Samfundsansvar, fleksibilitet og truende flaskehals

Ja, Yngre Lægers medlemmer har et samfundsansvar for at være med til at sikre en mere ligelig geografisk fordeling af læger i Danmark. Attraktive faglige miljøer og fleksible arbejdsforhold er en god del af løsningen på den udfordring – og i øvrigt uanset hvor i landet vi befinder os. Men hvad er fleksibilitet for en læge anno 2024 egentlig? Og er vi slået ind på et spor, hvor der uddannes for mange læger, uden at der nødvendigvis følger de rette uddannelsesstillinger for at blive speciallæge med?

Kogt ned så er det i altovervejende grad de emner, der fyldte i beretningsdebatten, da Yngre Læger tirsdag og onsdag holdt repræsentantskabsmøde i Kolding. Bevares, der blev da også nævnt både realløn, lokalløn, Danmarks ansvar for de syge i det krigsplagede Gaza og bekymringer for psykiatriens fremtid. Men det tilbagevendende var det ovenstående.

For er det egentlig en bunden opgave for Yngre Læger som forening at sikre lægedækning i det ganske danske land, som allerførste repræsentant på talerstolen spurgte. Eller »skal vi måske holde fokus på at sikre lægernes arbejdsvilkår og lade det andet komme af sig selv«, som han spurgte.

»Selvfølgelig har vi som stand et ansvar for, at patienter i hele Danmark får en ordentlig behandling – og jeg håber, at vi kan være enige om at være fælles om den opgave«, kom der hurtigt svar fra næste taler, der – efter alt at dømme med et glimt i øjet – tilføjede, at han ville udvandre, hvis der var nogen, som for alvor ikke mente det.

Flere bakkede op. Det handler bl.a. også om ikke at tale nogle områder ned, være med til positivt at anvise for arbejdsgiverne, hvad der skal til for at rekruttere læger til de mest pressede områder og rekruttere flere læger til almen medicin.

Og at man netop lægger en tanke om et samfundsansvar – og kollegialitet – indover, hvis man f.eks. også skal tage vagter uden for de store byer. Som en repræsentant fra Region Sjælland sagde:

»Et godt arbejdsmiljø er altså også, at man får en lige så god uddannelse og er lige så tryg i Region Sjælland, som man er det i Region Hovedstaden. Men med den mangel på speciallæger, vi har, er det bare ikke tilfældet. Så i stedet for at tænke, at man bliver presset ud, og at det er forfærdeligt, og at man nu skal ud og redde Region Sjælland, så så jeg gerne, at man måske i stedet tænkte, at man tager ud og bidrager til et godt arbejdsmiljø på afdelinger, som er mere pressede«.

Også Wendy Sophie Schou gik i brechen for et stort samfundsansvar, som hun personligt mener, at man som faggruppe skal kunne bære. Ikke at lægerne i sig selv skal løse opgaven – men at man skal være positiv og samarbejdsvillig om at finde de rigtige løsninger.

»For så kommer vi altså også ud med det bedste resultat. Det synes jeg netop, at sundhedsreformen viser. De har jo faktisk lyttet til os; at der ikke skal være direkte tvang. De kunne jo godt have skrevet: ,Kære Yngre Læger. De første fem år af jeres karrierer skal I være på et hospital, hvor der mangler læger’. Det gjorde de ikke. Så vi skal også være med til at løse lægedækningen for at modvirke, at de kommer med tvang«, lød det fra Wendy Sophie Schou.

Læger skal også have et fleksibelt arbejdsliv

Hun havde selv slået flere af debattens temaer an i sin mundtlige beretning. Hendes første af slagsen, siden hun i maj blev valgt som Yngre Lægers forperson.

Det gjaldt ikke mindst det moderne fleksible arbejdsliv, hvor man både kan have en spændende karriere og have tid til både familie, fritidsinteresser og almindelig work-life-balance som andre faggrupper. For læger er faktisk – også – helt almindelige mennesker.

»Vi ønsker en hverdag, hvor vi kan udføre vores arbejde med høj kvalitet uden at skulle ofre vores eget velbefindende og privatliv. Og jeg mener, at vejen til det går gennem en kulturændring, hvor fleksibilitet er en naturlig del af vores arbejdsliv«, sagde Wendy Sophie Schou.

»Derfor er mit hovedbudskab til arbejdsgiverne: I skal turde træde ind i det rum med os, hvor vi tænker nye tanker om arbejdslivet som læge. Og hvis I gør det, tør jeg godt love, at der kan ske forbedringer. Både for lægerne og for patienterne, der vil opleve flere og mere tilfredse læger. For jeg er overbevist om, at moderne og fleksible arbejdsformer kan være et meget stærkt rekrutterings- og fastholdelsesværktøj – ikke mindst til de områder af landet, hvor der mangler læger i dag«.

Fokus på fleksibilitet blev taget vel imod i beretningsdebatten – og i en temadrøftelse senere på dagen. Det handler blandt meget andet om at kende sin vagtplan mere end fire uger i forvejen; bedre muligheder for hjemmearbejde; selv tilrettelægge sin arbejdstid, f.eks. ud fra x antal patienter, man skal nå at se i ambulatoriet i løbet af en uge og dermed nemmere møde senere nogle dage og blive lidt længere på andre tidspunkter. Alt efter de behov, ens privatliv fordrer.

Enkelte formanede dog også, at det formentlig er dyrt f.eks. at få skrevet fleksible rettigheder ind i overenskomsten; at det langt hen ad vejen handler om kulturændring og dialog med ledelsen – og at man måske skal starte et andet sted. Som én sagde:

»Jeg har lidt et problem med, at vi snakker så meget om fleksibilitet, når vores største problem stadig er, at vi ikke overholder vores overenskomst. At vi nu står og snakker om, at vi skal have mulighed for at møde en halv time senere ind, når problemet for rigtig, rigtig mange er, at de arbejder 10, 20, 30% mere, end de egentlig skal. Så tit starter mit råd til medlemmerne: Har du prøvet at følge overenskomsten?«.

Alt, alt for mange læger?

Og så var der det med antallet af læger. En tilbagevendende bekymring fra talerstolen i Kolding. I den netop vedtagne, men længe debatterede sundhedsreform øges optaget på medicinstudiet med i alt 140 uddannelsespladser.

»Jeg er meget bekymret for, at vi kommer til at blive presset på vores arbejdsvilkår, fordi vi bliver alt, alt for mange læger. Vi oplever i øjeblikket stor søgning på introstillinger og problemer med at få HU-stillinger på en række specialer. Vi har i forvejen en prognose på, at vi bliver 60% flere speciallæger pr. 1.000 indbyggere i 2045 og møder arbejdsgivere, der siger, at de ikke kan ansætte alle de speciallæger. Og der er ikke meget i sol, stjerne og måne, der tyder på, at det kommer til at ændre sig markant. Så det skal vi have et meget større fokus på«, som det lød fra en repræsentant fra Region Midtjylland.

Mens en repræsentant fra Gruppen af Yngste Læger havde et lignende budskab.

»Vi må ikke begå den fodfejl, at vi stopper produktionen af speciallæger. Der er allerede en flaskehals i forhold til introduktionsstillinger og HU-stillinger, og det kommer kun til at blive værre, hvis vi ikke handler på det. Så jeg synes, at det er virkelig vigtigt, at vi som fagforening er meget synlige med en stærk stemme på det budskab og presser både regionerne og andre interessenter på, at der skal altså være uddannelsesstillinger nok«.

Medlem af bestyrelsen og YL-repræsentant i Lægeforeningens bestyrelse Søren Niemi Helsø er enig. Problemet er, at man står på et uoplyst grundlag, sagde han. Vi kender prognoser for udbuddet af læger, men ikke efterspørgslen på læger. Det er der i sundhedsreformen så heldigvis aftalt at blive kigget nærmere på.

»Men jeg synes også, at det tegner til, at vi bliver for mange, og at de 140 ekstra pladser er at stramme skruen for meget. Universiteterne ser ikke noget problem i det, så hvis der er nogen, som skal løfte den her dagsorden, så er det Lægeforeningen og Yngre Læger«.