Skip to main content

Sådan deles akutmillionerne

Klaus Larsen, kll@dadl.d

18. feb. 2011
2 min.

En række projekter landet over har fået besked om, at de har fået penge fra den såkaldte akutpulje på 600 mio. kr. Puljen har til formål at sikre befolkningens tryghed og styrke akutindsatsen i yderområder.

I alt 425 mio. kr. skal bl.a. gå til fuldt udbyggede sundheds- og akuthuse, moderne lægehuse, præhospitale beredskaber, tele- og videokommunikationsudstyr til ambulancer mv. Nogle øer og yderområder vil desuden få ordninger med særlige førstehjælpere.

Det største beløb går til Midtjylland - men på visse betingelser. 60 mio. kr. er afsat til forsøg med en midtjysk lægehelikopter, mens 180 mio. er øremærket til sundhedsprojekter i den nordvestlige del af regionen:

Disse penge er betinget af, at »der kan skabes ro om sygehusplanen og akutberedskabet i Nordvestjylland« indtil det omstridte akuthospital i Gødstrup er færdigt, hedder det i en pressemeddelelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. »Regeringen forudsætter derfor en dialog med region Midtjylland og de berørte kommuner om, hvordan regionen kan skabe en sådan tryghed for regionens borgere«.

105 mio. kr. ender i Nordjylland, hvor hovedparten af pengene skal bruges til at bygge behandlerhuse, hvor praktiserende læger kan leje sig ind. Husene placeres i Sæby, Brønderslev, Hurup samt i Jammerbugt Kommune, formentlig i Pandrup. Forligspartierne afviste et femte hus, som regionen havde søgt om i Thisted.

Region Sjælland får 78 mio. kr., hvoraf de 25 mio. kr. skal bruges til at ombygge Fakse Sygehus til sundhedscenter. Nakskov får et sundheds- og akuthus til 45 mio. kr., mens Præstøområdet får en paramedicinerbemandet akutbil til knap 800.000 kr.k