Sektoranalyser og almen praksis

Regeringen nedsatte i oktober 2002 en Strukturkommission, der skal vurdere, hvordan det administrative danmarkskort skal se ud i fremtiden. Kommissionen har nu fået en stribe sektoranalyser, der skal bruges i det videre arbejde. Der er tale om 3.000 sider analyser og vurderinger. Problemet med at have så store mængder arbejdspapirer er, at det let bliver et tagselvbord, hvor der kan findes argumenter for næsten hvilken som helst holdning eller slet igen holdning. Det har reaktionerne på politisk niveau også båret præg af. Men i sektoranalysen for sundhedsområdet er der trods alt nogle mønstre, der træder frem, samtidig med at der er nogle tanker, der ikke bør have nogen lang gang på jorden.

Det er især spørgsmålet om placeringen af almen praksis, hvor nogle af sektoranalysens tanker vækker forundring.

Det gennemgående træk i analyserne er, at den fremtidige struktur i Danmark kommer til at indeholde et niveau med regioner, tre, fem eller otte, og det er også gennemgående, at sygehusene under en eller anden form kommer til at sortere under disse store regioner. Derimod er der flere scenarier om placeringen af almen praksis. Et af dem er, at almen praksis placeres under kommunerne i en struktur, der er en kombination af tre til fem sygehusregioner og kommuner, der har 20.000-50.000 indbyggere.

Det svarer omsat til praktiserende læger til mellem 12 og 30 læger pr. kommune. En så lille lægepopulation pr. kommune kan ikke være en bæredygtig enhed for faglig udvikling, efter- og videreuddannelse, kvalitetsudvikling, it ect. Desuden betyder det frie valg af læge, at der ikke kan påregnes sammenhæng mellem det økonomiske ansvar og befolkningens sundhed, hvis patienterne vælger læger uden for kommunerne.

I den samme sektoranalyse er der et afsnit om det fremtidige behov for koordinering på tværs af sektorer, hvor det fremgår, at: et stigende antal patienter har behov for et tæt og et godt samarbejde mellem de kommunale sundheds- og plejeydelser og sygehusvæsenet. De landsdækkende patienttilfredshedsundersøgelser har understreget behovet for mere sammenhængende patientforløb.

Det er uomtvisteligt rigtigt, men det er netop pointen, at ca. en tredjedel af patienterne er fælles mellem praksis, sygehusene og speciallægepraksis. Der er trods alt langt færre mellem praksis og kommunerne. Praksis henter sin faglige basis i det øvrige sundhedsvæsen og samarbejder med socialvæsenet - det er ikke omvendt.

Der er erkendt, at overgangene mellem sektorerne, fx primær-, sekundær- og plejesektoren, er et af de helt store problemer i at få gode behandlingsforløb til at hænge sammen, men det er et problem, der er arbejdet grundigt med i de senere år. Derfor virker det helt ulogisk at skille sygehuslæger og praktiserende læger ad i to forskellige administrative systemer med alt det potentiale, det indeholder for nye bump i de sammenhængende behandlingsforløb. De små kommuner vil kun vanskeligt kunne håndtere de store sundhedsfaglige problemer forbundet med akutberedskaber, lægemidler m.m. Udgiften til lægemidler er nu større end udgiften til almen praksis.

Det viser også en manglende forståelse for den funktion, den praktiserende læge har som gatekeeper. Det er et af de mest velfungerende elementer i vores sundhedssystem, og det er konsekvent blevet positivt bedømt fra udlandet. Det ville være en meget skidt start på en administrativ reform at ødelægge dette sunde element.