10.20 Ny patient – en kvinde i 50’erne – med brystkræft i afdelingen, som skal have præsenteret vores behandlingstilbud, hvor vi ønsker at give hende neoadjuverende systemisk behandling, som er den optimale behandling før operation, og som forhåbentlig betyder, at kirurgerne kan nøjes med en mere skånsom operation. Hun informeres om den forventede virkning, mulige bivirkninger og det samlede behandlingsforløb. Der tages forbehold for, at behandlingen kan blive justeret, afhængigt af hendes respons, hvordan hun tåler behandlingen og patologernes vurdering af vævspræparatet efter operationen. Det er rigtig meget information. Mange af de kvinder, som rammes af brystkræft, har måske aldrig været på et sygehus før, og nu informerer vi om behandling til hver tredje i op til et år samt operation, strålebehandling og antihormonel behandling i 5-10 år frem. Det opleves ofte meget voldsomt.