Sådan høster du din alrune

Før medicin og kirurgi blev til videnskab, var man bogstaveligt talt på herrens mark, hvis man som læge skulle hjælpe de syge. Mod infektioner, som var den hyppigste sygdomsårsag, fandtes ingen behandling. Om det var svigtende organer, barnløshed, skizofreni, diabetes, hjertesvigt, leddegigt eller erektil dysfunktion, var også ligegyldigt. Der var intet at stille op ud over at underholde patienten med grødomslag, klystere, åreladning, sennepsplastre og komplicerede recepter, mens man bad og håbede, at sygdommen ville gå væk. Hvad den sjældent gjorde.

Harpestreng og Smidt

Det var plantemedicinens guldalder. I deres afmagt tyede læger til planternes verden. Fra oldtidens Kina og fra faraonernes Ægypten kendes årtusindgamle fortegnelser over lægeurter. Det samme hos Hippokrates omkring 400 f.Kr. I middelalderens Europa bredte lægeplanterne sig med kristendommen, når klostrene anlagde urtegård og holdt hospital for syge.

Den første kendte danske læge, Henrik Harpestreng (d. 1244), skrev bøger om plantemedicin. Harpestreng var kannik ved Roskilde Domkirke og blev formentlig uddannet på den berømte lægeskole i Salerno. Det var en verdslig skole uden for kirkens indflydelse. Den lærte, at al helbredelse er medicinsk og ikke skyldes bønner. Harpestrengs skrifter er da også præget af nøgtern verdslighed. Hans urtebog »Liber herbarum« besad en vis autoritet så sent som i 1800-tallet. Den var næppe en solopræstation, men snarere en sammenskrivning af tidens medicinske viden.

Fra den noget senere Henrik Smidt (1495-1563) kendes seks medicinske udgivelser, deriblandt »En skjøn og lystelig ny Urtegaard«. Hans bøger udkom samlet i 1557 som »Henrick Smids Lægebog«.

Galgemanden

En sagnomspunden lægeplante er alruneroden. Roden af almindelig alrune (Mandragora officinarum) kan have en vis lighed med et menneske. Derfor var det roden, man var interesseret i. Det blev hvisket, at planten skulle høstes på galgebakken, hvor en hængt mands sæd havde dryppet på jorden. Planten blev derfor også kaldt galgemand. Men man kunne ikke bare høste den, for når man rykkede roden op, gav den et så frygteligt skrig fra sig, at man ville dø af det. I »Romeo og Julie« beskriver Shakespeare »skrig som alruner revet op af jorden, så mennesker, der hører dem, bliver sindssyge«. Derfor skulle man ved midnatstid den første mandag efter jævndøgn binde en sort hund til planten og søge skjul, mens man holdt sig for ørerne. Når hunden havde trukket planten op og var død, kunne man tage sin alrunerod med sig.

Den flerårige staude bliver ca. 30 cm høj, men pæleroden kan stikke en meter ned. Bladene sidder i en roset, der nærmest ligger på jorden. Den hører til natskyggefamilien og har lyslilla blomster. Når de visner, sidder de små tomatlignende frugter tilbage. Planten indeholder scopolamin, atropin og andre alkaloider. Planten vokser ikke vildt i Danmark. Den er stærkt giftig og har været brugt som elskovsmiddel, mod barnløshed og kramper og til at bedøve eller dæmpe smerter.

Når man tilskrev alrunen så kraftige egenskaber, skyldes det medicinens førvidenskabelige signaturlære: Gud har nedlagt en signatur i visse planter, for at mennesker kunne se, hvad den kan kurere: gule blomster mod gulsot; orkidéens testikelformede knolde mod ufrugtbarhed og impotens; hjerteformede blade mod hjertesygdom osv. Da alruneroden med lidt god vilje kunne ligne en menneskeskikkelse, kunne den bruges til det hele og indgik i mange slags medicin.

Flora Danica

Ved gamle klostre kan man finde nyanlagte middelalderlige urtehaver. Frem til midt i 1800-tallet var botanik et vigtigt medicinsk hjælpefag. Danmarks første illustrerede oversigt over danske lægeurter, den første »Flora Danica«, blev på kong Christian den Fjerdes befaling udarbejdet i 1600-tallet af professor i anatomi, kirurgi og botanik Simon Paulli. Mange af de gamle lægeurter findes også udbredt i moderne køkkenhaver.

Rabarber nævnes af Henrik Smidt som en »kostelig« maveregulerende plante, som er blevet brugt mod kolera og til at rense lever og galde. Planten indeholder antrakinonglykosider, som har afførende virkning. I 1700-tallet fandt den sure stængel også vej til køkkenet.

Almindelig tusindfryd – også kaldet bellis – findes i græsplæner og på lysåben og næringsrig bund. I år 77 beskrev Plinius den Ældre planten som meget nyttig og virksom. Den indeholder æterisk olie, saponiner, bitterstoffer, og garvestoffer. I middelalderen blev den brugt mod både fregner og knoglebrud, man tyggede den mod blister i munden og som let afførende middel. Man troede også, at den kunne fremprovokere abort.

Persille er indbragt fra Middelhavsområdet, hvor den i antikken blev brugt mod epilepsi og som vanddrivende og livmodersammentrækkende middel. Romerne tyggede den mod dårlig ånde, og det siges stadig, at den kan fjerne hvidløgsånde. Planten indeholder mange vitaminer, jern og mineraler, æteriske olier og flavonoider. Og sammen med stegt rødspætte er den helt uundværlig.

Lægekokleare. Vokser vildt langs de vesteuropæiske kyster helt op til de arktiske egne. Den skarpe smag gør den uegnet i køkkenhaven, men i 1557 opdagede en tysk læge, at den kunne kurere skørbug. Det havde søfolk vidst længe, hvorfor den havde fået navnet skørbugsurt. Planten har vist sig at have et højt indhold af C-vitamin.

Strandmalurt kan bruges til andet end fremstilling af bittersnaps – bjæsk, som de siger i Thy. Planten er vildtvoksende på strandenge. Navnet er vistnok oprindelig mølurt, fordi et par kviste i kisten med uldtøj siden oldtiden blev brugt til at holde møllene væk. Ligesom den nære slægtning havemalurt er den blevet brugt som en mavestyrkende dram, men også mod indvoldsorm og syndigt begær. Den kunne også holde hekse og andet troldtøj fra døren. Indeholder giftstofferne thujon og absinthium. Det sidste var en vigtig ingrediens i drikken absint, som førte til en del forgiftninger og sindssyge omkring forrige århundredskifte, indtil drikken blev forbudt.

Skovmærke, også kaldet bukkar, bliver op til 30 cm høj og vokser i klynger. Som lægeurt er den ældgammel. Simon Paulli oplyste, at bønderne i både Danmark, Tyskland og andre lande »gjør Krandse af bukkar, som de hænger i Stuer paa Bjælkerne for at give god Lugt fra sig og bortdrive ond Stank«. Et udtræk af skovmærke i vin styrkede lever og hjerte, men kunne også anvendes mod blæresten, underlivssygdomme og som et let sovemiddel. Ved tørring udvikler planten stoffet kumarin, som virker kardilaterende, og som i større doser kan give indre blødninger.

Til sidst kan nævnes merian (oregano) – en udbredt haveplante og populær krydderurt. Den er uundværlig i det italienske køkken, og bierne elsker dens små hvide og svagt lyserøde blomster. Den blev i middelalderen importeret til Sydeuropa fra Nordafrika som læge- og krydderurt. Som lægeurt blev den brugt mod hoste, søvnløshed, søsyge, ondt i hovedet og som beroligende middel. I dag bruges den som krydderurt, men der er nogle, som vil sværge på, at den også kan lindre luftvejslidelser og hjælpe fordøjelsen på vej.

Listen er langtfra udtømmende. De nævnte effekter er anekdotiske, og hvis man vil forsøge sig med at lege middelalderdoktor, er det med liv og helbred som indsats.