Samme krav til privathospitaler

Lægeforeningen deltager ikke i noget ideologisk skoleridt omkring privathospitaler. Vi har ikke noget principielt imod den private sektor. Faktisk er næsten fem tusinde af Lægeforeningens medlemmer private erhvervsdrivende. Men vi har et stærkt ønske om, at fremvæksten af en privat sygehussektor ikke ødelægger forudsætningerne for, at det danske sundhedsvæsen kan tilbyde hele befolkningen en behandling af god kvalitet til tiden, og vi har et tilsvarende ønske om, at den ansvarlige minister ikke aktivt medvirker til en sådan udvikling ved handlinger, der er i modstrid med regeringens egen politik.

Det gør han, når han tillader etablering af et privat center for rygkirurgi, der skal udføre behandlinger, der rettelig burde foregå på nogle få udvalgte og højt specialiserede afdelinger. En beslutning, der er stik imod anbefalingerne i den netop vedtagne kræftplan II og imod intentionerne i strukturreformen, der vil samle højt specialiseret behandling på færre centre i det danske sygehusvæsen. Noget, der har Lægeforeningens helhjertede støtte. Det sker tilmed i direkte modstrid med Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og det åbner en ladeport for, at andre privatklinikker, og i øvrigt afdelinger på offentlige sygehuse over det ganske land, kan kræve tilladelse til at lave komplicerede behandlinger. Det er en bombe under strukturreformens intentioner, også når det gælder ambitionen om at styrke Sundhedsstyrelsen som en stærk og uafhængig aktør. Uanset, hvad den politiske motivation har været, så kan det næsten ikke være værre.

Det giver bange anelser om udviklingen i den private sektor, der for øjeblikket vokser eksplosivt. Amtsrådsforeningens tal viser, at der nu bliver henvist over 5.000 patienter hvert kvartal fra det offentlige til de private hospitaler. Totalt set er det vel ikke overvældende. De private hospitaler har fortsat kun omkring to procent af den samlede produktion på sygehusene. Men der er tale om en fordobling i løbet af ganske få år, så det følger de ventetidsgarantier og tilhørende løkkeposer, som er kommet fra den nuværende regering. Det er yderligere understøttet af den voldsomme vækst i de forskellige former for sundhedsforsikringer, og både på forsikringsområdet og mht. til ventetidsgarantier ligger yderligere incitamenter lige om hjørnet.

Det er isoleret set udmærket, at privathospitalerne sætter produktionen op, så flere patienter kan behandles rettidigt. Men det er ikke udmærket, hvis det sker på en måde, så det undergraver det offentlige sundhedsvæsen. Det vil ske, hvis regeringen glider af på sine egne krav om, at alle skal præstere samme høje kvalitet, og at den højt specialiserede behandling skal samles på færre enheder for at udnytte ressourcerne optimalt. Dertil kommer det velkendte problem med manglende forskning, der skal sikre fremtidens kvalitetsudvikling og manglende deltagelse i uddannelsen af fremtidens speciallæger.

Endelig er der hele spørgsmålet om ulighed. En voksende gruppe kan i dag købe sig foran i køen ved hjælp af forsikringspenge. Når en del af sundhedssektoren desuden er bundet op med ventelistegarantier, mens en anden del fortsat lever med rammebevillinger, så vil den sidste blive nødlidende, og det går bl.a. ud over de ældre medicinske patienter. Samlivet mellem en stor privatsektor ved siden af den offentlige kræver en høj moral, også hos politikerne. Det bliver kun lykkeligt, hvis der stilles samme krav til private som offentlige sygehuse.