Sammenhæng er en lægelig opgave

Sammenhængene i patientforløbene er ikke gode nok. Læger har ikke været gode til at skabe letflydende kontinuitet i forløbene, men det er en lægelig opgave.

Det konkluderede lægemødet efter en diskussion af et debatoplæg om sammenhængende patientforløb fra en arbejdsgruppe i Lægeforeningen.

Mogens Hüttel, FAS, sagde:

»Jeg tror vi har begået en fejl ved at skyde mange, forskellige led ind i patientforløbet. Mange forhold kræver læge til læge kontakt. Det er den sikreste måde til at undgå misforståelser og fejlopfattelser«.

Jens Tingleff, formand for Køben-havns lægekredsforening, spurgte arbejdsgruppens formand, afgående hovedbestyrelsesmedlem, Mette Siemsen:

»Hvad gør I for at cementere over for sygeplejeorganisationerne, at det nok ikke er den bedste ide, at det er en sygeplejerske, der sidder som patientforløbskoordinator, når det rent faktisk er lægelige spørgsmål, som der skal tages stilling til?«

Mette Siemsen svarede, at Lægeforeningen har gjort og fortsat vil gøre sygeplejerskeorganisationerne opmærksomme på, at det bør være en læge, som skal sørge for sammenhængen.

Mette Siemsen stod på Lægemødet i spidsen for et diskussionsmøde om foreningens arbejdspapir om sammenhængende patientforløb. En af konklusionerne fra mødet var, at der bør oprettes en ny lægelig funktion, en case manager, til at løfte sammenhængsopgaven, og hun lagde afstand til sygeplejerskernes og Falck Health Cares faktiske muligheder for »at styre patienterne rundt til øer med hyperspecialiserede specialer«.

På baggrund af drøftelserne på diskussionsmødet sagde hun, at alle læger burde udstyres med mobiltelefoner - det ville gøre det lettere at komme i kontakt med lægerne og dermed smidiggøre sammenhængen.

Ideen med mobiltelefonen faldt Jens Tingleff for brystet.

»Det er revolutionerende, at vi nu skal have vagt 24 timer, 365 dage om året, nemlig ved at vi alle skal udstyres med mobiltelefon. Vi kan få sms-beskeder eller opkald. Egentlig er det en besnærende tanke, men det vil nok støde på lidt modstand«, mente han.

Mette Siemsen svarede, at en mobiltelefon ikke nødvendigvis er lig med en tændt mobiltelefon og tilføjede:

»For mig vil det være en telefon, som er forbundet med min arbejdsplads, at den lå på arbejdspladsen. De, som skal have adgang til mobiltelefonen, er sekretærer, sygeplejersker og læger - ingen patienter får det nummer. Hvor mange patienter vil egentlig genere en på det område? Det er nok meget varierende efter, hvilket speciale det drejer sig om. I de 15 år jeg har været læge, er det aldrig sket, at en patient har ringet til mig privat. Men jeg kan selvfølgelig godt se for mig, at der vil være enkelte læger, som risikerer at blive spammet med telefonbeskeder«.

Ud fra snakken i diskussionsgruppen konkluderede Mette Siemsen også, at lægernes kultur kan arbejde imod tanken om sammenhæng. Lægerne ser ikke patienten som en helhed men som en sygdom. Specialepatriotisme fremmer ikke det gode patientforløb.

Hun sagde:

»Vi bliver som læger nødt til at arbejde for en kulturændring, som medfører, at vi ikke opfatter en henvendelse fra en anden afdeling som et irritationsmoment, og vi må ikke lade patienterne føle, at de er i vejen eller uønskede. Vi skal være tilgængelige, lettere at få fat i«.

Udspillet fra arbejdsgruppen i foreningen kan læses på www.læger.dk

Noter fralægemødet 2006

Regnskabet for 2005 viste et underskud på 5.456.000 kr. Ifølge direktør Bente Hyldahl Fogh kan underskudet især henføres til ekstraordinære udgifter til fratrådte medarbejdere, bl.a. i forbindelse med direktørskiftet, samt mistede indtægter forbundet med Medicinfortegnelsens overdragelse til Infomatum.

Detaljerne kan læses på www.laeger.dk, hvor der på forsiden er en omtale af Lægeforeningens økonomi. Det fremgår bl.a., at Lægeforeningens formand årligt modtager et honorar på 630.000 kr, hvoraf en del anvendes til frikøb.