Skip to main content

”Samme dag under samme tag”

Et stigende antal patienter har flere sygdomme. På Holbæk Sygehus har man i over et år tilbudt de ”multisyge” hurtige og sammenhængende forløb i et medicinsk fællesambulatorium.

Foto: Claus Boesen.
Foto: Claus Boesen.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

24. apr. 2017
6 min.

En voksende del af befolkningen behandles for to eller flere sygdomme. Hos ældre – som der bliver flere og flere af – er multisygdom snarere reglen end undtagelsen.

For et år siden etablerede Holbæk Sygehus derfor landets første Medicinsk Fælles Ambulatorium.

”På en måde er det jo bare en tilbagevenden til de gamle internmedicinske ambulatorier”, siger overlæge Anne Jung, som er den daglige leder af fællesambulatoriet.

Det store flertal af patienterne, der kommer i ambulatoriet – 90 pct. – er rent monofaglige.

”Men knap 7 pct. af patienterne gik i to ambulatorier, og de brugte til gengæld næsten 15 pct. af fremmødetiden – og her er fremmøde til blodprøver osv. ikke medregnet”, siger Anne Jung.

Seks specialer sammen

Denne patientgruppe – de multisyge – ville sygehuset gerne gøre noget for ved at samle deres besøg, og det skete for godt et år siden under parolen ”samme dag under samme tag”.

”Og det indbefatter blodprøvetagningen, for vi har etableret et fremskudt laboratorium her, som kan levere svar på stort set alle de gængse blodprøver inden for en time”, siger Anne Jung.

Fællesambulatoriet er også et godt tilbud til de praktiserende læger, der får patienter med uklare symptomer retur fra det ene og det andet ambulatorium med besked om, at ”det er ikke vores bord”. Nu kan de henvise til et bredspektret udredningsambulatorium – eller rettere: seks specialeambulatorier under ét tag.

Her kan patienten møde læger fra de seks store internmedicinske specialer: kardiologi, lungemedicin, endokrinologi, nefrologi, reumatologi og gastromedicin.

Derudover er der nogle dage om ugen tilknyttet en almenmediciner, en infektionsmediciner, en nefrolog samt Anne Jung selv, speciallæge i geriatri og klinisk aktiv to dage om ugen.

”Og så er vi jo så tæt på resten af huset, at vi hurtigt kan få lavet f.eks. en lungekapacitetstest eller en hjertevurdering, hvis der er brug for det”, siger Anne Jung.

Tilbud til almen praksis

Kontakten til primærsektoren er god, men desværre ikke særlig veludviklet endnu, siger Anne Jung: ”De praktiserende læger kan altid ringe og spørge. Det er ikke alle, der har opdaget det endnu, men de, som har set, hvad vi kan tilbyde, bliver hurtigt stamkunder”, siger hun.

Når en patient er henvist fra egen læge, bliver vedkommende enten sendt tilbage, når problemet er udredt, eller sendt videre, når det er afklaret, hvor vedkommende skal hen.

Fire speciallæger er fast tilknyttet fællesambulatoriets Enhed for Tværfaglig Udredning og Behandling (ETUB). De fire mødes hver onsdag med kolleger fra de øvrige specialer til tværfaglig konference og drøfter patienter, som er svære at placere. Otte af de i alt ni internmedicinske specialer er repræsenteret på onsdagsmøderne. Hver anden gang deltager en klinisk farmakolog sammen med de kliniske farmaceuter.

”Det er et godt forum for komplekse patienter, som nogle gange fejler flere ting på en gang. Flere gange har det vist sig, at deres symptomer var sjældne, men beskrevne, bivirkninger til et lægemiddel. Så det er godt, at vi har fået de kliniske farmakologer med”, siger Anne Jung.

Fagligt givende fælleskonference

De speciallæger, som er tilknyttet udredningsenheden, er overvejende godt tilfredse med muligheden for at arbejde med hele patienten frem for at arbejde snævert inden for eget speciale, siger Anne Jung. Det bekræftes af speciallæge i infektionsmedicin Line Østergaard Sørensen:

”Vi har relativt god tid til den enkelte patient – til at sætte os ind i tingene og læse på forhistorien og kigge blodprøver og radiologi igennem, inden vi taler med patienten. Det giver en anderledes ro – ikke bare for mig, men jeg fornemmer også, at patienterne synes, det er rart, når man ved, hvad de har været udsat for før, og de konklusioner, der tidligere er draget”, siger hun.

Holbæk Sygehus har ikke en infektionsmedicinsk afdeling, men Line Østergaard Sørensen er tilknyttet den tværfaglige udredningsenhed, hvor hun primært ser udredningspatienter, som er henvist med uspecifikke symptomer. Det giver ikke alene en varieret arbejdsdag med mange fagligt interessante cases:

”Fælleskonferencerne med input fra de andre specialer giver også et andet perspektiv på nogle af de ting, man sidder med. Når man er patientansvarlig læge, kan der godt opstå blinde pletter – ting, som man ikke kommer i tanker om, fordi man på nogle områder er for ,smal’”, siger Line Østergaard Sørensen.

Anne Jung supplerer: ”Ved vores speciallægekonferencer oplever jeg, at der kommer en anden faglighed i spil, når man sidder sammen med kolleger fra andre specialer og ikke kun med kolleger fra ens eget speciale. Fagligt er det utroligt givende at deltage i konferencerne”.

Den patientansvarlige læge

Etableringen af fællesambulatoriet skete samtidig med, at der skulle oprettes pilotprojekter for patientansvarlig læge. Da målet for fællesambulatoriet er at optimere forløbet for de multisyge patienter, var det naturligt at indgå i pilotprojektet, og her er den patientansvarlige læge ifølge Anne Jung en succes:

”Den patientansvarlige læge rekrutteres fra det speciale, der ”fylder” mest i patientens sygehistorie. I de monofaglige ambulatorier kan det være en problem, at patienten altid ser den samme læge”, siger hun.

”Patienten synes, det er dejligt, og det giver også god mening at få et indgående kendskab til patientens sygehistorie. Men man bliver nemt lidt ,hjemmeblind’, så man fokuserer mest på det, man selv har set, og derved kommer til at overse noget hos meget komplekse patienter”.

”Den risiko er mindre, når den patientansvarlige læge fungerer i ETUB, som er et lille ambulatorium med fire læger tilknyttet”.

Kompliceret puslespil

En af de læger, som er tilknyttet, er Jesper Olund Christensen, som er specialeansvarlig overlæge i endokrinologi. Tidligere arbejdede han som andre speciallæger i specialets eget ambulatorium, hvor man havde et tæt samarbejde med nefrologerne.

”Men efter etableringen af det fælles medicinske ambulatorium er de seks specialer kommet under samme hat. Specialerne har stadig ansvaret for deres egne ambulatorier, mens Anne Jung er styrmanden, der har ansvaret for at få alt til at fungere og spille sammen”, forklarer han.

”Der er et stykke vej at gå, men for de fleste patienters vedkommende lykkes det nu at arrangere patientforløbene efter deres ønsker og behov”, siger Jesper Olund Christensen.

Det lykkes ikke altid at arrangere et forløb med 3-4 behandlere på én dag. I forvejen er det et kompliceret puslespil, der involverer mange kalendere, der gerne skal have lidt luft.

”Og det er mildt sagt en udfordring her i Vestsjælland, for der mangler folk, og alle ambulatoriers kapacitet er presset til bristepunktet”, siger Jesper Olund Christensen.

”Der er mange faldgruber. Det er en lang og gammel tradition, at folk tager sig af deres eget og ikke blander sig i de andres. Men der er behov for at imødekomme patienternes forventning om at blive set som én patient. Vi forsøger at trampe vejen til, hvordan man organiserer det”.

”Når vi taler med patienterne, omtaler de sygehuset som ,I'. De har en forventning om, at vi er én enhed – ikke en ortopædkirurgisk afdeling, en diabetesafdeling osv. De regner med, at vi taler sammen, og det er det, vi prøver at imødekomme her. Vi er slet ikke i mål, men vi er på vej, og det tror jeg, er vigtigt for at opretholde tilliden til vores system i befolkningen”.