»… Sådan er der mange ting, som er anderledes her«

6.30 Jeg står op, og efter morgenmaden kører jeg til klinikken, som ligger på det gamle sygehus i Tranebjerg. Telefonerne, hvor folk kan ringe direkte til mig, begynder at ringe klokken 8.

9.15 Køen lukkede klokken 9, og nu har jeg talt med den sidste i køen – nummer 17. Fire af opkaldene handlede om en akuttid i dag. Sekretæren er kommet med kaffe, som jeg drikker, mens jeg ordner administrative sager, svarer på e-mails osv.

9.45 Den første patient er en mand på 40 år med vedvarende mavesyreproblemer. Der er ikke noget, der tyder på noget alvorligt. Han har fået lavet kikkertundersøgelse af mavesækken og er i behandling, men har det alligevel ikke godt. Efter en objektiv undersøgelse henviser jeg ham videre hos mave-tarm-kirurgerne. Han skal formentlig have lavet en døgnsyremåling for at se, om han har refluks.

10.00 En kvinde med morbus Menière. Hun er patient på øreafdelingen og udredt der. Hun har også kroniske nakkesmerter og nogle hjerteproblemer, som konsultationen drejer sig om. Det ser vi på og får en aftale om senere blodprøve og hjertekardiogram.

Blandt de næste patienter er en krigsveteran, som har PTSD og derudover problemer med sukkersyge. Han har ikke overskud til selv at administrere sin medicin, så vi får lavet en aftale med hjemmesygeplejersken.

10.25 Forskellige konsultationer, hjemmeblodtryk og hjertekontrol, svar på vævsprøver, kig på dimser, knopper og mærker, kontrol af hjerteinsufficiens, aftale om blodprøver, en dyspepsipatient til kontrol og behandling.

11.30 Jeg skal på hjemmebesøg hos en lidt speciel patient, som ikke vil have noget med lægen at gøre. Men hun kender min sygeplejerske, Martha, som hun har fattet stor tillid til. Hun lever isoleret, men datteren fandt ud af, at hun var temmelig syg, og det lykkedes at overtale hende til, at jeg måtte undersøge hende – bare jeg kom sammen med Martha. Vi fik hende til Skejby, hvor de desværre fandt ud af, at hun har uhelbredelig lungekræft. Nu har hun vænnet sig lidt til mig, så vi kan få lov at besøge hende. Men det har holdt hårdt.

11.35 Tilbage i klinikken. En mand med urinsyregigt kommer til kontrol. Han havde et akut anfald i hånden for nogle dage siden og fik colrefuz og prednison, som har hjulpet. Det stopper vi nu, og i stedet får han panodil og desuden allopurinol forebyggende.

12.00 Åben konsultation for patienter til receptfornyelse af afhængighedsskabende medicin. Derefter frokost med mine to konsultationssygeplejersker, som jeg sparrer med løbende, men som i øvrigt er rutinerede og arbejder meget selvstændigt.

13.00 Flere konsultationer. En af vores sæsonarbejdere – en italiener sammen med én, der kan noget dansk – kommer med et akut synsproblem. Det ser ikke farligt ud, men øjenlægen kommer herover en gang om måneden, og heldigvis kommer hun på mandag, så han får en henvisning.

En ældre dame, som har hukommelsesproblemer. For ikke så længe siden mistede hun sin søn og har måske haft en depression. Hun klarer sig rimeligt, og hendes børn er flinke til at besøge hende. Vi aftaler, at hun skal snakke med geriateren, som kommer herover fra Skejby en gang imellem.

Næste patient er en ældre herre, som har tilbagevendende problemer med blærebetændelse. Hans kone tager sig af ham, men hun er desværre ved at blive temmelig dement, så det er en udfordring på lidt længere sigt.

En kvinde i 50’erne skal have en snak om sin hjerterytme. Hun skal nok have en Holter-monitorering – og den kan vi godt tage her på Samsø og så lade hjertelægerne på Skejby aflæse den. Normalt foregår det typisk hos dem, men sådan er der mange ting, som er anderledes her på Samsø. Lidt som at være landlæge i gamle dage – men med ny teknologi.

En sukkersygepatient skal have prøvesvar på sin årskontrol. Ukompliceret. Han er god til at passe på sig selv – den perfekte patient.

Efter en femugers børneundersøgelse har jeg en konsultation med en af vores syriske flygtninge. Der skal telefontolkes, så det tager en halv time. Derefter en patient med en atypisk forløbende parkinsonisme og en mand med et sår, der ikke vil hele. Vi får en snak og en aftale om at fjerne det senere.

14.45 Her kommer en speciel patient. En dame, som altid har fungeret godt på sit arbejde, og som vi først troede, var gået ned med stress. Senere var jeg bange for, at hun havde fået en hjernesvulst. Men det har vist sig, at der er tale om en primær progressiv afasi – ifølge neurologen en ret sjælden demensdiagnose, som rammer evnen til sproglig formulering. Neurologen viderehenviser hende til demensklinikken i Aarhus.

15.00 Dagens tre akutte patienter: Først endnu en af vores flygtninge, som taler godt dansk. Han har smerter i siden og er bange for, at det er nyrerne. Det er det ikke. Næste patient er en yngre mand med en hævelse under øret – en fredsommelig lymfekirtel. Den sidste patient i dag er ellers velfungerende, men nogle gange ryger kæden af, og hun bliver trist og grædende og har brug for at snakke. Så snakker vi, og så bliver hun som regel glad igen.

16.00 Efter nogle receptfornyelser, et par opringninger med røntgensvar, afsendelse af journaler til andre læger, laboratoriesvar, godkendelse af epikriser og korrespondancer har jeg to sygebesøg. Først hos en beboer på det lokale ældrecenter – en ældre herre, som har et eksemproblem på grund af tør hud. Derefter ser jeg ind til en multisyg mand sidst i 80’erne, som har en del at slås med – parkinsonisme, prostatacancer, hjerteinsufficiens og hævede ben, karforkalkninger, KOL og aftagende funktionsniveau. Han er en af dem, geriateren skal se på.

17.30 Jeg kører hjem til Gitte. Vi laver mad, læser avis og ser nyheder, og jeg kan se frem til at have fri fredag, lørdag og søndag.