Skip to main content


Hvorfor stiller du op til Folketinget?

"Først og fremmest stiller jeg op for at det skal blive mere attraktivt at arbejde og at skabe arbejdspladser, således at vores velfærd kan sikres. Ligesom jeg er drevet af, at en række offentlige systemer - herunder sundhedsvæsenet - ikke fungerer godt nok.

Det vigtigste fra min lægefaglige baggrund som samfundsmediciner er nok analytisk sans samt en viden og bevidsthed om, at sundhedsvæsenet er særdeles komplekst, og at der ikke er nogen lette løsninger. "

Hvad er dine mærkesager på sundhedsområdet?

"Den offentlige sektor skal afbureaukratiseres. Det er vigtigt, at sundhedspersonalet får mulighed for at tage sig af deres kerneopgave, som er, at den enkelte patient hurtigst muligt skal blive rask.

Vi skal væk fra den kortsigtede suboptimering i de enkelte led - som fx DRG-afregning i nogle tilfælde giver. Vi skal anlægge et helhedssyn på patienten: sygehuset, almen praksis og fx hjemmeplejen skal spille bedre sammen.

Min far på 94, der var i fysisk og mental god form, blev for nylig indlagt med en akut infektion på en travl medicinsk afdeling. Hér blev han nærmest afskrevet som dement - der blev ikke fokuseret på, hvordan han blev bragt tilbage til den tilstand, han kom fra. Han blev sendt rundt i systemet, blev afkræftet og pådrog sig alvorlige liggesår. Resultatet er, at han nu er permanent plejekrævende og ikke kan bo hjemme. Det er rigtig skidt for ham og enormt dyrt for samfundet.

Hvad angår regionernes fremtid: mit grundsynspunkt er, at jo færre administrative led - jo bedre. Regionerne er en underlig hybrid, idet de ikke kan udskrive skat. Men vi skal tænke os grundigt om, når vi skal opfinde et alternativ. Det dur ikke med ren embedsmandsstyring, og det er vigtigt, at der er et lokalt islæt i styringen."

Hvad er den største udfordring, som det danske sundhedsvæsen står overfor i de kommende år?

"Vi risikerer, at den høje grad af centralisering og specialisering skævvrider landet. Jeg savner fx dokumentation for, at store og meget højt specialiserede afdelinger altid er bedre."