I 1920 blev Sønderjylland, som gik tabt ved krigen i 1864, genforenet med Danmark. Det var en glædelig begivenhed, men det gav også anledning til en del bøvl, som man ville sige på de kanter.
Under 56 års tysk besættelse var der sket en del fortyskning. Dels ved Umsiedlung – en massiv indvandring sydfra og en mere eller mindre frivillig afvandring af danskere. Og dels ved en mængde administrative indgreb: Byer havde fået tyske navne. Skolevæsenet var nu tysk, og danske lærere var udskiftet med tyske. På rådhuse, amtskontorer, politistationer og andre steder måtte danske embedsmænd overlade deres skriveborde til tyske. Nu var det tysk lov – ikke dansk – der gjaldt.
Alt det tyske blev dog rullet tilbage, da et dansksindet flertal af sønderjyder i februar 1920 stemte landsdelen hjem til Danmark igen. Nordschleswig blev igen til Sønderjylland. Tysk lov måtte vige for dansk.
Men det medførte også visse praktiske spørgsmål.
Tyskland har altid haft en vis forkærlighed for alternativ medicin – Heilpraktik og Naturheilkunde er samlebetegnelse for flere alternative behandlingsformer: urtemedicin, vitamin- og mineralterapi, akupunktur, kinesiologi, healing, zoneterapi, kraniosakral terapi, irisanalyse, kost, livsstil, homøopati med mere. Fælles for behandlingerne er, at der kun findes ringe eller (for det meste) ingen evidens for helbredende effekt.
Op mod 70% af tyskerne har en positiv indstilling til f.eks. homøopati. Der er ingen evidens for virkning, og fra et naturvidenskabeligt udgangspunkt må det betragtes som kvaksalveri. I Tyskland er man dog mere overbærende: Selv om der ikke findes evidens for nogen terapeutisk virkning, er visse former for homøopatisk behandling berettiget til tilskud fra flere lovpligtige sygeforsikringsselskaber. Apotekerne sælger homøopatisk medicin, og mange læger skriver recepter på dem. I alt 25.000 tyske læger har en videreuddannelse inden for alternativ medicin. Kun læger og uddannede Heilpraktiker med autorisation må udføre homøopatisk behandling.
I Danmark er det formentlig de færreste læger, der tager homøopati alvorligt. Der er heller ingen statslig regulering eller uddannelseskrav. Enhver har lov at kalde sig homøopat. Der er ingen offentlige tilskud og ingen momsfritagelse.
De eneste regler, der gælder, er autorisationslovens paragraf om kvaksalveri. Den siger, at uautoriserede gerne må udføre behandlinger, men ikke udsætte nogens helbred for påviselig fare. Med andre ord: Det er lovligt at sælge sellerijuice til patienter med kræft og love, at det kan hjælpe på symptomerne. Blot må man ikke påstå, at saften kan kurere kræften eller erstatte sygehusets behandling. Dansk kvaksalverlovgivning er altså ganske rummelig. Det skyldes bl.a. »frø af ugræs, der føg over hegnet« sydfra mellem 1864 og Genforeningen i1920.
Og hermed er vi tilbage ved indledningen.
For hvordan skulle man integrere den genvundne landsdel i det øvrige Danmark? Hvad skulle man f.eks. stille op med de mange kvaksalvere, som havde slået rod, mens tysken rådede i Sønderjylland? Det blev hidsigt diskuteret i Ugeskrift for Læger i genforeningssommeren 1920. Fra politisk side var det besluttet at give de sønderjyske kvaksalvere lov til at praktisere i Danmark. Med andre ord: give dem en slags autorisation.
Problemet var ifølge en debatdeltager, dr. Niels Svith, at danske læger havde meget forskellige holdninger til kvaksalveriet. Nogle mente, at kvaksalverne var »et uskyldigt Folkefærd«, som man kunne ignorere. »Vi andre«, derimod ville mene, at man i stedet for midlertidigt at tolerere uvæsenet, mens man ventede på, at det nok gik væk, »i Stedet har givet det officiel Anerkendelse«.
Og selv om tilladelsen kun skulle gælde for den genvundne landsdel, var der vel ingen, som for alvor troede, at man på den måde ville kunne holde dette uvæsen ude? Hvis f.eks. en succesfuld kvaksalver fra Haderslev fandt på at åbne klinik i Kolding? Kunne man forbyde det, når han nogle få mils vej derfra kunne praktisere frit? Og troede man, at folk fra Kolding ikke kunne finde vej til Haderslev?
Uden tvivl ville de læger, som arbejdede i Sønderjylland, og som havde en lang og dyr uddannelse bag sig, føle sig voldsomt provokeret, hvis »Skræddere og Skomagere i Flæng« fik licens til deres fuskeri, skrev dr. Svith.
Ugeskrift for Lægers redaktør var enig. Og dog: Han kunne se et problem: Det var jo næppe alle kvaksalverne, der havde et fag som skrædder eller skomager at falde tilbage på. Man kunne vel ikke fratage dem deres næringsvej uden at tilbyde dem en erstatning? Ville det ikke være bedre i en periode, i stedet for et totalforbud, der lod de lokale lægeforeninger og embedslæger udtale sig om de enkelte tilfælde – at søge indflydelse i stedet for blot at protestere?
Redaktionens svar faldt ikke i god jord. Dr. A.H. Riiskjær i Vojens var sikker på, at flertallet af lægerne var enige med dr. Svith og ville undre sig over, at redaktionen, og dermed hovedbestyrelsen, ville holde hånden over det blomstrende, sønderjyske kvaksalveri. For det skulle vel ikke være bekymringer for kvaksalvernes næringsvej, der skulle afgøre en så principielt vigtig sag? Landets lov skulle vel gælde i Sønderjylland som i resten af landet, mente dr. Riiskjær.
Kollegaen, Erik Krarup, var enig og supplerede med en hvas kritik af Lægeforeningens ledelse og dens sentimentale holdning til Sønderjylland. Skulle man nu, bare for at tækkes de tysksindede læger, til at tolerere kvaksalveri »i det kommende Danmark«? Nej, tværtimod skulle lægerne for det første fremme folkeoplysningen og den videnskabelige sygdomsforståelse ved at hindre udbredelsen af kvaksalvernes hokuspokus. For det andet (og nok mindst lige så vigtige) var det Lægeforeningens opgave »at skaffe os saa god en økonomisk Eksistens som mulig og som Følge deraf holde andre borte fra vor Virksomhed, som vi er nok, der skal leve af«. Lægernes ledelse burde derfor – også af hensyn til sit eget omdømme – arbejde på at få gennemført en effektiv kvaksalverlovgivning.
Ugeskrift for Lægers redaktør og Lægeforeningen afviste kritikken. Den byggede, mente de, på forkerte forudsætninger. F.eks. var kritikernes forslag om lovstramning ikke relevant. Danmark havde allerede én lov, som gjorde kvaksalveri forbudt og strafbart. Ministeriet mente så, at der i en periode skulle gælde en anden lov i Sønderjylland – og fred med det. Forhåbentlig ville Sundhedsstyrelsen arbejde for, at dispensationerne blev få og begrænsede. Under alle omstændigheder ville forholdene blive meget bedre, når der nu ville blive holdt øje med det.
Selvfølgelig ville det ideelle være, at der slet ikke fandtes kvaksalvere på dansk jord. Men ideelle krav lader sig ikke altid gennemføre, og det kunne Lægeforeningen næppe ændre på. Ved at kræve et totalforbud ville man bare sætte sig selv ud af spillet.
Og så fik man særloven. Den pålagde formelt de sønderjyske kvaksalvere at indstille deres virksomhed. Men for at de ikke skulle miste deres levebrød, kunne de ansøge om tilladelse til at fortsætte med visse begrænsninger. Dem blev der givet en del af, men nogle fik afslag, fordi de af nationale og politiske grunde var uønskede i Danmark.
Selv denne nærmest symbolske stramning mødte kraftig modstand blandt sønderjyder. Der blev indrykket protestskrivelser i blade og aviser. Justitsministeren modtog over 4.000 underskrifter. Kongen fik breve fra utilfredse sønderjyder.
Det var ikke kun kvaksalverne, der gav integrationsproblemer for lovgivningen på sundhedsområdet. Lægerne i Sønderjylland var uddannet i Tyskland og havde tysk autorisation. Nu måtte de søge dansk autorisation for at fortsætte deres virke.
Danske læger, som nedsatte sig, var uglesete, og mange patienter fortsatte med at bruge kvaksalverne. Nogle gange endda på opfordring fra sygekassen. De danske læger var økonomisk pressede, hvilket ikke mildnede deres syn på kvaksalverne, som ikke nøjedes med at behandle de syge, men også udfærdigede attester og erklæringer til lokale myndigheder og forsikringsselskaber.
Postyret fik langsigtede virkninger, som mærkes endnu i dag. Det skete med vedtagelsen af Lægeloven i 1935, som nu tillod kvaksalveri i hele Danmark på samme vilkår som i Sønderjylland.
Andreas Johannsen: Særlov for kvaksalvere i Sønderjylland 1920-1935. (Sønderjysk Årbog, 2008, s.145 ff.
