Serviceassistenten holder sårhagen

FOTO: JØRGEN PLOUG

En gang kørte portøren patienten ind på operationsstuen, nikkede venligt og gik sin vej. I dag er portøren ikke portør men serviceassistent, og han går ikke sin vej. Han eller hun bliver, til operationen er færdig, for der er opgaver, der skal løses. Først og fremmest skal der holdes sårhager, men der skal også klippes tråde, og der skal suges og brændes ved hofte, knæ- og rygoperationer. Og det er serviceassistenter rigtig gode til.

Sådan er det i hvert fald i Silkeborg på Ortopædgirurgisk Afdeling, hvor serviceassistenter hjælper til ved operationen. Men hvad er historien bag dette nyeste »stormløb mod faggrænser« og satsning på teamarbejde? Hvilke forudsætninger har serviceassistenter for at være til stede som medhjælp under operationer, og hvor går grænserne egentlig for brug af forskellige personalegrupper i forskellige arbejdsopgaver på et hospital?

»Dette er kun begyndelsen«

Manden bag serviceassistenternes opkvalificering er afdelingens ledende overlæge Søren Mikkelsen. Og på spørgsmålet om, hvorvidt der findes grænser, trækker han blot på skuldrene:

»Ja, grænserne er der selvfølgelig. Men de flyttes hele tiden. Dette er kun begyndelsen, for som situationen er med mangel på læger, må vi hele tiden tænke i nye baner«.

For nogle år siden arbejdede Søren Mikkelsen på Holstebro Sygehus, hvor datidens portører havde visse opgaver ved hofteoperationer. Han ville gerne bygge videre på erfaringer fra den gang, og da han for fire et halvt år siden blev ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling på Silkeborg Centralsygehus, gik han i gang med at modne tanken over for kolleger og ledelse. Nu er projektet blevet til virkelighed, og det er ikke som et forsøg, men som en permanent ordning:

»Jeg var ikke i tvivl om, at det ville blive godt modtaget hos serviceassistenterne. Udfordringen var mere at få mine kolleger og sygeplejerskerne med på tanken, men det lykkedes faktisk forbavsende godt. Der vil altid være nogle, der er lidt skeptiske, men det var ikke mange«.

Yngre læger skal ikke løse praktiske opgaver

For Søren Mikkelsen var der flere gode grunde til at gå i gang med at uddanne serviceassistenter til at kunne hjælpe til ved operationer:

»De får en mere afvekslende arbejdsdag, og i en tid, hvor vi satser på at arbejde i teams, er det jo i sig selv et naturligt skridt. Men der er yderligere en vigtig begrundelse: Vi ville gerne løfte oplæringen af de yngre læger ved at kunne frigøre dem for nogle af de opgaver på operationsstuen, som de hidtil har skullet tage sig af. Og det må vi sige er lykkedes. Jeg er ikke i tvivl om, at denne oplæring er blevet mere effektiv, når lægerne ikke skal holde sårhager eller løse andre praktiske opgaver og dermed for eksempel ikke er bundet til at stå et bestemt sted i forhold til patienten«.

Afdelingssygeplejerske Lene Bjerregaard var fra starten positiv, da Søren Mikkelsen lancerede tanken om at lade serviceassistenter hjælpe til ved operationer:

»Ja, for kompetenceudvikling er altid godt, og hvis blot de faglige arbejdsopgaver og ansvarsområder er defineret, kan vi komme langt med et fleksibelt teamarbejde. Vi har ikke forceret dette frem, men brugt god tid på at få modnet tanken og få etableret en kort men meget grundig uddannelse i blandt andet hygiejne, arbejde i det sterile rum osv. Den har operationssygeplejersker stået for sammen med Søren Mikkelsen, og alle afdelingens 16 serviceassistenter er kommet igennem. Vi har også haft en fysioterapeut ind over, for der skal ofte arbejdes i svære arbejdsstillinger, hvor der måske skal holdes flere ting på en gang, og arbejdet er i det hele taget fysisk krævende«.

I dag er det 12 af serviceassistenterne, der er sårhageholdere, mens enkelte har valgt at sigte nej tak. Hver dag bruger vi tre serviceassistenter ved operationer, og ordningen har mødt stor velvilje fra alle sider. Det er da også et projekt, hvor der kun er vindere, siger Lene Bjerregaard.

Større helhed i arbejdet

Det er serviceassistent Stefan Tørring Winther helt enig i. Han oplever støre helhed i sit arbejde, og han følte sig godt rustet til opgaven, da han efter uddannelsesdagen første gang skulle være sårhageholder ved en operation:

»Det var den 26. september 2007, og jeg var da meget spændt på, om jeg nu kunne gøre det rigtigt. Det var en rygoperation, og det gik rigtig godt. Siden kom jeg med ved hofteoperationer og knæoperationer, og i dag har jeg det sådan, at jeg ser frem til de dage, hvor jeg skal være sårhageholder. Det betyder nogle mere afvekslende arbejdsdage. Før skulle vi måske lige holde patientens ben, mens sygeplejersken jodede af, og så skulle vi ud. Nu er vi med hele vejen igennem, og vi ved, hvad næste skridt er ved operation, og hvor vigtig rigtig leje af patienten er, for at operationen kan glide glat«, siger Stefan Tørring Winther.

Han er 23 år og har tidligere været i Livgarden og arbejdet som lagerassistent. Da han i marts sidste år startede som serviceassistent ved Regionshospitalet Silkeborg, forestillede han sig ikke, at han skulle være medhjælp ved operationer. Men da muligheden opstod, var han ikke i tvivl om, at det ville han gerne, og at det var en spændende udfordring.

På operationsstuen er det lægen, der har ansvaret og som sætter grænsen for, hvordan serviceassistenterne bruges. Og disse grænser kan godt være forskellige fra læge til læge:

»Det spiller selvfølgelig også ind, om det er første gang, jeg er sammen med kirurgen under en operation. Hvis det er den samme, jeg har været sårhageholder hos tre gange i træk, kan der komme nye opgaver til, som jeg skal tage mig af«, siger Stefan Tørring Winther.

Søren Mikkelsen nikker:

»Det er helt op til lægen på opera-tionsstuen, men selvfølgelig sker der løbende en udvikling efterhånden som serviceassistenten får større rutiner og kendskab til arbejdet på operationsstuen. Vi kan kun anbefale ordningen, for den giver større fleksibilitet, større tilfredshed hos serviceassistenterne og bedre oplæring af de yngre læger«, siger den ledende overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling i Silkeborg.