Skip to main content

Scorekort skal redde samarbejdsproblemer

Anne Steenberger, as@dadl.dk

25. apr. 2013
3 min.

”Hvorfor har du ikke gjort det? Sig mig, er du overhovedet læge?”, vrisser den urologiske bagvagt i telefonen. I den anden ende af ledningen er akutlægen.

Han ringer for at bede urologen komme og tilse en patient i akutmodtagelsen. Urologen er i gang med en alvorlig samtale med en patient, Søndergaard, og han har netop forklaret ham at nervebanerne er blevet ramt, da hans protastakirtel blev fjernet, og nu er han impotent og ”utæt.”

”Er patienten påvirket? Har hun oplevet symptomerne tidligere? Har du lagt et hæmaturikateter på hende? ” spørger urologen.

Svaret er to gange ”ved ikke” og et ”nej”, hvilket udløser speciallægens spørgsmål om akutlægen overhovedet er læge. Urologen forlader sin patient og styrer mod akutmodtagelsen.

Ovennævnte er scene i en film. En scene, der skildrer en hyppig situation i de nye akutmodtagelser og problemerne med at få tingene til at spille mellem akutlæger og speciallæger fra det øvrige sygehus.

I Region Midtjylland har en gruppe læger imidlertid fundet på en mulig løsning på samarbejdsproblemerne. Løsningen hedder et scorekort. Konceptet er helt enkelt: Ud fra symptomer og tilstand tildeles patienten mellem et og fire point. Er det et eller to point, klarer akutlægen selv patienten. Ved tre skal vagthavende speciallæge kontaktes over telefonen. Ved fire skal speciallægen komme til akutmodtagelsen og tilse patienten. Kortet er lavet som en app til smartphones.

”Det er et nemt koncept i forhold til en behandlingsvejledning, hvor man skal læse måske ti sider - her er det bare ét enkelt skærmbillede,” forklarer 1. reservelæge, ph.d. Erik Lerkevang Grove. Han har fået ideen til scorekortet sammen med fem kolleger på lederudannelsen Talentudvikling i Ledelse.

”Vi har indsamlet erfaringer fra en række akutmodtagelser og alle steder er der problemer med samarbejdet mellem akutmodtagelser og stamafdelinger. Når læger har travlt, så er det lige præcis omkring gråzoneområder for ansvarsfordelingen at diskussionerne opstår. Scorekortet placerer ansvaret,” siger Erik Lerkevang Grove.

Nu er lægerne bag kortet ved at udbrede ideen. Der er frit slag, de har ikke taget patent på det.

»Vi har lavet en prototype, som man kan bygge videre på. Hvilke symptomer, der skal på scorelisten, kan man lokalt afgøre, men principielt er der ingen grænser, og app’en kan udbygges med alle tænkelige symptomer. Konceptet er udtænkt med det gode patientforløb og den gnidningsfrie samarbejdsrelation for øje, men App´en er også et stærkt administrativt styringsredskab, fordi ressourceallokeringen hænger sammen med, hvor skillelinjen ligger mellem akutmodtagelse og speciallægen fra det øvrige sygehus ligger,” siger Erik Lerkevang Grove.

Scorekortet blev nyligt præsenteret på en ledelseskonference, hvor filmen var lavet for at illustrere brugen af kortet.

Filmen viser, hvordan samarbejdet bliver harmonisk og respektfuldt med et scorekort. Filmen, der ikke savner selvironi, gennemspiller den selvsamme situation fra før – denne gang med scorekort – og nu foregår samtalen mellem akutlæge og speciallæge i største forståelse.

Akutlægen karakteriserer patienten som en 3’er på scorekortet og kan gøre rede for relevante værdier og har lagt kateter. Vil nu blot have urologens bekræftelse af planen, som er at sende patienten hjem med en tid i ambulatoriet, når der ikke længere er blod i urinen. Urologen er helt enig i planen, og samtalen afsluttes med et ønske om ”en god dag” og et ”hejhej.”

Og patient Søndergaard, der i første udgave måtte ligge og vente i næsten en time, førend han kunne fortsætte samtalen med lægen om den sørgelige besked, kan nu få talt færdig med lægen.