Sicko - en dokumentarfilm?

Man kan se Michael Moores film på to måder: som et ensidigt billede af de negative sider ved det amerikanske sundhedsvæsen eller analytisk med vægt på en egentlig analyse af svaghederne (og styrkerne) ved det amerikanske sundhedsvæsen.

Set på den første måde er det en glimrende film: skarp, humoristisk, brug af velkendte filmiske gimmicks, overdrivelser, stærkt bevægende personhistorier og ikke tilløb til »på den ene side, på den anden side«. Den er kompromisløst enøjet, noget, der i sekvenser får mindelser om propaganda - endog med ironiserende klip fra Stalin-tidens rigtige propagandafilm for at gøre (velbegrundet) nar af amerikanernes frygt for socialized medicine. Moore forsvarede ved pressekonferencen i Sønderborg ensidigheden med, at den »anden side« dominerer mediebilledet, og at humor er et stærkt våben. Det sidste er ubestrideligt rigtigt, og Moore mestrer det. Det første kan diskuteres men ikke i Moores sort-hvide verden. Filmen er en politisk kampfilm - ikke så meget »venstre - højre« - men et politisk argument for et andet og bedre amerikansk sundhedsvæsen.

Ved forevisningen i Sønderborg var der applaus efter fremvisningen. Jeg klappede ikke, men accepterer man Moores præmisser for journalistisk dokumentarisme, er det svært ikke at mumle »godt gået«.

Profit er roden til alt ondt

Anskuet analytisk og med godt kendskab til sundhedsvæsener er det en dårlig film: dokumentationen er meget selektiv, forsøgene på at forklare de amerikanske problemer er rudimentære, amatøragtige og ikke overbevisende men båret af Moores kæpheste og et relativt beskedent kendskab til både det amerikanske sundhedsvæsen og de lande, han lovpriser som alternativer: England, Frankrig og Cuba - sidstnævnte nok med et glimt i øjet - noget, højrefløjen i USA har overset i den efterfølgende skingre kritik. Moore rider tre kæpheste uden refleksion: profit er roden til alle dårligdomme, forsikringsselskaberne er ondskaben, og et offentligt drevet og finansieret sundhedsvæsen med adgang for alle er den eneste løsning - adgangen til sundhedsydelser er en menneskerettighed. Der er ingen distraherende og nuancerende ekspertudsagn. Fy føj! Kun en får lang taletid, nemlig den tidligere venstrefløjs Labour-minister Tony Benn, der udlægger og tolker det engelske National Health Service's sjæl og raison d'etre med velkendt og stærk demagogi.

I Sicko fokuseres der på amerikanere, som har sygeforsikring, og hvor svært, de har ved at få behandling. Det er et genialt træk. Indledningsvist nævnes blot, at der er 50 millioner uden sygeforsikring. Slut. Når man kan vise, hvor dårligt, det er for de forsikrede, behøver man ikke at fordybe sig ved en himmelråbende svaghed ved det amerikanske sundhedsvæsen, nemlig at alle ikke er økonomiske dækket i tilfælde af sygdom.

En række enkelthistorier viser, hvordan forsikringsselskaberne eller HMO'erne (sammensmeltning af forsikring og levering af sundhedsydelser) rationerer behandlingen til patienter og forsøger at undgå at betale - af hensyn til profitten naturligvis. Person-cases er et stærkt våben, især filmisk: en mand med to afsavede fingre og valget mellem, hvilken af dem, der skulle sys på til en pris på henholdsvis 12.000 dollars eller 60.000 dollars; et barn, der kun må få Cochlear-implant i det ene øre; en kræftpatient, der ikke må få en eksperimental kræftbehandling osv. Vel i alt 7-8 enkelthistorier fra USA.

Helvede vs. paradis

Der er naturligvis ikke en diskussion af, om det er det almindelige og dominerende billede. For Moore er det nok og uacceptabelt, at det forekommer - at man kan finde noget, der ligner, i lande, som han lovpriser, tæller ikke. Det amerikanske sundhedsvæsen er et helvede uden formildende omstændigheder; England og Frankrig et paradis uden fejl.

Den analytiske hjerne med kendskab til det danske sundhedsvæsen, det engelske og det franske vil notere, at en 2-3 af casene fra USA også forekommer i vores lande: Vi har i Danmark inden for det sidste år diskuteret spørgsmålet om Cochlear-implant i det ene eller begge ører, inden for det sidste par år har vi diskuteret adgang til eksperimentel kræftbehandling og problemstillinger vedrørende second opinion osv.

Moores dokumentation er mere end svag: Han bruger bl.a. WHO's miskrediterede hitliste over sundhedsvæsener fra 2000. Hans redegørelse om fremvæksten af HMO er groft misvisende. Det er rigtig, at loven kom under Nixon men at bruge uddrag af båndoptagelserne fra Nixons tid i det Hvide Hus som udtryk for, at Nixon og Edgar Kaiser udtænkte ideen, nærmer sig historieforfalskning. Kaiser Permanente, som mange danske politikere og sundhedsprofessionelle har besøgt i de sidste par år, hænges ud som patient dumper. Da jeg spurgte Moore, om ikke Kaiser Permanente var non-profit og næsten som socialized medicine svarede Moore undvigende: De var som alle de andre profithungrende.

Se filmen og nyd den for det, den er: en totalt enøjet beskrivelse af de negative sider ved det amerikanske sundhedsvæsen men forvent ikke analyse, refleksion og »på den ene eller anden side«. De i forvejen overbeviste vil blive bekræftet, de tvivlende vil trække på skulderen - ærgerligt, fordi der er både uacceptable sider ved det ameri-kanske sundhedsvæsen set med dansk optik, og så er der lommerne af sand verdensklasse: Mayo Klinikken, Cleve-land Heart Clinic, Kaiser Permanente og Veterans Administration for at nævne nogle få.

Michael Moore

• Amerikansk dokumentarfilminstruktør og forfatter, født i 1954.

• Kendt for sine satiriske udgivelser og markante politiske synspunkter.

• Dokumentarfilmen »Fahrenheit 9/11«, der handler om USA og eftervirkningerne af terrorangrebet på New York den 11. september 2001, især Bush-administrationens handlinger, vandt De gyldne Palmer på filmfestivalen i Cannes.

• Moore har også instrueret flere musikvideoer, især for det venstreorienterede, politiske rockband, Rage against the machine.