Skip to main content

Send flere penge - til færre senge

Journalist Joel Goodstein

22. jun. 2007
9 min.

Taster man www.fremtidenshospital.dk ind i sin internetbrowser, bliver man sendt til Gentofte Hospitals hjemmeside. I Gentofte skal man i gang med både nybyggeri og renovering af hospitalet, der blev indviet i 1927. Men hvad ligger der egentlig i at være fremtidens hospital?

»Udfordringen er naturligvis, at når vi bygger eller renoverer hospitaler i dag, skal de kunne anvendes de næste 30-50 år. Derfor er fleksibilitet et nøgleord, så man tager højde for ændrede behov i den fremtidige hospitalsdrift,« siger Erik Jylling, vicedirektør på Gentofte Hospital.

Han forudser, at antallet af sengepladser på sygehusene i løbet af de næste 15-20 år vil blive nærmest halveret - fra de nuværende ca. 19.000 til 10.000-12.000 sengepladser.

»For 25 år siden var der 40.000 sengepladser, og udviklingen vil fortsætte i retning af stadig færre sengepladser,« siger Erik Jylling. Men da antallet af patienter ikke forventes at falde, kræver en reduktion af sengepladserne på sygehusene, at andre dele af sundhedsvæsenet tager sig af et stadigt større antal patienter.

»Vi vil se flere ældre kroniske patienter alene på grund af demografien, som går mod en ældre befolkning. Hvis sygehusene skal behandle alle kronikere, vil der opstå enorme kapacitetsproblemer,« siger Erik Jylling.

Derfor skal langt mere behandling flyttes ud lokalt til patienternes nærmiljø, hvor de praktiserende læger og kommunernes sundheds- og plejetilbud - herunder sundhedscentrene - skal opfange flest mulige patienter.

»Sygehusene skal kun tage sig af den sværeste og mest kostbare behandling. Al den lette kirurgi og øvrige behandling skal foretages ambulant og-eller lokalt, så man i langt højere grad undgår hospitalsindlæggelser,« siger Erik Jylling.

En anden stor udfordring, når det gælder fremtidens sygehuse, er, hvordan man udnytter den sundhedsfaglige arbejdskraft bedre.

»Hele debatten om det akutte beredskab udspringer jo af, hvordan man udnytter sine personaleressourcer bedst muligt. Populært sagt er problemet, at om natten venter lægerne på patienterne, og om dagen venter patienterne på lægen. Med den mangel på sundhedsfagligt personale, som vi allerede mærker, er det nødvendigt at få organiseret arbejdsopgaver og patientforløb bedre. I den forbindelse er man også nødt til at se på faggrænserne, og hvem der løser hvilke opgaver,« siger Erik Jylling.

Nybyggeri nedbringer sygefravær

I 2005 indviede Aalborg Sygehus et helt nyt byggeri - Medicinerhuset - hvis 36.000 m rummer sygehusets medicinske afdelinger. Af pladshensyn er der bygget opad i ni etager. På de nederste etager er der fælles basisfunktioner og service, og på de øverste etager ligger sengeafsnit og administration.

»Medicinerhuset er tænkt både ud fra, hvordan man mest hensigtsmæssigt organiserer det medicinske arbejde og patientforløbene, og samtidig har det været intentionen at skabe nogle smukke og harmoniske rammer, som virker behagelige for patienter og personale, og som udstråler faglighed og professionalisme,« siger Carl-Otto Gøtzsche, centerchef på Aalborg Sygehus.

Resultatet er et hus, som både patienter og personale er meget glade for ifølge centerchefen, og måske smitter de fysiske rammer af på arbejdsglæden. I hvert fald er sygefraværet for plejepersonalet faldet med 20 procent, efter at Medicinerhuset er taget i brug.

I Medicinerhuset er der kun tosengsstuer. Der er ikke støjende tilkaldealarmer, som forstyrrer roen. Plejepersonalet tilkaldes via en personlig »brummer«. Indretningen tilstræber overalt bedst mulig ergonomi og funktionalitet. Men selv om Medicinerhuset er et af de nyeste danske sygehusbyggerier, er der ifølge Carl-Otto Gøtzsche allerede nogle ting, som begynder at virke utidssvarende. Han mener, at fremtidens sygehuse i højere grad må organiseres og indrettes til henholdsvis kort- og langtidsindlagte patienter.

»I dag - 12 år efter, at Medicinerhuset blev projekteret - er patienterne og deres behov anderledes, end man forestillede sig dengang. De langtidsindlagte patienter bør have faciliteter, som giver dem mere privatliv, f.eks. i form af enestuer, hvor man kan have besøg uden at forstyrre de andre patienter. De langtidsindlagte patienter er ikke særlig oppegående, og derfor er afdelingernes spisestuer ikke særlig anvendt. Til gengæld skal man forbedre opholdsfaciliteterne i form af små hyggelige nicher nær sengestuerne. Der skal i det hele taget være faciliteter, som bedre svarer til de forskellige patientgruppers behov,« siger Carl-Otto Gøtzsche.

I fremtiden vil der blive færre men større sygehuse, forudser centerchefen, og det behøver ikke blive et problem, hvis sygehusene er bygget og indrettet på den rigtige måde.

»Hvis sygehusenes fysiske rammer er tidssvarende og indrettet både funktionelt og æstetisk rigtigt, vil det også være en medvirkende faktor til at kunne tiltrække personale og give patienterne en bedre oplevelse,« siger han.

Hvem skal behandle hvor?

Men en ting er sygehusenes fremtidige indretning - en anden er den overordnede strategi for sygdomsbehandling. Hvor skal den foregå?

»Sygehuse skal selvfølgelig stadig behandle de akutte patienter, men når vi ser på kronikerne, bliver vi nødt til at omstille fra et reaktivt sygehusvæsen til et proaktivt sundhedsvæsen. Vi bliver nødt til at gøre op med den tankegang, at institutioner er bedst til sygdomsbehandling. I USA har man en sundhedsmodel - Kaiser Permanente - med den filosofi, at indlæggelser er udtryk for fiasko i den forebyggende og vedligeholdende behandling, og den tankegang bør vi lære af,« siger Frede Olesen, professor i almen medicin. I de amerikanske sundhedsmodeller ser man ifølge Frede Olesen flere ambulante behandlinger og færre indlæggelser.

Som hospitalslæge er man tilbøjelig til at tænke, at alle problemerne bliver løst, hvis bare hospitalerne og ens egen afdeling får tilført flere ressourcer. Men i stedet for at tænke ,Godt, at vi fik patienten indlagt`, må man vende tankegangen om og spørge: Hvordan undgår vi, at patienten bliver indlagt? Som ansvarlig ledende sygehuslæge bør man ikke primært tænke på, hvordan man som afdeling på et sygehus behandler en kronisk sygdom, f.eks. diabetes, men hvordan man som et samlet sundhedsvæsen i en region behandler sygdommen,« siger Frede Olesen.

Sygehuslæger skal sammen med mange andre i sundhedsvæsnet tage et fælles ansvar for, at hele organiseringen af fx diabetesbehandlingen i en region er fintrimmet til samlet at udføre det optimale, siger han. Der er også behov for tilførsel af væsentlige midler til sundhedsvæsenets forsømte infrastruktur, men de 100 mia. kr. til nye sygehuse, som Danske Regioner ønsker, må føre til en forstærkning af den danske institutionsglæde. Det er lige så vigtigt at skabe en »forbrødring« mellem primærsektor og sygehusene, så vi får et sammenhængende velfungerende sundhedsvæsen med gode forløb og god forebyggelse og opfølgende behandling i primærsektoren, mener professoren.

»Patienterne oplever, at de to sektorer ikke vil hinanden, og det er et kæmpe problem. Man bliver nødt til at se de to sektorer som et hele. Udfordringen bliver at fremme og støtte den decentrale omsorg for de kroniske patienter, og det vil kræve et holdningsskifte både blandt læger og patienter,« siger Frede Olesen.

Han ser sygehusene og speciallægernes fremtidige rolle som hjælpere og understøttere af den lokale sundhedsindsats, bl.a. i form af udadgående funktioner og med forskellige telemedicinske løsninger, hvor man kan behandle og undersøge på distancen, mens patienten er i eget hjem.

»I den forbindelse vil man se en opgaveglidning, så der kommer langt større dynamik mellem både sektorer og faggrænser. Vi kan f.eks. i højere grad udnytte, hvad en sygeplejerske kan gøre i hjemmet med støtte fra egen læge eller en læge på distancen. Speciallægerne skal bruges til det superspecielle, men ikke kun på sygehusene. De skal kunne bruges overalt i regionens sundhedsbehandling,« siger han.

Uoverskuelige patientforløb

En af dem, som leverer patienter til sygehusene, er Lars Foged, der har været alment praktiserende læge i Skjern i 25 år. Han har taget turen med fra dengang, de fleste patienter blev indlagt på små, lokale sygehuse, hvor man havde et godt indbyrdes kendskab lægerne imellem, og hvor sygehuslægerne fulgte deres patienter tættere. Sådan er det ikke længere.

»I dag er det nogle helt andre patientforløb. Patienterne skal længere væk til de store centralsygehuse med mange flere læger. Mange patienter vælger de sygehuse, hvor ventetiderne er kortest, selv om de ligger et andet sted i landet. Vi læger kender heller ikke hinanden på samme måde som tidligere. Det er blevet mere uoverskuelige og upersonlige patientforløb, særligt for patienterne, men også for lægerne,« siger Lars Foged.

Hans største bekymring gælder den store gruppe af ældre, kroniske patienter, som ofte er gennem flere udredningsforløb, og hvis eneste faste holdepunkt i de forløb er deres praktiserende læge, fordi sygehusene ikke påtager rollen som »tovholder«, når en patient skal udredes på flere afdelinger.

»Mine ønsker til det fremtidige samarbejde med sygehusene er, at de praktiserende læger får hurtigere tilbagemeldinger fra sygehusenes patientudredninger, og at der kommer en bedre prioritering, så patienter med potentielt alvorlige diagnoser kommer hurtigere til. I dag skal man nærmest skrive ,mistanke om kræft` for at komme lidt frem i køen, og det er ikke rimeligt. Ofte risikerer man månedlange ventetider for den ældre kroniske patient med lige så alvorlige lidelser som kræft, og med udredning på flere afdelinger kan det løbe op i halve år, før de er færdigudredt,« siger Lars Foged.

Han mener også, at de højt specialiserede sygehusafdelinger risikerer at overse alvorlige sygdomme uden for deres eget speciale.

»En af mine ældre patienter blev over længere tid udredt for Parkinsons Sygdom på en neurologisk afdeling og ambulatorium uden samtidig kontakt til almen praksis, og det viste sig, at hun også havde dødelig mavecancer. Man havde kun fokus på en ting, og der var ingen på sygehuset, som havde givet hende en generel klinisk undersøgelse, som kunne have afsløret, at hun i udredningsforløbet udviklede en helt anden sygdom,« siger Lars Foged, som på sin ønskeseddel til fremtidens sygehuse derfor også har en bredere tilgang til udredningerne af specielt de ældre patienter, der kan bære rundt på flere alvorlige sygdomme.

»Akilleshælen i det nuværende sundhedsvæsen er patientforløbene i relation til almen praksis men nok så bekymrende internt på sygehusene, og hvis man skal til at bruge mange milliarder kroner på at bygge store, nye sygehuse, og samle behandlingen på endnu færre sygehuse, kan jeg godt være bange for, hvordan det skal gå med de patienter, som er ressourcesvage og møder op uden en ,specifik diagnose`. Der er brug for, at man etablerer bedre patientforløb, hvor udredningerne sker hurtigere, og patienterne bliver fulgt ordentligt til dørs - gerne i tæt samarbejde med almen praksis - hvorefter kommuner og praktiserende læger så må stå klar til at tage over,« siger Lars Foged.

Bedre fastholdelse nødvendig

På Dansk Sundhedsinstitut forsker projektleder Christina Holm-Petersen bl.a. i sygehusenes faggrænser og arbejdsorganisering. Hun ser fastholdelsen af medarbejdere på sygehusene som en af de vigtigste fremtidige udfordringer.

»Vi står allerede i dag i en situation med alvorlig mangel på både læger og sygeplejersker, og problemet kan blive endnu større, hvis sygehusene ikke formår at skabe mere attraktive arbejdspladser,« siger hun og fortsætter:

»Det er ikke nok at uddanne sig til en løsning af personalemanglen, så længe man eksempelvis har så stort et frafald fra sygeplejerskeuddannelsen. Man bliver nødt til at se på, hvad det er der gør, at det er så svært at fastholde personalet - såvel som de studerende. At gøre faggrænserne mere fleksible kan måske også bidrage til at løse problemet men er i sig selv heller ikke nok. Det gælder grundlæggende om, at sygehusene skaber nogle arbejdsvilkår, som gør, at medarbejderne har lyst til at blive der«.

Men bedre fastholdelse er ikke nogen lille eller enkel opgave. Og konkurrencen fra private hospitaler vil ikke gøre opgaven mindre fremover - måske tværtimod.

»Der er flere faktorer, som er med til at bestemme arbejdsvilkårene. For det første hvordan en afdeling bliver ledet. En god leder skaber fagligt engagement og motivation blandt sine medarbejdere, og en god leder skal også interessere sig for de mellemmenneskelige relationer,« siger Christina Holm-Petersen.

Endvidere betyder det noget, hvordan medarbejdere generelt er klædt på til at fungere i en travl, presset og fragmenteret hospitalsverden, og hvor mange hænder der er til at løse opgaverne. Er der eksempelvis mange stillinger, der er vakante, kan det have mange afledte konsekvenser.

»Derudover er der den sædvanlige problemstilling omkring ressourcer. Hvor meget kan man skære ned, før det går ud over arbejdsvilkårene og dermed arbejdsglæden. Og de fysisk rammer er mange steder nedslidte, hvilket også kan virke demotiverende for medarbejderne. En yderligere udfordring er, hvis sygehuse og afdelinger bliver meget store. Så går der nemmere samlebånd i behandlingen, og følelsen af et arbejdsfællesskab kan risikere at forsvinde,« siger Christina Holm-Petersen.

joel@goodstein.dk