Sammenhæng mellem Helicobacter pylori-infektion og ventrikelcancer - mere end blot en mistanke

Ventrikelcancer er globalt den næsthyppigste årsag til både cancer og cancermortalitet, og der har været mistanke om en sammenhæng mellem denne cancerform og Helicobacter pylori (H.p.)-infektion, siden bakterien blev identificeret i 1984 (1). De første resultater af casekontrolstudier, som var baserede på bestemmelser af H.p.-antistoffer i serum med ELISA-teknik, forelå allerede først i 1990'erne, men i disse studier kunne man kun redegøre for ca. 60% af forekomsten af H.p.-infektion (2, 3). Først for nylig blev der i et svensk studie, som anvendte både ELISA-teknik og en antistoftest mod CagA-proteinet, rapporteret om en højere prævalens af H.p.-infektion blandt patienter med ventrikelcancer end tidligere observeret (4). Da WHO allerede i 1994 klassificerede H.p. som et klasse I-karcinogen, var der hverken kliniske eller dyreeksperimentelle undersøgelser, som kunne validere hypotesen om H.p.-infektionens maligne potentiale. Overbevisende evidens for, at H.p.-infektion er årsagen til ventrikelcancer, blev således først forelagt i september 2001 (5) med resultaterne af et prospektivt langtidsstudie af 1.526 japanske patienter med ulcus duodeni, ulcus ventriculi, non-ulcus dyspepsi eller hyperplastiske polypper. Patienterne var blevet fulgt gennemsnitligt i 7,8 år; 1.246 patienter havde H.p.-infektion, der blev påvist ved mindst én af tre forskellige metoder (histologi, serologi, ureasetest), og 280 patienter var ikke inficerede. Alle fik udført gastroskopi ved inklusion og igen mellem ét og tre år senere. Risikoen for ventrikelcancer var højere blandt H.p.-positive (n=36, 2,9%) end blandt H.p.-negative patienter (n=0) og histologisk relateret til forekomsten af atrofisk gastrit, corpusdomineret gastrit og intestinal metaplasi. Ingen af de 275 patienter med ulcus duodeni udviklede cancer, mens 21 (4,7%) af 445 patienter med non-ulcusdyspepsi, 10 (3,4%) af 297 patienter med ulcus ventriculi og fem (2,2%) af 229 patienter med hyperplastiske polypper udviklede enten intestinalcellekarcinom (n=34) eller diffust adenokarcinom i ventriklen (n=13).

Forfatterne konkluderede, at H.p.-infektion er forbundet med en øget risiko for ventrikelcancer, som næppe forekommer uden H.p.infektion. Der fandtes ikke ventrikelcancer efter initial eradikation af H.p. blandt 253 af de 1.246 inficerede patienter (followup 4,8 år mod 8,5 år for ubehandlede patienter), men med de få data på H.p.-negative patienter kan det ikke konkluderes, at ventrikelcancer ikke forekommer uden H.p.-infektion. Det er tillige en svaghed ved arbejdet, at den histopatologiske vurdering er baseret på kun to biopsier fra den initiale gastroskopi, selv om risikoen for ventrikelcancer klart viste sig at være relateret til de specifikke mikroskopiske fund. Det er således fortsat uafklaret, hvilke patienter der bør tilbydes en H.p.-eradikationsbehandling. Da mange personer med kronisk H.p.-infektion ikke har kliniske symptomer, må resultaterne forudses at føre til overvejelser om den kliniske relevans af at gennemføre populationsbaserede screeningsprogrammer med henblik på at konstatere, om der er samtidig tilstedeværelse af H.p.-infektion og prædiktive histopatologiske forandringer i ventriklen.

Selv om yderligere studier er nødvendige for at bekræfte ovennævnte fund og afklare gevinsten af H.p.-eradikationsbehandling i lande med lavere prævalens af ventrikelcancer end Japan, så tyder Uemura et al's (5) observationer på, at der findes en sammenhæng mellem H.p.-infektion og mavekræft, som modsvarer sammenhængen mellem tobaksrygning og lungekræft.

Reprints: Jørgen Rask Madsen, medicinsk gastroenterologisk afdeling C, Amtssygehuset i Herlev, DK-2730 Herlev.