Nye behandlinger hurtigere. Mere ensartet kræftbehandling. Og tillid til kræftlægernes vurderinger. Second Opinion-ordningen er en succes, selvom antallet af nye sager er det laveste nogensinde, siger uofficiel leder af ordningen Hans von der Maase i interview.
Succes og gennemslag for Sundhedsstyrelsens Second Opinion-ordning er den direkte årsag til, at antallet af kræftpatienter, der benytter ordningen, er det laveste nogensinde.
Så paradoksalt kan det siges.
Ikke siden begyndelsesåret i 2003 har så få patienter og deres behandlende læge bedt om en ekstra vurdering af, om der findes en eksperimentel eller ny kræftbehandling i ind- eller udland, som patienten kunne have gavn af.
En foreløbig opgørelse foretaget til Ugeskriftet viser, at der kun har været 343 nye sager i 2013.
Det står i skærende kontrast til de næsten 1200 nye sager i rekordåret 2008, hvor flest kræftpatienter håbede på et ekstra behandlingstilbud.
Når der er så få sager i 2013, skyldes det, at ordningen har været en kæmpe succes, det påpeger Hans von der Maase, professor, klinikchef og overlæge på Onkologisk Klinik på Rigshospitalet, der har stået i spidsen for ordningen siden oprettelsen; til at starte med sammen med professor Heine Høi Hansen indtil hans død.
"Der er ingen tvivl om, at ordningen har været med til at ændre holdninger, både i det politisk/administrative system, men også – og det skal vi ikke glemme – lægefagligt. Vi er blevet langt hurtigere til at hjemtage nye, effektive behandlinger til de danske afdelinger", siger han og fortsætter:
"Jeg er helt overbevist om, at ordningen har været med til at ændre holdningen til kræftbehandling i Danmark fundamentalt".
Ordningen blev oprettet efter kritik af, at den danske kræftbehandling haltede gevaldigt efter mange andre vestlige landes.
Patienternes tillid til, at lægerne gjorde alt, hvad der var lægefagligt muligt, var under pres. Mange tvivlede. Mange patienter søgte mod udlandet for at få behandlinger, der ikke eksisterede herhjemme. Nogle, der heller ikke var videnskabeligt belæg for. Situationen var uholdbar.
Derfor blev ordningen oprettet af Sundhedsstyrelsen under den daværende VK-regering med sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen, så det offentlige kunne tilbyde behandling i udlandet eller på andre afdelinger i Danmark, hvis det fagligt blev skønnet nødvendigt.
Second Opinion-ordningen var en del af det politiske projekt, der siden årtusindeskiftet har skullet genskabe tilliden til den danske kræftbehandling.
"Vi kom jo fra en situation før ordningen, hvor jeg har oplevet på min gamle arbejdsplads, at vi sad til konference og diskuterede, hvilke af tre potente nye behandlinger, som blev brugt i andre lande, vi skulle ansøge om. Vi vidste jo godt, at vi ikke kunne få det hele", siger Hans von der Maase og fortsætter:
"Men situationen var jo uholdbar, det skal aldrig være klinikerne, der på forhånd foretager en ren økonomisk prioritering, det er en politisk opgave. Vi skal, når den videnskabelige litteratur og kliniske erfaring viser, at der foreligger en ny gavnlig behandling, fremlægge argumenterne for at indføre den pågældende behandling i Danmark. Så må andre prioritere og se, hvad vi som samfund har råd til. Men sådan var det ikke dengang, hvor der var en form for selvcensur".
Når han fortæller den slags anekdoter fra livet på danske hospitaler i 90’erne og starten af 2000-tallet til yngre kolleger, har han oplevet, at de rent faktisk har svært ved at tro på, at det har været sådan – for ikke så forfærdeligt mange år siden. Sådan fungerer det ikke længere.
I starten var det væsentligt at demonstrere, at der var behandlingsområder, som vi ikke varetog i Danmark, og at der var behandlinger, som blev tilbudt nogle steder, men ikke andre i Danmark. Vi fik skaffet et overblik over de reelt meget forskelligartede behandlingstilbud, der eksisterende. Forskelle, der ikke var faglige begrundelser for. Hans von der Maase, professor, klinikchef og overlæge på Onkologisk Klinik på Rigshospitalet og medlem af Second Opinion-panelet
"I starten var det væsentligt at demonstrere, at der var behandlingsområder, som vi ikke varetog i Danmark, og at der var behandlinger, som blev tilbudt nogle steder, men ikke andre i Danmark. Vi fik skaffet et overblik over de reelt meget forskelligartede behandlingstilbud, der eksisterende. Forskelle, der ikke var faglige begrundelser for", fortæller Hans von der Maase og fortsætter:
"Ligesom det i starten var vigtigt, at vi kunne vise, at de patienter, som vi fik sendt til udlandet med en vis sandsynlighed blev hjulpet – og arbejde for, at vi i stedet skulle fokusere på at give danske læger bedre muligheder for at kunne tilbyde patienterne de nye behandlinger i Danmark".
Den næste store effekt af Second Opinion-ordningen kom i starten af 2005, hvor der blev oprettet tre enheder for eksperimentel kræftbehandling på landets seks kræftcentre.
Her fik patienterne tilbudt behandling, som patienterne tidligere måtte til udlandet for at få.
Oprettelsen af enhederne førte således til et brat fald i antallet af danske kræftpatienter, der blev sendt til udlandet.
I 2004 blev 29 procent af 440 patienter sendt til udlandet. I 2005 var dette tal faldet til sølle 4 procent af 798 patienter.
Det var særligt stoffer til prostatacancer, kolorektalcancer og lungecancer, patienter tidligere havde fået i udlandet, som de nu kunne tilbydes i Danmark.
"Jeg tror, at panelets største fortjeneste i de første år var, at vi fik skabt ro. Den tvivl, der var opstået om kræftbehandlingen, om den var god nok, faldt der ro på. Hvis ikke lægen mente, der var mere at gøre for patienten, og Second Opinion-Panelet mente det samme, så måtte det jo nok være rigtigt. Den tillid til det danske behandlingssystem, som vi har været med til at sikre – også forbi vi er blevet langt bedre til hurtigt at indføre nye behandlinger – er nok noget af det vigtigste", siger Hans von der Maase.
Men ordningen er på ingen måde overflødig, mener professoren.
I 2012 var der atter en lille stigning i patienter, der blev henvist til udlandet, fordi patienter med dissemineret kolorektal cancer kunne tilbydes et nyt biologisk stof (regorafenib) via en såkaldt "tilgængelighedsprotokol" i Tyskland, ligesom behandling med Radium 223 i Lund har været benyttet til nogle få patienter med knoglemetastaserende prostatacancer i den senere tid.
"Så der vil altid kunne komme situationer, hvor antallet af patienter, vi henviser til behandling i udlandet på det offentliges regning, stiger, fordi der kommer nye og spændende behandlinger, som vi vurderer kan gavne patienterne, men som vi endnu ikke kan tilbyde i Danmark", siger han.
I international sammenhæng er ordningen "meget visionær", siger professoren, da der ikke i andre lande eksisterer et offentlig tilbud til kræftpatienter, hvor der ikke umiddelbart foreligger yderligere behandlinger, som så kan få chancen for en ny vurdering og statsbetalt behandling i udlandet.
"Det er fabelagtigt, at vi har et tilbud om second opinion i offentligt regi. Modellen er velfungerende, afklarer eventuelle yderligere behandlingstilbud, skaber ro, og vækker tillid og tryghed mellem patient og behandlende læge", siger han.
