Sikker gevinst: flere ludomaner

25.000 danskere - lavt regnet - er patologiske spillere. Og vi er sandsynligvis med rekordfart på vej mod det internationale gennemsnit: 1 procent af befolkningen. Sygdommen giver ofte en voldsom social deroute med bundløs gæld, splittet familie, tab af job og bolig. Patologiske spillere er typisk yngre mænd, dårligt uddannede og med en lav indkomst.

Genetiske forhold kan spille ind i sygdommen, som formentlig involverer endorfinsystemet. De målrettede behandlingstilbud er få og spredte. Der behandles med adfærdsterapi og nogle steder med SSRI eller opioidoptagelseshæmmere.

Det bliver hele tiden nemmere at få tilfredsstillet spillelysten. Med Dansk Tipstjenestes foreløbig godt 40 spillemaskinehaller rundt om i Danmark og flere på vej, er det statsautoriserede spillehalsmarked eksploderet på ganske kort tid. Oven i det offentlige »tilbud« kommer et ikke-opgjort, men ligeledes kraftigt voksende marked af virtuelle spillemaskiner, som enhver har adgang til fra den personlige computer - og naturligvis det allerede eksisterende grå og sorte spillemarked.

I blandt andet USA, Tyskland og New Zealand har omfattende undersøgelser vist, at den stærkest udløsende faktor for sygelig spillelidenskab er nem adgang til spil, hvor spændingen udløses her og nu som skrabelotteri og »enarmede tyveknægte«. De danske spillemaskiner blev fra årsskiftet 2000-2001 gjort ekstra tiltrækkende, fordi de nu kan udbetale gevinster op til 300 kroner ad gangen i kontanter. Undersøgelserne viser også, at antallet af patienter stiger med en vis forsinkelse efter liberalisering, så der med overvejende sandsynlighed er et regulært boom på vej.

Trængt behandling

Ringgården (www.ringgaarden.dk) med udgangspunkt i København og Odense er på Finansloven som afvænningssted. Her følger man en ren adfærdsterapeutisk linie. På årsbasis har man 600 ludomaner i ambulant behandling/kursusforløb og kontakt til yderligere ca. 350 over den anonyme telefonlinie. Langt de fleste har udviklet deres problem i spillemaskinehaller.

Der er venteliste for at komme i behandling med kognitiv adfærdsterapi på Ringgården, som vånder sig økonomisk. Finanslovsbevillingen slår ikke til.

Staten afsætter én procent af spillemaskineindtægterne til at afhjælpe ludomanien. Det bliver hurtigt til penge med den afgift, der blev indført fra og med 2001, hvor 30 procent af indehavernes fortjeneste skal i statskassen. Der vil med andre ord på længere sigt være penge nok til behandling, men i 2001 blev der givet så mange midlertidige dispensationer fra den nye statsafgift, at kun ganske få midler er kommet ind.

Ringgårdens forskningschef, lic.psych. Per Nielsen anslår på basis af et litteraturstudie med internationale sammenligninger, at antallet af danskere, hvis lidelse opfylder de diagnostiske kriterier for ludomani, er mindst 25.000 - et tal, der langt overstiger antallet af »rigtige« narkomaner.

En amerikansk regeringskommission kulegravede problemet i 1999 og så også på de internationale erfaringer. Kommissionen kom til den konklusion, at antallet af ludomaner på et veludbygget spillemaskinemarked stabiliserer sig på mellem en og halvanden procent af befolkningen.

Undgår hospitalerne

Patienterne kommer tilsyneladende kun i begrænset omfang i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem. Hverken ledende overlæge Jørgen Lykke fra Sct. Hans Hospitals centralvisitation eller overlæge Martin Lotz fra Psykoterapeutisk Daghospital ved H:S Bispebjerg Hospital kan huske mere end ganske få patienter med diagnosen og har ikke registreret nogen stigning i patienttilgangen i takt med de udbyggede, statsautoriserede spilletilbud. I år 2000 blev der i Psykiatrisk Centralregister kun opført ti deldøgn/ambulante forløb og fire heldøgnsindlæggelser med diagnosekode DF 630 for patologisk spillelidenskab, ludo- eller aleamani, som sygdommen også kaldes.

Men patienterne kommer altså til Ringgården, og Per Nielsen kan fortælle, at behandlingen har ganske god effekt. Fire ud af ti patienter får tilbagefald, medens de resterende får kontrol over deres spil. Uden sammenligning i øvrigt melder Gamblers Anonymous i USA, der har fungeret lige som Anonyme Alkoholikere med gruppestøtte siden 1957, om en tilbagefaldsprocent på 92 efter et år.

»Behandlingen på Ringgården strækker sig typisk over et halvt år med et fjorten dages kursus og en opfølgning med weekender og enkeltdage i resten af perioden«, fortæller Per Nielsen.

Hvorfor bruger I ikke medicinsk behandling over for de svære tilfælde?

»Erfaringerne fra alkoholbehandling viser, at antidepressiva hjælper rigtig godt - på de patienter, der har en depression. Man forsøger sig også med opioidblokkere, men her ser vi - ligeledes i alkoholikergruppen - at man kun kan reducere tilbagefaldsraten med ti procent. Vi regner ikke med, at resultaterne vil være særlig meget anderledes for spillere«.

Er spillerne »blandingsmisbrugere?«

»Nej, vi ser flest med rent spillemisbrug. Men fra internationale undersøgelser ved vi, at en del har andre former for misbrug i fortiden«.

Hvorfor er den danske behandling af ludomaner først et fænomen fra 90'erne? Problemet har jo været kendt i udlandet i mange år?

»Diagnosen blev først anerkendt i Danmark i 1992. Samme år startede Center for Ludomani. Vi forsøgte at komme ind under Sygesikringen. Det afviste Amtsrådsforeningen, selv om der jo altså er tale om en sygdom på WHO's diagnoseliste.

Der kunne ikke være tale om at etablere et tilbud med egenbetaling, for når patienterne kom til os havde de dengang en gæld på i gennemsnit 350.000 kroner. Vi kom heldigvis på Finansloven, og Danmark er forud for både Norge og Sverige, hvor man endnu ikke har etableret behandling i det omfang, vi trods alt har herhjemme. Det er jo helt rart at være foran - det er vi ikke vant til inden for misbrugsbehandlingen herhjemme«, understreger Per Nielsen.

Terapi ikke altid nok

Psykiateren Gustav Erik Halberg har etableret »Ludoklinikken« sammen med Kognitivt Psykologcenter i København.

Han står i køen for at få del i puljen til ludomaniprojekter, men har som Ringgården mærket følgerne af det ringe cashflow til puljen i 2001.

Ludoklinikkens tilbud er ligeledes kognitiv adfærdsterapi, men ud fra sine erfaringer med behandling af ca. 50 patologiske spillere i anden sammenhæng mener Halberg i modsætning til Ringgården, at medicinsk behandling i visse tilfælde kan være indiceret i form af SSRI eller Naltrexon, som blokerer opioidreceptorerne i hjernen.

»Jeg har set tre spillere, som har haft tilbagefald efter behandling på Ringgården, og kognitiv terapi er heller ikke ifølge litteraturen altid tilstrækkelig«, siger Halberg, som formoder, at forhold i endorfinsystemet er involveret i sygdommen. Fænomenet er i litteraturen omtalt som »the reward deficiency syndrome«. Det kan også forklare nogle genetiske aspekter ved ludomani.

Det undrer ham ikke, at de psykiatriske afdelinger kun ser få spillere, eller »gamblere«, som Halberg foretrækker at betegne de m. De er ganske vanskelige at få i tale og endnu sværere at få til at forblive i behandling.

»Gamblerne kommer, fordi de taber - ikke fordi de spiller. Hvor alkoholikerne oplever at få det fysisk bedre, når de er alkoholfri, oplever gamblerne et omfattende tab - de bliver konfronteret med en gæld, som ganske vist har været der hele tiden, men som nu skal indfris på den hårde måde.

Desværre må jeg også sige, at det er svært at fastholde spillerne i behandling, når det er familien, der henvender sig. I de situationer må vi ofte afslutte efter en enkelt samtale. Derfor vil vi på Ludoklinikken gøre meget ud af motivationsfaktoren. Vi vil således gennemføre to introduktionssamtaler. Kommer spilleren også til nummer to, fortsætter han i tremandsgruppe. Grunden til, at vi vil lave så små grupper, er, at det ellers er for let for spillerne at undgå aktiv deltagelse. Gamblere har ofte ,avoidance personalities`«, forklarer Halberg.

Det store kick

Klinikken vil også undervise i sandsynlighedsregning. Det har god effekt at lære folk at blive bedre til at vurdere en risiko.

»I øvrigt er det vigtigt at rose spillerne for deres personlige egenskaber. Spil viser jo også en positiv side - man kunne kalde det risikovillighed.

Forløbene bliver korte med opfølgning i form af telefonkontakt. Nogle skal selvfølgelig have en længere behandling, men min erfaring er, at man kan komme i land på ret få konsultationstimer.

Adfærdsterapeutisk handler behandlingen bl.a. om at eksponere spilleren for den situation, hvor spilletrangen er stærkest og indøve alternativ adfærd«.

Heller ikke Halbergs spillerpatienter udviser blandingsmisbrug. »Selv siger de, at intet andet kommer op på siden af spil. Det er fx billigt for kasinoerne i USA at tilbyde gratis mad og drikke. Der var også en trist historie fra Japan, hvor en kvinde efterlod to børn i sin bil for at spille. Børnene døde af væskemangel. Spillerne nedprioriterer fysiologiske behov.

I USA har man haft en liberal spillelovgivning i visse stater i mange år. Her viser de epidemiologiske studier, at der går et stykke tid, før patologisk spil udvikler sig til et kvantitativt problem, og så kommer antallet af ludomaner op på små 1 procent af befolkningen. Hertil kommer en del mennesker med et problematisk, men endnu ikke sygeligt forhold til spil. Det samme mønster har vist sig i New Zealand, Spanien, Tyskland og flere andre steder«.

Så flere spillehaller betyder flere patologiske spillere?

»Ja, sådan må det være. Det er den årsagsfaktor, som slår hårdest igennem. Når man alligevel liberaliserer spillelovgivningen både her og internationalt skyldes det jo, at man mange steder har nået smertegrænsen for andre beskatningsformer, lige som det er en vej til at inddrive en del sorte penge.

Det er rationelt samtidig at begrænse skadevirkningen ved at give fri og hurtig adgang til behandling«, slutter Gustav Halberg.

Portræt af den patologiske spiller

• Stærkt optaget af spil. Bliver fraværende, når han spiller eller tænker på spil.

• Har behov for at øge indsatsen for at opnå spæn-ding.

• Bliver rastløs eller irriteret, når han er nødt til at forlade spillet.

• Spiller for at slippe for at tænke på dagligdagens problemer.

• Vender tilbage til spillestedet for at vinde det tabte tilbage.

• Lyver over for familie og omgangskreds for at skjule sin deltagelse i spil.

• Har begået kriminalitet, fx checkrytteri, tyveri eller underslæb for at kunne spille.

• Har mistet eller bragt venskaber, job eller uddannelse i fare på grund af spil.

• Har overladt det til andre, familie eller institutioner at redde sig ud af økonomiske problemer, som han udelukkende er havnet i på grund af spil.

• Har gentagne gange forsøgt at bringe sin spillelidenskab under kontrol, eller forgæves forsøgt helt at stoppe sit spil.

Fra Ringgårdens hjemmeside