Sådan skaber du en LGBT-venlig praksis

Hvad siger din kone til det?«, spørger lægen sin mandlige patient, som har svært ved at få rejsning.

»Ikke så meget«, svarer patienten. For der findes nemlig ikke en kone. Patienten er homoseksuel og gift med en mand.

Eksemplet er tænkt, men langtfra usandsynligt. Mange læger kommer via sproget til at forplumre kommunikationen og svække tilliden, når de møder LGBT-personer, siger Christian Graugaard.

Han er læge og professor ved Sexologisk Forskningscenter på Klinisk Institut, Aalborg Universitet, og han er medinitiativtager til befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS, som bl.a. vil kortlægge danske LGBT-personers trivsel.

»Vi skal sørge for, at vi ikke uforvarende kommer til at ekskludere nogen. Jeg beskylder bestemt ikke mine kolleger for at være homofobiske. Der er snarere tale om en mere indirekte, strukturel heteronormativitet, hvor vi uden videre antager, at alle vores patienter er heteroseksuelle og ciskønnede, og dermed anbringer vores LGBT-patienter i en kedelig situation, hvor de skal forklare og forsvare sig. Eller fortie et vigtigt aspekt af deres liv. Og det er jo børnelærdom for læger, at en god klinisk alliance begynder med, at vi møder patienterne, hvor de er og ikke der, hvor vi gætter på, at de er«, siger Christian Graugaard.

Sundhedsstyrelsen er lige på trapperne med rapporten »Danske LGBT-personers møde med almen praksis«, som kommer med en række anbefalinger til praktiserende læger om, hvordan de kan komme barrierer omkring LGBT-patienter til livs. Det er Sexologisk Forskningscenter i Aalborg, der har udarbejdet rapporten.

Rapporten indeholder også anbefalinger til myndighederne om, hvordan de kan skabe opdateret informationsmateriale til lægerne, f.eks. via sundhed.dk og Lægehåndbogen.

Læger skal være nysgerrige

Christian Graugaard mener, det er vigtigt, at læger, og i særdeleshed praktiserende læger, tager gruppen af LGBT-patienter alvorligt, så også de får en god oplevelse i sundhedssektoren.

»Sundhed handler om det hele menneske. Vi skal møde vores patienter i øjenhøjde. Det står broderet over døren til alle praktiserende lægers konsultation. Så vi skal bare leve op til det, vi i forvejen bestræber os på. Det giver det bedste grundlag for samarbejde og dialog mellem læge og patient«.

Skal denne gruppe af patienter have særbehandling?

»Nej. Men vi bør altid interessere os for, hvem vores patienter er, inden vi begynder at behandle dem. Nogle kolleger siger, at de ikke har tid. Men det er i virkeligheden småting, der skal til. Hvis du fra starten spørger en homoseksuel mand, hvad hans kone mener om situationen, kan det sætte patienten i en akavet situation og svække hans tillid til dig. Her kan lægen bare sige 'partner' i stedet. Så kan alle være med, og den homo- eller biseksuelle patient føler sig set og respekteret«.

Kan patienten ikke bare gøre lægen opmærksom på, at vedkommende er homoseksuel?

»Jo naturligvis, og de fleste LGBT-personer har heldigvis også udviklet en vis robusthed på det punkt. Men det kan være en kronisk belastning hele tiden at blive afkrævet en varedeklaration og igen og igen skulle bruge tid på at forklare, at man ikke er den, omverdenen forventer«.

»Desuden får lægen med et lukket og ufølsomt sprogbrug formidlet et temmelig tromlende normalitetsbegreb, som kan få ikke mindst yngre patienter til at føle sig forkerte. Hvis du konstant bliver mødt med antagelsen om, at du er en anden, end du er, kan det føre til frustrationer og måske også det, vi kalder for minoritetsstress«.

Minoritetsstress opstår, når en gruppe mennesker oplever stress ved at adskille sig fra det store flertal, forklarer Christian Graugaard. De bliver hele tiden konfronteret med deres anderledeshed og skal hele tiden stå til regnskab for, at de er noget andet, end flertallet forventer.

Størstedelen af patienterne er heteroseksuelle. Er det ikke i orden, at lægen antager, at den mandlige patient har en kone?

»Jeg går ikke ind for en politisk korrekthedskultur og et medicinsk sædelighedspoliti. Men jeg går ind for nysgerrighed og kritisk selvrefleksion, så alle føler sig velkomne i konsultationen. For patienter, der er heteroseksuelle, er det jo ligegyldigt, om lægen siger 'partner' i stedet for 'kone', men der kan være en verden til forskel for de LGBT-personer, som føler, at lægen kommer dem i møde og tager deres liv alvorligt«.

Skal læger bruge tid på at studere lange ordlister for at få styr på begreber som panseksuel, queer og nonbinær transperson?

»Jeg er slet ikke ude på at give nogen lektier for. Lægerne skal have en grundlæggende viden om de særlige forhold og udfordringer, som LGBT-personer kan stå over for. Men det handler primært om at etablere en tryg og inkluderende dialog, og så skal der naturligvis være et sted, hvor læger kan søge viden om særlige LGBT-relevante forhold. F.eks. på sundhed.dk eller i Lægehåndbogen. Læger skal være opdateret på formelle ting og være klar over, at LGBT-personer kan have særlige rådgivningsbehov, f.eks. om noget så lavpraktisk som ’sikker sex’«.

Kan du forstå, hvis nogle læger tænker, at de har travlt nok i forvejen med at holde sig opdateret på retningslinjer og ny viden?

»Bestemt, og alle kan jo ikke vide alt om alt. Men en smule normkritisk tænkning skader ikke, og det er som sagt ganske lidt, der skal til. Med en nysgerrig og anerkendende tilgang kan man nå virkelig langt. Og er man i tvivl, kan man jo altid spørge patienterne venligt og respektfuldt. Det er langt bedre end at gætte«.

I nogle lande bliver homoseksuelle truet og slået ihjel. Har de det ikke godt nok i Danmark set i det lys?

»Jo, og danske hjertepatienter har det helt sikkert også bedre end afrikanske. Men fordi forholdene ude i verden er rædsomme, skal vi vel ikke stoppe med at gøre det danske sundhedsvæsen bedre for alle, skal vi? Det er da dejligt, at danske LGBT-personer ikke bliver sat i fængsel eller slået ihjel længere, men det betyder jo ikke, at arbejdet for at alle får del i sundheden, skal sættes i stå«.

»Det danske frisind kan meget let blive en sovepude, fordi vi tror, at vi er verdensmestre i mangfoldighed og tolerance. Men vi skal hele tiden blive bedre til at etablere en rummelig praksis, så alle patienter tør gå til lægen uden at frygte sårende eller akavede situationer«.

LGBT-venlig praksis

Ifølge Christian Graugaard er det vigtigt, at læger arbejder aktivt for at få en LGBT-venlig praksis, blandt andet ved at justere de signaler, de sender til patienterne.

Han peger på, at dansk og international forskning de seneste år har vist, at LGBT-gruppen har massivt dårligere mentalt helbred end baggrundsbefolkningen, oftere er ensomme og desuden har langt mere selvmordsadfærd.

Et dårligt fysisk og psykisk helbred blandt LGBT-personer kan måske hænge sammen med, at de ikke udnytter de offentlige sundhedstilbud særligt godt. Måske fordi de ikke føler sig særligt velkomne, siger han.

Christian Graugaard understreger, at ingen får selvmordstanker af, at en læge omtaler deres mand som en kvinde eller bruger et upassende personligt stedord om en transperson. Det er en lille brik i det samlede billede. Men han mener, at læger har et særligt ansvar, fordi de er ambassadører for folkesundheden og skal sikre, at alle mennesker føler sig trygge i det kliniske møde.