Sådan bliver man ond

Afpillede knogler. Lig på lig i store bunker. Mødre med børn fanget på film i øjeblikket, lige før de bliver skudt.

Udbrændte huse. Fotos af soldater, der ler foran rygende tomter og jublende rækker deres geværer i vejret.

Dette er ondskabens arme, ben, hjerne og hjerte, skal man tage titlen på en ny film af instruktøren Ove Nyholm på ordet. Den hedder »Ondskabens anatomi« og får premiere i slutningen af november.

I ugerne omkring premieren arrangeres tre seminarer, som Den Almindelige Danske Lægeforening og en række andre organisationer støtter, og som via paneldiskussioner vil beskæftige sig med spørgsmålene om, hvordan det er at være barn af gerningsmænd, retsopgør efter folkemord, og hvad der kan gøres for at gribe ind over for folkemord.

Ved alle seminarer vil »Ondskabens anatomi« blive vist og danne oplæg for de efterfølgende diskussioner.

Den ca. 1 time lange dokumentarfilm forsøger primært via interviews med medlemmer af serbiske paramilitære grupper og tidligere befalingsmænd i det nazityske regime at tegne et billede af, hvad ondskab - eller hjerteløshed, som Ove Nyholm kalder det i starten af filmen - består af. Eller rettere: den type ondskab, der manifesterer sig i folkemord.

Man kan sige, at filmen prøver at give svar på spørgsmålet om, hvad der skal til for at blive massemorder.

At dømme efter de interviewedes udsagn hjælper det for det første gevaldigt, hvis man har været udsat for gedigen psykologisk påvirkning - man kunne kalde det hjernevask - der definerer en klar fjende.

Det hjælper også at begå sit første drab.

Som flere af morderne i filmen forklarer det, er det første mord det vanskeligste - siden bliver det mere professionelt og maskinelt. En af dem sammenligner det med, når en kvinde mister sin mødom.

Kunne det være mig?

Løbende gennem filmen følges man af kommentarer fra Ove Nyholm selv, der i slutningen uundgåeligt stiller sig selv det spørgsmål, om ondskab ikke er nogen »fejl ved civilisationsprocessen« men simpelt hen en del af normaliteten.

Nyholm spørger, om ondskaben også kunne få tag i ham og ender med et »måske«.

Alligevel er der en svagt optimistisk note at spore. Den findes i begrebet skam. Flere af de interviewede - men ikke alle - synes her bagefter at føle rædsel ved deres egne handlinger og de følelser, de gav anledning til. En af dem spekulerer over, hvor længe han vil blive ved med at være et dyr.

»Er der nogen vej tilbage«?, spørger han.

Er der overhovedet noget svar i filmen, må også det blive et tøvende »måske«.