Content area

|

Sidste dag på Kirurgisk Akademi

Den 29. november 1939 blev der for sidste gang holdt forelæsning på Kirurgisk Akademi i Bredgade i København. Akademiet var blevet indviet i 1787, men nu var der sat endeligt punktum for 152 års uafbrudt undervisning i kirurgi på Akademiet.
Kirurgisk Akademi (yderst th) i Bredgade ca. 1840. Længst tv. ses Frederiks Hospital.
Forfatter(e)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk

Manden, som holdt den sidste forelæsning i det fine, gamle auditorium, hed Erling Dahl-Iversen – kirurg og chef for Rigshospitalets kirurgiske poliklinik samt en flittig medicinhistorisk forfatter.

Også før 1787 blev der undervist i kirurgi i København. Det foregik i Theatrum Anatomico-Chirurgicum, som barberkirurgen Simon Crüger havde indrettet i Købmagergade. Dette »teater« var det første skridt i Danmark hen imod at adskille kirurgien fra barberfaget og gøre den til videnskab.

»Kirurgfejden«

Akademiet i Bredgade fik det navn, som stadig står øverst på facaden: Academia Chirurgorum Regia – Det Kongelige Kirurgiske Akademi. Det signalerede, at der var tale om en selvstændig læreanstalt, som intet havde at gøre med Københavns Universitet og Det Medicinske Fakultet.

Akademiet blev indviet den 26. oktober 1787, efter at byggeriet var påbegyndt i 1785 på en grund i Frederiksstaden, som var skænket af enkedronning Juliane Marie. Hær og flåde havde brug for kirurger med en praktisk uddannelse og håndelag – ikke for læger, hvis fornemste kompetence var, at de kunne disputere på latin.

Forud for indvielsen var da også gået en bitter strid om, hvem der skulle være overkirurg på Akademiet. Striden bundede i den gamle modsætning mod de akademiske medicinere og de håndværksuddannede kirurger, som havde rødder i barberfaget.

Snit gennem Kirurgisk Akademi. Tegning af arkitekten, Peter Meyn.Snit gennem Kirurgisk Akademi. Tegning af arkitekten, Peter Meyn.

Universitetet ønskede at indsætte medicineren Henrich Callisen, der også var kirurguddannet, som leder og dermed knæsætte kirurgiens indordning under Universitetet. Det var en strid, som havde stået på lige siden 1736, da Crüger etablerede sit kirurgiske Theatrum i Købmagergade.

I den aktuelle strid, der blev kendt som »kirurgfejden«, løb hofkirurgen Alexander Kølpin af med sejren. Han stod som kirurgernes ledende talsmand, og Akademiet i Bredgade fremstod nu som en institution, der under kongelig protektion skulle lede den kirurgiske undervisning og eksamination samt udstikke kirurgiens videnskabelige fremtid i Danmark uafhængigt af universitetsmedicinen.

Celeber indvielse

Det blev derfor Kølpin, der kom til at holde festtalen ved indvielsen i 1787, fortæller Dahl-Iversen i sin forelæsning: Kølpins publikum bestod af kronprins Frederik (der regerede i stedet for sin sindslidende far), enkedronningen og arveprinsen. Men også ministre og deputerede, Københavns Magistrat, Collegium Medicum, højtstående embedsmænd og en mængde studerende fyldte auditoriets hårde, umagelige bænke. Den ikkeakademiske Kølpin talte på ubehjælpsomt latin (som hans lærde rivaler hånede og gjorde nar ad). Derefter blev der opført en kantate, der hyldede den enevældige konge som videnskabens beskytter.

Auditoriet står stadig, som det så ud ved indvielsen i 1787, og Kølpin beskrev i detaljer rummets udsmykning, herunder busterne af de to store, afdøde kirurger, Crüger og Wohlert, der endnu i dag overvåger salen fra deres nicher.

Kølpin beskriver også dissektionsrummet, og Dahl-Iversen oplyser, at »det ser i Dag [1939, red.] ud som dengang med samme Ovn og Ildsted og er det Sted, hvor Operationsøvelserne har været holdt i den Form, De kender, i hvert Fald i hundrede Aar, saavidt jeg ved«.

Selv om Kølpin var en dygtig og samvittighedsfuld kirurg, gjorde hans akademiske mindreværdskompleks ham sårbar, og han var hverken administrator eller leder. Det hjalp heller ikke på hans autoritet, at en kollega, som han foretog en vanskelig øreoperation på, døde. Ledelsen på Akademiet sejlede, og gradvist blev Kølpin trængt i baggrunden.

Kirurgisk eksamen

Fra Kølpins hånd findes en bog, som Dahl-Iversen refererer fyldigt fra. Her beskrives Akademiets kirurgiske eksamen, som efterhånden også blev aflagt af universitetets medicinstuderende, så de efter endt studium kunne kalde sig »cand.med. & chir.«. Eksamen varede ti timer fordelt på fire eftermiddage og foregik på samme måde, som hos Crüger på Købmagergade 50 år tidligere.

»Da Anvendelse af Kadaver er nødvendig, er det ikke muligt at tage de enkelte Fag i den sædvanlige og bedre begrundede Rækkefølge, hvori de bør foredrages for de Studerende, og dette er den væsentlige eller eneste Grund til, at visse Fag tages først, medens andre kommer til sidst«, skriver Kølpin. Man rådede hverken over fryse-/kølerum eller formalin.

På den første dag gennemgik den studerende sin viden inden for forskellige grene af anatomien samt kvæstelser og (kirurgiske) lidelser. I de følgende dage demonstrerede kandidaten sine færdigheder på et lig, som han havde dissekeret, blev eksamineret og prøvet i alt fra fysiologi, farmaci, kemi og forensisk medicin til rektalfistler, brok, nyre- og blæresten, indre og ydre læsioner for slet ikke at nævne kroniske og akutte sygdomme, børne- og kvindesygdomme, (hvad vi ville kalde) socialmedicin samt obstetrik, den korrekte anlæggelse af en forbinding og meget, meget andet.

Forelæsningerne foregik på dansk og tysk (af hensyn til de tysksprogede barbersvende fra hertugdømmerne). Men Universitetet havde fået en lille fjer i hatten: For at få første karakter skulle kandidaten vise sig »forfaren i Humaniora«, dvs. have en studentereksamen og altså beherske latin på et vist niveau. (Resultatet blev, at ingen opnåede førstekarakter, da ingen af kandidaterne i hvert fald frem til 1794 havde studentereksamen).

Ligene til brug ved eksamination kom fra den københavnske underklasse, fortrinsvis fra Almindelig Hospital, der lå i Amaliegade henne om hjørnet og havde pligt til årligt at levere et større antal afdøde fattiglemmer til Akademiet.

To lægeskoler

Eksistensen af to konkurrerende lægeuddannelser var et levn fra middelalderen, hvor lægen var en lærd mand, der betragtede den håndværksuddannede kirurg som en laverestående livsform. Men i 1830’erne var tiden løbet fra denne adskillelse. Det store flertal af medicinerne aflagde desuden en kirurgisk kandidateksamen, og en fortsat adskillelse af Fakultetet og Akademiet var derfor en anakronisme.

Der var enighed om, at en samling af lægeuddannelsen var det eneste rigtige. Til gengæld så parterne forskelligt på, hvordan det skulle foregå. Det Medicinske Fakultet var oprettet i 1479, samtidig med Universitetets grundlæggelse, og mente, at opkomlingen i Bredgade burde underordne sig.

Det mente Akademiets lige så selvbevidste professorer aldeles ikke. For det var almindeligt kendt, at deres undervisning var bedre end det, som Fakultetet præsterede. Hvordan ellers forklare, at flertallet af Fakultetets kandidater også aflagde eksamen ved Kirurgisk Akademi, mens kun få af Akademiets elever lod sig eksaminere ved Det Medicinske Fakultet?

Siden 1800 havde kun 65 taget den medicinske eksamen alene. Cirka 90 tog både medicinsk og kirurgisk eksamen, mens cirka 390 tog kirurgisk eksamen. Det var med andre ord Det Kirurgiske Akademi, som havde uddannet langt størstedelen af de danske læger siden 1787. Kirurgerne mente derfor, at Akademiet burde indtræde ved Universitetet som et kirurgisk fakultet ved siden af det medicinske, og med de samme rettigheder.

Uddannelserne samles

Enden blev, at der i 1838 blev indført en fælles embedseksamen for de to lægeuddannelser. Det var første skridt på vejen til at lægge Det Kirurgiske Akademi og Det Medicinske Fakultet sammen. Det skete den 1. januar 1842, og barnet kom til at hedde Det Lægevidenskabelige Fakultet. Efter århundreders rivaliseren kunne kirurger og medicinere endelig begrave stridsøksen.

Sammenlægningen skete i en brydningstid, hvor lægekunsten var i krise: Der var en voksende erkendelse af, at de metoder og den viden, man havde hæget om gennem århundreder, var forældet. Man var blevet bedre og bedre til at stille diagnoser, men over for selv de mest banale sygdomme var man ude af stand til at tilbyde en virksom behandling.

I den allerførste årgang af Ugeskrift for Læger, der udkom i 1839, beklagede den unge læge Carl Emil Fenger, at fysikken havde haft sin Newton og astronomien sin Galilei. Men »Medicinens Newton er endnu ikke optraadt«, og medicinen befandt sig nu på et stade, hvor andre videnskaber havde befundet sig for 100 år siden.

Det nye fakultet – og ikke mindst dets navn – signalerede også, at lægefaget nu kunne begynde at udvikle sig til en moderne videnskab.

Akademiets bygning var herefter Universitetets ejendom, men blev stadig brugt til anatomiske dissektioner og kirurgiske forelæsninger frem til 1939.

BILLEDTEKST:

Kirurgisk Akademi (yderst th.) i Bredgade ca. 1840. Længere til venstre ses Frederiks Hospital. (Det Kongelige Bibliotek)

BILLEDTEKST:

Snit gennem Kirurgisk Akademi. Tegning af arkitekten, Peter Meyn. (Det Kongelige Bibliotek)

Blad nummer: 

Right side

af Torben Mahneke | 22/10
1 Kommentar
af Flemming Amter | 19/10
1 Kommentar
af Henrik Dibbern | 18/10
1 Kommentar
af Jens Langhoff-Roos | 17/10
3 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 16/10
1 Kommentar
af Lars Lindberg Andersen | 15/10
1 Kommentar
af Johan Tommy Robert Wallentin | 14/10
1 Kommentar