Se din stemme i øjnene, og tag magten tilbage

Han står et stykke væk, men ordene, der kommer ud af hans mund, er de samme nedladende og hånende som altid: »Gå nu ud foran den bus«. »Du fortjener jo ikke at leve«. »Ikke så mærkeligt, at der ikke er nogen, der kan lide dig«. Alt sammen sagt i et snerrende, aggressivt tonefald.

Anden og tredje gang de mødes, er han rykket lidt nærmere, og ordene er de samme. Men denne gang er hun forberedt, og hun siger fra: »Jeg er ikke enig«. »Du bestemmer ikke længere over mig«. »Jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til«. Det bliver sagt roligt og behersket. Som en voksen, der taler til en anden voksen. Uden panik. Uden angst.

Fjerde gang de mødes, kommer han endnu tættere på – men også med en første, lille indrømmelse: »Okay, jeg har måske også været lidt for hård ved dig«.

Magtbalancen mellem dem er ved at tippe – og det er hele formålet med det terapiforløb, som ovenstående er et tænkt eksempel på.

I avatarterapi møder patienterne en personificering af den undertrykkende og plagsomme stemme, der for manges vedkommende helt styrer og ødelægger deres hverdag og liv.

Målet har været at give den enkelte patient et redskab til at genvinde magten over sit liv – ved at skabe en konfrontation med stemmen, hvor patienten finder den styrke og de argumenter, der kan dæmpe stemmens indflydelse – eller endda få den til helt at forsvinde.

Mødet foregår i virtual reality (VR), altså en computergenereret virkelighed, og det er patienterne selv, der sammen med behandleren på et stykke specielt udviklet software har skabt den figur og den stemme, de møder, ved at beskrive udseendet og stemmen, som de oplever den i deres hoved.

Det er også patienterne, der sammen med behandleren laver den dialog, som bliver brugt i VR-mødet. Og det er behandleren, der med teknisk forvrænget stemme både er »stemmen« og er til stede som behandler, der – med egen stemme – støtter og guider patienten.

Med et enkelt klik kan behandleren skifte mellem sin egen stemme og avatarens forvrængede stemme. Og via den aftalte dialog og de svar, patient og behandler har aftalt at give stemmen, bløder avataren hen over de i alt syv sessioner op og kommer med de indrømmelser, der får magten til at skifte hænder.

Svært forpinte patienter

Det ser ikke ud af meget, setuppet til en avatarterapisession: En bærbar computer, et par VR-briller og et par støjreducerende hovedtelefoner til patienten og et almindeligt headset til behandleren.

Men det virker, fortæller Inge Wildt Settgast.

Hun er overlæge på Psykiatrisk Afdeling i Esbjerg, og i OPUS-teamet i Esbjerg har hun sammen med sine kolleger været med til at afprøve avatarterapi på unge patienter med skizofreni og stemmehøring.

Det er sket som en del af forskningsprojektet Challenge, der med start i 2021 har været drevet psykiatrien i Region Hovedstaden og ledet af professor Merete Nordentoft fra Psykiatrisk Center Glostrup, men med deltagelse af psykiatriske behandlingsenheder i Region Nordjylland og Region Syddanmark.

I alt har 226 patienter deltaget i projektet – halvdelen har fået den gængse behandling med støttende samtaler, mens den anden halvdel har fået avatarterapi.

Projektet var egentlig sat op til, at det var psykologer, der skulle være behandlingsansvarlige, men sådan en manglede de på daværende tidspunkt på OPUS i Esbjerg, og så sprang Inge Wildt Settgast til.

Selv har hun haft 13 patienter i avatarterapi, og tre af dem er blevet »stemmefri«, og er det stadig her et par år efter afslutningen af behandlingen. Hos andre er »stemmen« blevet svækket i forskellig grad. En af de tre stemmefri – Vibeke – havde hørt stemmer i 30 år inden avatarforløbet. Hende vender vi tilbage til.

»Jeg har kendt den her patientgruppe i mange år, og vi har manglet redskaber til at hjælpe dem. Der er mange, hvor medicinen ikke virker eller kun virker delvist.

Her i Opus-teamet udreder og behandler vi unge med skizofreni, og de er svært, svært forpinte. De kæmper med at udholde deres liv. At høre stemmer er som at være udsat for konstant mobning – døgnet rundt. Hele tiden er der en, der siger til dig, at du er grim, at du er dum, at du skal begå selvmord, og at du ikke fortjener at leve. Det er svært at forestille sig.

Vores patienter dropper ud af deres uddannelse og isolerer sig – det er en nedadgående spiral. Dem, jeg ser nu, er lige blevet 18 år, og det gør meget ondt, at man i den alder bliver ramt af en kronisk sygdom.

For det er jo sådan, vi historisk set ser den her lidelse – som kronisk. Men det, vi har oplevet med projektet her, har været en succesoplevelse for mig og mine to sygeplejerskekollegaer. Vi oplever virkelig, at det her kan noget, som medicin ikke kan«, siger hun.

Tag magten tilbage

Men konfrontationen med stemmen er til en start hård for patienten, fortæller Inge Wildt Settgast. Forløbet består af en indledende samtale og seks VR-sessioner, som følges op af to senere booster-sessioner. Typisk er de første tre sessioner de hårdeste.

»Patienterne bliver jo også virkelig blive eksponeret for deres værste mareridt«, konstaterer hun.

Til den første samtale afdækker patient og behandler sammen sygdomsforløbet og får skabt et digitalt billede af avataren og får givet den en stemme – og det kan nemt give angstreaktioner og forværring af selvmordstanker. Derfor holder behandlerne også opfølgende kontakt med patienterne i opstartsfasen, fortæller Inge Wildt Settgast.

»Det er meget tydeligt, at behandlingen allerede starter med beskrivelsen af avataren. Som behandler sidder man bare og skruer på nogle knapper, så der sker nogle ting på en computerskærm. Men for patienten er det meget virkeligt, når de sådan skal beskrive stemmens ansigt og detaljeret forklare, hvordan det ser ud: Næsen skal være lidt større, ansigtet skal være lidt længere, øjenbrynene kraftigere. Der kommer de tættere og tættere på det, de frygter.

Inden de kommer i VR, har vi arbejdet med, hvad der skal ske derinde og har lavet et rollespil, som de kan øve sig på inden, så de ved, hvad de kan sige til stemmen. Det er meget tydeligt at se, at i starten kan patienterne ikke holde ud at være i VR i ret lang tid. Men allerede til anden VR-session kan de være der længere.

Vi afpasser det selvfølgelig individuelt, og patienterne har også en panikknap, de kan trykke på og stoppe sessionen. Og vi arbejder også ud fra en manual, så stemmens imødekommenhed øges fra gang til gang«, fortæller Inge Wildt Settgast.

Og den øges, fordi patienten lærer at gøre op med den på en kvalificeret og ligeværdig måde:

»Det, vi helt basalt arbejder med er, at patienterne skal kunne sige fra over for stemmen på en voksen måde.

Hvis man nu forestiller sig, at stemmen er en voksen, der står og taler ned til én hele tiden, så skal man stille og roligt svare den igen: ,Jeg er ikke enig i det du siger. Det er ikke rigtigt. Jeg har ikke brug for dig mere’.

Man skal være fattet, når man gør det, og tale som en voksen – ikke som det barn, for det er den magtesløshed, de fleste patienter er fastholdt i. Det er det, patienterne skal fortsætte med at gøre efter forløbet. Det handler om at få magten tilbage i sit hoved«.

Vibeke - tæt på et mirakel

Og det er lykkedes for ovennævnte Vibeke – Inge Wildt Settgasts første patient i Challenge-projektet.

»Hun kom tidligt i sit liv ind i psykiatrien og fik en skizofrenidiagnose. Hun har hørt stemmer i 27 år, og så er de forsvundet efter otte sessioner. Altså, det er jo tæt på et mirakel. Hun har fået et helt andet liv, men også for hende var det at gå ind i den her behandlingsform hårdt til at begynde med.

Efter første session fik hun følehallucinationer og oplevede rent fysisk, at stemmen holdt hende i en skruestik. Hun kunne mærke, at hun blev fuldstændig klemt sammen og fik det faktisk meget dårligere. Der sagde vores supervisor, at vi må hellere måtte stoppe behandlingen – men Vibeke ville fortsætte. Hun ville se, hvad der skete rundt om det næste hjørne.

Hun har også tidligere fået medicin, som ikke har virket, og som hun nu er ved at trappe ud af. Og hun er så begejstret for det, at hun tager rundt og holder foredrag. Hun har været i mange medier, og hun er virkelig god til at fortælle om sit liv og sine erfaringer«, fortæller Inge Wildt Settgast.

Følehallucinationer, som dem Vibeke oplevede, er ikke den normale reaktion, understreger hun, og avatarforløbene er meget forskellige – også når det handler om virkningen over tid:

Andre patienter har i starten oplevet, at stemmerne blev værre og ikke gav dem lov til at sove om natten efter de første sessioner, men nogle af de patienter, der reagerer voldsomst i starten, er også dem, hvor det vender henad ad vejen, og den positive effekt opstår.

Der er patienter, hvor der undervejs i avatarforløbet er sket nogle ting i deres liv, der har givet tilbagefald, men som rigtig gerne vil genoptaget forløbet. Og patienter, som man måske ikke kan gøre så meget mere for, men som har gavn af at få det genopfrisket med et par boostersessioner, så de lige kan få det genopfrisket.

»Der er også nogen, der egentlig kun har fået det lidt bedre i løbet af selve sessionerne, men som er fortsat med at arbejde med de strategier, de har lært – og så er stemmen gået væk senere hen, og det er da også interessant«, siger Inge Wildt Settgast.

Vi gør det sammen

Et vigtigt led i frigørelsesprocessen er også, at patienten skal bede pårørende og nære at skrive fem gode ting ved patienten ned, som patienten kan fortælle videre til stemmen.

»Og stemmen – altså mig som terapeut – skal så undervejs i forløbet begynde at give sig. Det skal patienten have støtte til at opnå. De her patienter har ofte et meget, meget lavt selvværd og tilsvarende lav selvtillid«, siger Inge Wildt Settgast.

»Så kunsten for terapeuten er at balancere det her igennem. I de første tre sessioner skal patienten konfrontere og svare stemmen, at ,jeg er ikke enig, det er ikke rigtigt, det passer ikke’.

Når man kommer over til session fire, skal stemmen begynde at konvertere og blive lidt blidere. Der kommer en eller anden form for dialog og noget modtagelighed hos stemmen, som ikke har været der før. Den begynder at sige, at ,det kan jeg måske godt se – det er måske ikke helt i orden, at jeg har været så hård ved dig, men jeg gjorde det jo bare for at hjælpe dig’«.

At begynde at bruge en helt ny terapiform har i sig selv været en udfordring, men den samskabelse, der ligger i avatarterapien har også gjort noget ved patientrelationen, siger Inge Wildt Settgast.

Hun fremhæver også, at det har været en fordel for teamet i Esbjerg, at både hun og de to sygeplejersker er uddannet specialist i kognitiv terapi, og alle har en solid klinisk erfaring i arbejdet med patientgruppen.

»Det stod fra starten klart for os, at det ville blive en anderledes patientrelation i CHALLENGE-behandlingen. Det er jo helt synligt, hvad der foregår. Alle ved, at det er det, der sker, men det er jo virkelig, virkelig hårdt for patienterne – og det er hårdt at opleve som behandler.

Men man gør det sammen, og det gode er, jeg kan være med dem hele vejen. Det giver rigtig god mening som behandler, og det har givet en god alliance med patienterne.

Så det her er et redskab, som i hvert fald for nogles vedkommende virker ... jeg ved ikke, om man kan sige overraskende godt, men jeg er i hvert fald blevet overrasket over, hvor godt det kan virke. Sådan er det også med medicin, at det virker for nogen og ikke andre, men jeg må sige, at jeg er blevet overrasket over, hvor godt den her metode kan virke for nogen.

Og mange af dem, der fuldfører forløbet, får noget ud af det, for selv om stemmerne ikke forsvinder, har de fået et redskab og et nyt blik på den eller de stemmer, de hører. Måske er den der magtbalance forskudt lidt, så stemmen ikke fylder 100%, men kun har 75%. Så er der også sket noget«, siger Inge Wildt Settgast.