Sengelukninger smadrer unikt tilbud til de svageste

»De dygtigste får nogle bedre tilbud rundt omkring og forsvinder. Så går stedet i opløsning, og den ekspertise er forsvundet«.

Klinikchef Jørn Lykke ser ikke lyst på de kommende måneder på den fyringsramte Afdeling M, Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde.

Afdeling M, landets førende behandlingssted for patienter med en såkaldt dobbeltdiagnose - psykisk lidelse plus misbrug - skal nedlægge 54 af sine 111 sengepladser. Afdelingen, som Jørn Lykke har opbygget gennem 22 år, lægger dermed ryg til over halvdelen af de sengepladser, der skal sløjfes på hele hospitalet.

Det orienterende stormøde for personalet med psykiatridirektionen er holdt. De første varslede fyringer har allerede fået navne og ansigter, og i de kommende uger skal Jørn Lykke indkalde medarbejdere til endnu en række ubehagelige samtaler. Ud over at afskedige plejepersonalet på de afsnit, der skal lukkes, skal han sige farvel til fire af afdelingens 16 læger - speciallæger såvel som læger under uddannelse til speciallæge. Også andre afdelinger vil være nødt til at afskedige læger.

Sårbart fagligt miljø

Kampen for at redde Afdeling L - langtidsrehabiliteringsafsnittet for de kronisk syge patienter - er allerede tabt. Den skal fra 1. januar omdannes til en retspsykiatrisk afdeling. Her valgte de to overlæger og afdelingslægen straks at sige op. Kun uddannelseslægerne er tilbage.

Nu gælder det kampen for at redde behandlingstilbuddet til patienterne med dobbeltdiagnose, som Afdeling M står for.

Overlægernes tillidsrepræsentant, Susanne Helmstedt, frygter, at det kan blive fatalt for, hvad hun betegner som »et sårbart fagligt miljø«:

»Vi har 111 specialiserede sengepladser på Afdeling M, og de drives faktisk af fire overlæger. Hvis bare én af dem rejser, er det 25 procent af de klinisk arbejdende overlæger. Og på nær en afdelingslæge er flertallet af de øvrige læger yngre læger i uddannelsesstillinger«.

I forbindelse med regionens beslutning om millionbesparelserne er hverken overlægegruppen eller klinikcheferne blevet spurgt om de faglige konsekvenser, siger Jørn Lykke.

»Man ansatte et konsulentfirma til at kulegrave arbejdet hernede, og de er lige kommet med en rapport, som ikke har noget med om det rent faglige. Vi er ikke blevet spurgt, og det er svært utilfredsstillende«.

Faglige råd ignoreres

Overlæge Henriette Harder Clausen peger på, at regionen har udnævnt den kognitive, adfærdsterapeutiske miljøterapi som så effektiv og god, at den skal implementeres i hele regionens psykiatri:

»Vi er det eneste sted, hvor alle, såvel læger som psykologer og plejepersonale, er uddannet i kognitiv terapi. Det virker da absurd, at man beslutter at implementere det i hele Region Hovedstadens psykiatri, samtidig med at man amputerer den eneste afdeling, hvor den behandling faktisk fungerer og har eksisteret i årevis«, siger Henriette Harder Clausen.

»Man har slet ikke diskuteret med os, hvordan det skal foregå«, føjer Jørn Lykke til. »Man lukker bare, og det er så enormt forstemmende. Havde man virkelig ment det, havde man i stedet sagt: 'O.k., vi flytter en afdeling ind til byen, men vi gør alt for at få personalet med, med alle deres kompetencer'. Men det har slet ikke været på tale«.

Susanne Helmstedt tilføjer:

»Der er en gruppe patienter, som ikke vil få et relevant og kvalificeret behandlingstilbud, når man reducerer sengetallet. I forvejen har vi trods behandlingsgaranti konstant ca. 100 patienter på venteliste. Sundhedsstyrelsen har frarådet at nedlægge sengepladser, før det er dokumenteret, at der ikke er behov for dem. Her er vi i den situation, at vi kan dokumentere behovet - og alligevel er planen, at afdelingen skal halveres, uden at der er en plan for, hvor man skal opbygge ekspertise og behandlingstilbud andre steder«.

Taberne taber igen

Patienterne kommer typisk til Afdeling M med en lang historie fra misbrugsbehandlingssystemet, almenpsykiatrien, privatpraktiserende psykiatere, ambulatorier, egen læge, og hvor de ellers har fundet kommunernes og regionernes forskellige tilbud.

»Typisk bliver nogle af de dårligste henvist til os, når de efter mange år ikke har kunnet få særlig god hjælp i det ambulante system. Vi får altså henvist de dårligste - dem, som ikke magter at møde op i de ambulante tilbud«, siger Henriette Clausen.

Hvad vil de patienter få, som ikke kan få en sengeplads her?

»De vil få et ambulant tilbud«, siger hun og vifter med Region Hovedstadens psykiatriplan, hvor visionen lyder sådan:

»Psykiatriplanens sigte med en omlægning fra stationær til forebyggende, ambulant og opsøgende psykiatri styrkes, så der i højere grad bygges på den psykisk syges egne ressourcer«.

»Det lyder jo rigtig godt«, siger Henriette Clausen. »Problemet er bare, at disse patienter ikke har ret mange resurser at bygge på. Nogle er så medtagne, at de har behov for en indlæggelse, så de kan blive afruset og komme i behandling for deres dobbeltdiagnose. De har ikke resurser nok til at møde op til ambulant behandling, og forsøg med opsøgende behandling har heller ikke givet resultat«.

Fra 127 til 0 bæltefikseringer

Det, som adskiller Afdeling M fra andre tilbud, er, at man her - under patientens indlæggelse - kan fokusere på såvel den psykiatriske sygdom som misbruget og rette behandlingen mod begge dele. Og det kræver, at personalet både har kompetence til misbrugsbehandling og har psykiatrisk kompetence, siger Susanne Helmstedt:

»Det nytter ikke at organisere det, så man går i den kommunale, ambulante misbrugsbehandling med misbruget og til den regionale psykiatri med sin skizofreni. Man bliver nødt til at integrere behandlingen, hvis den skal virke. Deler man den op, viser evidensen, at det ikke virker. Patienterne kan heller ikke overskue det«.

Hvad vil der ske med de patienter, som ikke længere kan blive indlagt hos jer?

»Hvis man går tilbage til at behandle dem på den mere traditionelle måde, får man alt for mange konfrontationer og langt flere retslige patenter«, siger Jørn Lykke.

»Der har i mange år været et stærkt politisk ønske om at nedbringe hyppigheden af bæltefikseringer, og vi har dokumenteret, at det kan man med vores behandlingsmetoder«, siger Henriette Clausen.

»I 2002 havde vi 127 bæltefikseringer på et år. I 2005, efter at vi havde fået indrettet Fjordhuset med tre integrerede specialafdelinger, var der kun fem på et år, og i opgørelsen for første halvår af 2010 har vi ikke haft en eneste bæltefiksering«.

»Der er jo forbundne kar mellem gruppen af dobbeltdiagnose-patienter og retspsykiatrien. Patienterne skal jo finansiere deres misbrug, og mange kommer ud i kriminalitet. Hvis disse patienter skal vente fire eller seks måneder eller slet ikke får et behandlingstilbud, fordi tidspunktet er forpasset, risikerer vi, at de bliver retslige patienter. I øjeblikket stiger deres antal med 14 procent om året. Det virker som om, man ikke har regnet på, h vad der sker, hvis man ikke behandler disse patienter tilstrækkeligt eller i tide. Og de retspsykiatriske patienter er en rigtig dyr patientgruppe - en tommelfingerregel siger, at hver seng i retspsykiatrien koster mindst det samme som to i almenpsykiatrien«.

Jeg har lært at tackle misbruget

Peter har været misbruger fra han var 14 år. Han har aldrig fået en uddannelse og endte på gaden som hjemløs. I dag har den nu 27-årige været indlagt i fem måneder på Afdeling M og er stoffri. Han tror ikke, at et ambulant tilbud ville have hjulpet ham

»Jeg havde paranoia. Hørte stemmer og så folk, som ikke var der«, fortæller Peter. »Og så var jeg inde i et fast misbrugsforløb: amfetamin, medicin og kokain. Her fik jeg en kold tyrker. Jeg får noget medicin at slappe af på, som har taget det værste. Psykofarmaka, der hjælper mod de psykiske lidelser. Der har ikke været noget i lang tid, og jeg skal videre herfra den 1. november«.

Hvordan gik det dig før?

»Dårligt. Jeg havde svært ved at holde mig fra misbruget. Hver gang, jeg var ked af det eller irriteret eller sur eller vred, handlede jeg med stoffer for at få det bedre«.

Peter er glad for at have sit eget værelse, »hvor man være sig selv, hvis det hele bliver for meget«, men han glæder sig også til at prøve livet udenfor og mener, at han nu er godt rustet:

»Men det bliver en prøvelse. Jeg er vant til at handle på misbrugs-måder, hver gang, der har været et eller andet. Nu er jeg blevet misbrugsfri. Det er en stor omvæltning«.

Kan du holde det? Hvad vil du gøre, når fristelsen dukker op?

»Så går jeg til NA-møde - Anonyme Narkomaner. Der kan man snakke om de problemer, man har, og få sagt tingene højt i stedet for at være ene om dem. Så deler man det, og andre tager ordet, som har prøvet noget lignende. Her bruger jeg personalet til at snakke med, hvis jeg er ked af det eller vred eller andet. Det kan jeg ikke gøre, når jeg kommer ud herfra. Der har jeg så tænkt mig at bruge NA«.

Er ambulante tilbud en god idé?

»Nej, for så skal folk møde af sig selv. Her er du indlagt og får hjælpen på en helt anden måde. Det er du ikke sikker på, når du kommer ud. Jeg tror, jeg ville have haft svært ved at bruge et ambulatorium«.

Har du prøvet andre behandlingsformer?

»Ja, Minnesota. Det holdt mig stoffri i to et halvt år - så gik det galt. Jeg har også været på Psykiatrisk Center i Hvidovre.

Hvordan kom du til stedet her?

»Gennem min læge. Jeg havde meget paranoia. Hun kendte stedet her og syntes, det var en god ide, at jeg kom i behandling. Jeg har fået meget ud af at være her. Jeg har holdt mig ude af mit misbrug og lært at tackle de problemer, der måtte opstå, på en anden måde, end jeg var vant til. Her er utrolig godt at være. Bare det at have sengepladsen og kunne holde sig ude af misbruget er en stor hjælp«.

Hvad skal du i gang med nu?

»Jeg skal have fundet mig et arbejde, så jeg kan fordrive min tid med et eller andet. Og passe mine møder i NA, så jeg stadig får noget hjælp. Ellers tager jeg det stille og roligt. Jeg har ikke for mange planer«.