»Så vælter hele læsset …«

5.45: Jeg har tre børn, der skal op, i tøjet, have smurt madpakker, ud ad døren og afleveres forskellige steder. Den største kan cykle selv, men den mindste på fire skal i børnehaven. Jeg når lige netop frem til morgenkonferencen. Jeg er på fjerde år af min hoveduddannelse i geriatri og på Glostrup Hospital nu, på en blandet internmedicinsk afdeling, hvor der også er geriatri. Jeg er typisk enten på stuegang, i ambulatoriet eller – som i dag – i akut geriatrisk team. Det består foruden lægen (mig) af en fysioterapeut og to sygeplejersker.

8.30: I teamet ser vi på dagens plan, kigger på aftaler, og hvad der er kommet af tilsyn og andet forefaldende. Jeg har to telefonopfølgninger og to hjemmebesøg i dag og skal i Akutklinikken efter frokost.

9.00: Dagens første patient er en telefonopfølgning på en patient, jeg selv udskrev i sidste uge. En 88-årig, normalt kognitivt og fysisk velfungerende mand, som tidligere har svømmet hver dag. Men efter at svømmehallerne har været lukket, er det gået ned ad bakke for ham, både fysisk og kognitivt. Hans hustru prøvede at holde ham lidt i gang, men han var blevet tiltagende forvirret, hvorfor han blev indlagt. Det viste sig, at han var dehydreret, men også, at han fik en del medicin – også noget smertestillende, som han fik på en smerteklinik for otte år siden, og som ingen har pillet ved siden. Der var også antikolinerg medicin, der kan have forvirring som en bivirkning. Når man bliver ældre og taber muskelmasse, slår medicinen hårdere, end den plejer at gøre, og det bidrog til forvirringen. Efter at vi seponerede/lagde medicinen og reducerede noget af det andet, fik han det bedre, og vi udskrev ham til hjemmet. Og nu fortæller hustruen, at han har det meget bedre. Og selvom vi fik ham langt ned i smertemedicin, har han ikke fået flere smerter. Vi planlægger et opfølgende hjemmebesøg til vurdering af evt. underliggende demens om nogle måneder.

9.30: Næste telefonkonsultation er en 93-årig kvinde, som er faldet en del gange og har pådraget sig tre frakturer i løbet af sidste år, både i hofte, bækken og senest en humerusfraktur. En ortopædkirurgisk afdeling har behandlet hendes frakturer og prøvet med flere forskellige typer smertebehandling, som alle har givet hende kvalme og opkastninger. Hun kom ind til os i sidste uge, dehydreret, fordi hun havde kastet op. Vi opdagede, at hun havde to smerteplastre på – et foran og et på ryggen. Vi fandt ikke ud af, hvornår det andet blev sat på, men vi pillede begge af, og faktisk viste det sig, at hun ikke behøvede stærk smertestillende. Nu kan datteren fortælle, at hun ikke har smerter, og at bivirkningerne er forsvundet og kan klares på paracetamol– og at hun er i bedring. Så hende afslutter vi.

10.15: Jeg er kørt på hjemmebesøg med en af vores supererfarne geriatriske sygeplejersker, som jeg lærer meget af. Besøget gælder en 76-årig mand, som jeg kender fra hukommelsesklinikken. Han har alzheimerdemens i mild grad, og han er sat i medicinsk behandling, som så ud til at have givet ham bivirkninger i form af diarré. Men vores geriatriske gennemgang har vist, at det slet ikke var medicinudløst. Han tager ikke sin medicin, som han skal, og vi har derfor fået hjemmeplejen til at lave dosering og låse medicinen inde. Formålet med besøget er at se på hjemmet og se, hvad der er i køleskabet og i skabene, og jeg har allieret mig med svigerinden, som er den nærmeste pårørende. Hjemmeplejen er der også. I skabene finder vi først en masse medicin, der er for gammel, bl.a. en del afføringsmedicin, som han går og tager. Køleskabet er fuldt af gammel mad. Hjemmet er pænt nok, men han har nogle dårlige kostvaner og går ikke så højt op i sidste udløbsdato. Jeg har ellers gået og nørdet med hans medicin, fordi jeg troede, at det var den, der var årsag til hans diarré. Og så viser det sig, at det er pga. dårlig mad og afføringsmedicin. Vi smider den gamle mad ud og aftaler, at hjemmeplejen to gange om ugen skal holde øje med indholdet af køleskabet. Vi laver også en kognitiv undersøgelse og starter ham op i en anden medicin for hans demens. Så kører vi hjem med en pose, fyldt med gammel medicin.

11.15: Det næste hjemmebesøg er hos en dame på 91 år, som vi udskrev i sidste måned, efter at hun havde været indlagt med rygsmerter efter et rygsammenfald pga. knogleskørhed. Vi skal følge op på medicinændringer og på ernæring og væskeindtag. Vi skal vurdere hende klinisk, veje hende, tage blodtryk og har bestilt ambulant blodprøvetagning for at se, hvordan det ser ud med nyretal og væsketal. Hendes døtre er med og en fra hjemmeplejen. Hun har fået hævede ben, som vi har givet hende kompressionsstrømper for. Jeg tror, de hævede ben er en bivirkning af medicin, så vi ændrer medicinen, giver kosttilskud og snakker med hjemmeplejen om at øge hendes væskeindtag. Vi sætter hende også på medicinadministration efter aftale med hende og døtrene. Jeg planlægger et nyt besøg om 14 dage.

11.45: Vi kører tilbage til Glostrup, hvor jeg inhalerer en sandwich fra kantinen under et onlinemøde. Det handler om, at vi er ved at få talegenkendelse med diktafoner til Sundhedsplatformen. Derefter når jeg lige det sidste af middagskonferencen og afslutningen på den specialeansvarlige overlæges undervisning om årsager til kognitiv funktionsnedsættelse. Jeg ville gerne have haft det hele med, da jeg nu er i hoveduddannelse.

13.00: Sammen med fysioterapeuten går jeg over på Kardiologisk Afsnit, hvor de har bedt os se på en 83-årig mand, som har haft generelt aftagende funktion. Han går tiltagende dårligt og er begyndt af blive kognitivt dårlig og har svært ved at fortælle, hvad der er sket. Han er både kronisk iskæmisk hjertesyg og har KOL plus noget reumatologisk sygdom og diabetes – lige noget for os geriatere. Ham skal vi vurdere, se, hvad han kan, og forsøge at få ham til at gå. Men han kan knap nok rejse sig op. Vi ringer til en pårørende, som fortæller, at han for tre uger siden var selvhjulpen i eget hjem. Så det er gået ret hurtigt ned ad bakke. Vi ser det ikke helt sjældent: En ældre, som har det rimeligt, men i dagligdagen balancerer på en knivsæg, indtil det øjeblik, hvor der støder en akut sygdom eller infektion til – i dette tilfælde en pneumoni. Så vælter hele læsset, og han mister det meste af sin funktion: Han kan ikke holde på vandet eller stå på benene og aner ikke, hvor han er. Sådan en patient vil vi gerne have hurtigt fat i, for når man sætter hurtigt ind, kan man ofte hurtigt rette vedkommende op igen. Efter en vurdering tager vi ham over på Geriatrisk Afdeling til fortsat udredning.

13.45: Vi skal over i Akutklinikken, hvor akutgeriatrisk team har funktion efter frokost. En af KBU-lægerne har bedt mig kigge med på en 83-årig kvinde, som er kommet ind med dyspnø og balancebesvær. Også en dame, der indtil nu har klaret sig derhjemme, men som er blevet dårligt gående, har fået åndenød og er angst. Men hun er egentlig allerede godt undersøgt – har fået lavet EKKO, udvidede blodprøver, ekg, telemetri og medicingennemgang. De har været ret grundige, men har ikke kunnet finde noget. Fysioterapeuten er med og går rundt med hende og vurderer hende. Hun går fint og ser egentlig for godt ud til at blive indlagt, så vi ender med at sende hende hjem. Dog aftaler jeg at ringe på tirsdag for at høre, hvordan hun har det, og vi følger op på hjemmesituationen. Jeg tror, det handler meget om, at hun er utryg, og at vi måske skal iværksætte en social intervention.

15.15: Efter at jeg har superviseret et par yngre læger med forskellige småting – ikke geriatri, men almindelige internmedicinske problemstillinger – kører jeg hjemad og henter de to yngste børn. Vi skal fejre, at butikkerne holder åbent igen, så vi er i legetøjsforretningen og købe modellervoks, noget slime og nogle spil, da vi har set længe nok på de gamle.

17.30: Vi spiser. Det er spaghetti/kødsovs. Jeg er ret glad for mad, men ender tit med spaghetti/kødsovs. Jeg blender en masse grønsager i, så børnene ikke opdager det. Så kommer den 12-årige hjem. Hun har været ude at gå tur med sine veninder. Det må hun godt, men er til gengæld godt træt af, at hun ikke må gå til basket. Ellers har vi en stille og rolig aften, hvor jeg putter dem på skift efter alder, og vi prøver at få lidt kvalitetstid med hver af dem. Til sidst hygger jeg mig lidt med den ældste datter, og vi laver lidt lektier.

21.30: Alle børnene sover. Jeg svarer lige på nogle mails og følger op på nogle forskningsprojekter, som vi har gang i på et andet hospital, hvor jeg også er ansat. Ved 23-tiden går jeg i seng.