Skip to main content

Sejlivet myte

Journalist Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

16. okt. 2006
7 min.

»Det skønnes, at ca. 60 pct. af alle patienter, der møder op på skadestuen, kan behandles bedre i primærsektoren« [1].

Sådan står der i Lægeforeningens forslag om organiseringen af fremtidens akutbehandling fra sidste år. Ligesom der står sådan i adskillige andre skrifter om akutberedskabet i Danmark.

Men tallet passer ikke. Eller rettere, tallet er knap nok et skøn - i hvert tilfælde ikke baseret på talmateriale - og da slet ikke et faktum, som det nogle gange fremstår.

Derimod er det en næsten ti år gammel påstand om brugen af skadestuer i København, fremført i et læserbrev i Ugeskrift for Læger [2].

Det har Amtsrådsforeningens tidsskrift, Mandat, afdækket ved at gå igennem de rapporter, oplæg, anbefalinger og andre skriverier, hvor tallet figurerer. Igennem tiden har ikke blot Lægeforeningen men også Sundhedsstyrelsen, Dansk Sygeplejeråd, Danske Regioner og diverse omnibusmedier brugt tallet, som om der var tale om en kendsgerning.

»Historien om de 60 pct. kan minde om eventyret, hvor en fjer bliver til fem høns«, som Mandat skriver.

Men hvis det ikke er 60 pct. af landets skadestuepatienter, som går det forkerte sted hen, hvor mange er det så?

Ugeskriftet har henvendt sig til landets åbne skadestuer i sommervarmen og stillet spørgsmålet. Enqueten gælder næppe som vandfast videnskab, men ikke desto mindre melder det indtryk sig ganske eftertrykkeligt, at tallet på 60 pct. er meget usikkert. De fleste adspurgte vurderer lavere.

Ikke uden grund

Flere skadestuer har nu visitation så at sige ved indgangen og kan her se, hvor mange patienter der helt klart kan sendes til vagtlæge eller egen praktise-rende læge. Et sådant system findes i H:S, og her viser en opgørelse for 2005, at på H:S Bispebjerg Hospital kunne to pct. af patienterne uden tvivl have klaret sig med vagtlæge eller egen læge. På H:S Hvidovre Hospital og H:S Amager Hospital var tallet fem pct., og på H:S Frederiksberg Hospital var det på tre pct.

Mellem 25 og 34 pct. er omvendt patienter, der helt klart har brug for en skadestue - de er altså havnet det rigtige sted. Resten - dvs. langt de fleste - er en gråzone.

»Af dem i gråzonen kunne nogle godt været gået til f.eks. egen læge. Omvendt er det også o.k. at henvende sig til en skadestue med f.eks. en forstuvning - der er måske behov for et røntgenbillede«, siger afdelingssygeplejerske Peter Dzougov fra skadestuen på H:S Hvidovre Hospital.

Nogle gange ved folk godt selv, at det måske ikke er strengt nødvendigt at gå på skadestuen. Men de gør det alligevel.

»De siger tit, at de f.eks. har ringet til lægen og ikke kunnet komme igennem. Eller at de godt kunne få en tid men ikke kunne vente på det. Eller at de ikke ønskede at tage fri fra arbejde. Er der f.eks. tale om en arbejdsskade, er det tit arbejdsgiveren, som har sendt dem på skadestuen, fordi de tror, at man skal have et lægeudsagn for at kunne anmelde en arbejdsskade«, siger oversygeplejerske Joan Mortensen fra skadestuen på H:S Amager Hospital.

Flere adspurgte peger på, at patienterne ikke tager på skadestuen uden grund. Dertil er ventetiden for lang og besværet for stort. Og selv om skaden er af en karakter, som egentlig ikke krævede skadestuebesøg, så ved patienten det jo ikke altid.

Det er dog ikke altid udbedring af skader, patienterne er ude efter.

»Mange borgere efterspørger tryghed«, siger lægechef i Frederiksborg Amt, Claus Falck Larsen.

»Vi ved f.eks. fra børnemodtagelserne, at unge børnefamilier har mindre netværk og har svært ved at tackle børns sygdom. Nogle gange har vi for sjov spurgt nogle af de patienter, der helt klart ikke behøvede at gå på skadestuen, hvorfor de kom - og egentlig ville de bare have et godt råd«, siger han.

Land og by

Tallene fra H:S er ret ens fra det ene hospital til det andet, men de passer ikke nødvendigvis på forholdene andre steder i landet, ligesom der også er andre måder at måle - eller i det mindste skønne - på.

Nogle steder, hvor et amt har få åbne skadestuer og flere skadeklinikker bemandet med sygeplejersker spredt rundt omkring, kan man med en vis rimelighed gå ud fra, at de patienter, der færdigbehandles på klinikkerne, hører til den gruppe, der ikke behøvede gå på skadestuen.

I Storstrøms Amt sendes kun få klinikpatienter videre til en af de to skadestuer, og de fire klinikker i amtet tager sig af ca. 20 pct. af det samlede antal akutpatienter.

Vestsjællands Amt har en lignende struktur, og her sendte de tre sygeplejerskebemandede klinikker sidste år kun 1,5 pct. af patienterne videre til de to skadestuer. I alt tog behandlersygeplejerskerne sig af ca. 24 pct. af patienterne.

I Sønderjylland sender amtets skadeklinikker derimod omkring ti pct. af deres patienter videre til skadestuen.

Brugen af skadestuerne varierer således meget fra region til region. Jo længere, der er til en skadestue, jo mindre tilbøjelig er indbyggerne til at bruge den. Så brugen i byerne er større end i landdistrikterne.

»Undersøgelser fra Frederiksborg og Ringkøbing Amter samt udenlandske studier har vist, at den geografiske afstand til en åben skadestue er af betydning for fordelingen af skadebehandling mellem almen praksis og skadestue«, skrev f.eks. et dansk forskerhold i Ugeskrift for Læger i 2001 [3].

Ifølge samme artikel har udenlandske undersøgelser vist kolossale forskelle i »misbrug« af skadestuer.

»Uhensigtsmæssig brug af skadestue angives i litteraturen at ligge mellem syv pct. og 70 pct.«, står der.

De fleste åbne danske skadestuer har ikke egentlige målinger eller talbaserede skøn, men en hel del har en fornemmelse. De fleste af disse slag-på-tasken-vurderinger siger generelt, at omkring 20-25 pct. af skadestuepatienterne godt kunne være behandlet af lægevagt eller praktiserende læge. Enkelte ligger lavere - andre højere.

Betyder det noget?

Det usikre 60 pct.-tal giver unægtelig det indtryk, at debatten om akutberedskabet i Danmark foregår på et ufuldstændigt grundlag. I det hele taget mangler der viden på området.

»Den store usikkerhed om det endelige tal er med til at kalde på en dybtgående analyse«, siger Frede Olsen, praktiserende læge, dr.med. og professor ved Forskningsenheden for Almen Praksis på Aarhus Universitet.

»Konkrete tal eller gode estimater ville være gode at have dels til analyse af driftsøkonomi, dels som grundlag for politiske valg«, siger han.

Grundlæggende skal der tages stilling til, om - og i så fald i hvor høj grad - specialisterne på skadestuerne skal reserveres til de specielle tilfælde. Ligeledes skal det undersøges, hvad der er mest økonomisk effektivt. Og endelig er der pædagogiske overvejelser om, hvilken adfærd man ønsker at fremme hos den danske befolkning.

Der er også en uddannelsesvinkel.

»Skadestuen er et rigtigt, rigtigt godt uddannelsessted. For unge læger er det tit der, de for første gang står og tager egne beslutninger, og det er rigtigt gode patienter at lære det på«, siger administrerende overl æge, dr.med. Mogens Scharling fra Storstrømmens Sygehus.

Indtil videre har det specifikke tal for flytbare patienter, der ikke hører hjemme på skadestuerne - hvad det nu end ligger på - dog ikke betydet så meget.

I Sundhedsstyrelsens hidtidige arbejde med dette område har der været lagt forholdsvist mere vægt på identifikation af kravene til akutberedskabet - herunder skadestuerne - og mindre på befolkningens anvendelse af det beredskab, der er i dag.

»Den måde, Sundhedsstyrelsen på nuværende tidspunkt griber arbejdet med fremtidens fælles akutmodtagelse an på, går den anden vej. Vi gennemgår den præhospitale indsats, ligesom vi gennemgår, hvad der skal til for at modtage patienter på sygehusenes akutmodtagelser på hovedfunktionsniveau - det tidligere basisniveau. Efterfølgende opstiller vi anbefalinger til regionernes planlægning af det akutte beredskab«, siger læge i Sundhedsstyrelsen, Susanne Vest.

Det har indtil videre ført til en anbefaling af, at der skal adgang til speciallæger i anæstesiologi, ortopædkirurgi, kirurgi, intern medicin og radiologi til, før en akutmodtagelse kan betragtes som fuldt udbygget [4].

Sundhedsstyrelsen er nu begyndt på gennemgangen af det akutte beredskab og forventer en samlet afrapportering til det Rådgivende Udvalg for Specialeplanlægning i december i år. Herefter vil der eventuelt blive iværksat en høring.

Åbne skadestuer landet rundt

Ugeskriftet har spurgt landets åbne skadestuer, hvor mange pct. af deres patienter der egentlig godt kunne være behandlet af egen læge eller vagtlæge og altså ikke hørte hjemme på skadestuen.

De færreste har en egentlig undersøgelse, men mange har en vurdering. Enkelte har dog ikke ønsket at komme med nogen vurdering og er derfor udeladt.

Bornholm:

Vurdering: ca. 15-20 pct.

Vejle Amt:

Kolding: Vurdering: ca. 40 pct.

Vejle: Vurdering: ca. 20-30 pct.

Horsens: Vurdering: ca. 30 pct.

Fyns Amt:

Svendborg: Vurdering: 20-25 pct.

Middelfart: Vurdering: 15-20 pct.

Odense: Vurdering: 25-30 pct.

Storstrøms Amt:

Næstved og Nykøbing F: Vurdering: ca. 20 pct.

Vestsjællands Amt:

Holbæk og Slagelse: Vurdering: ca. 24 pct.

Roskilde Amt:

Roskilde og Køge: Ifølge journalgennemgang fra slutningen af 1990'erne: ca. 50 pct. Vurdering: knap 50 pct. nu.

Frederiksborg Amt:

Frederikssund, Hillerød og Helsingør: Vurdering: ca. 25 pct.

Københavns Amt:

Glostrup: Vurdering: 25-30 pct.

H:S

2005: Bispebjerg: to pct. hører med sikkerhed til i primærsektoren, 65 pct. er gråzone.

Hvidovre: tre pct. hører med sikkerhed til i primærsektoren, 69 pct. er gråzone.

Amager: fem pct. hører med sikkerhed til i primærsektoren, 70 pct. er gråzone.

Frederiksberg: tre pct. hører med sikkerhed til i primærsektoren, 71 pct. er gråzone.


Referencer

  1. Lægeforeningen. Ved akut sygdom. April 2006.
  2. Hvolris, JJ, Andersen KH. Skadestueoverbehandling!? Ugeskr Læger 1997;159:7339-40.
  3. Hansen JL, Larsen CF, Lippert FK et al. Skadestuehenvendelser i H:S efter ændringen af skadestuestrukturen på Rigshospitalet. Ugeskr Læger 2001;163:5971-4.
  4. Sundhedsstyrelsen. Vurdering af den akut medicinske indsats i Danmark 2005. December 2005.