grænser. Det er dog ikke muligt, så længe jeg har ansøgerflygtningestatus, så jeg må væbne mig med tålmodighed«, siger Nikita.

Anna håber også at komme i gang med at arbejde som læge, så hurtigt det kan lade sig gøre.

»Jeg er klar over, at det nok har lange udsigter. Nu skal jeg først lige lære det danske sprog. Men så snart jeg får godkendelse fra regeringen og består de nødvendige eksamener, vil jeg meget gerne arbejde på et dansk hospital«, siger Anna.

Mens de venter, håber de, at de på et tidspunkt kan få lov til at følge en dansk læge, så de kan få et indtryk af, hvordan et dansk hospital fungerer.

Kampen for frihed

Det er svært at sige, om det har været kampen værd. Men Nikita og Anna fortryder ikke:

»Vores modstand mod krigen og Putins regime har haft store personlige konsekvenser. Men vi forsøgte i det mindste at råbe op og gøre noget for at skabe forandring«, siger Nikita.

Da han og Anna meldte sig ind i oppositionsbevægelsen for 11 år siden, lå verden åben.

»På det tidspunkt troede vi på, at vi kunne få Putin af magten. Der var en tro på fremtiden. Den tro har jeg ikke længere«, siger Nikita og fortsætter:

»Putin har ødelagt vores land. Skridt for skridt. Han har stjålet vores frihed, og han har stjålet vores fremtidsperspektiver. Rusland kunne være et af de rigeste lande i verden. Men Putin har stjålet det hele, både fysisk og moralsk. Og med krigen mod Ukraine har han taget det sidste skridt fra et autoritært regime til et »full blown« diktatur«.

Nikita skammer sig på sit lands vegne, når han ser billeder af, hvordan den russiske hær har tortureret civile. Og når han hører om, hvordan ukrainere er tvunget til at gemme sig i kældre for at beskytte sig mod de russiske bomber.

»Jeg føler en sindssyg skam og smerte for mit land, og jeg forstår godt, hvis nogen bliver mistænksomme, når de hører, at jeg er russer. Men vi er ikke alle som Putin«.

Faktaboks

Fakta