Skip to main content

Sikker søgning på Jobbasen

Journalist Christian Andersen - ca@dadl.dk

2. nov. 2005
3 min.

Lægeforeningens i forvejen veludbyggede service over for både annoncører og jobsøgende læger bliver til stadighed forbedret - senest med Stillingsbanken (www.stillingsbanken.dk)

Her kan annoncørerne når som helst selv indtaste en stillingsannonce og få fem procent rabat på grund af selvbetjeningen. Annoncen kommer straks på nettet, og inden 48 timer er løn og arbejdsvilkår også godkendt af den relevante faglige organisation - en service ingen andre medier kan tilbyde. Naturligvis bringes annoncen også i Ugeskrift for Læger.

For annoncørerne er Ugeskrift for Læger og Lægeforeningens internetbaserede Jobbase (www. dadlnet.dk/open/jobbase/index.htm) en gennemprøvet hurtig og effektiv måde at rekruttere læger på, og for jobsøgende læger er det nu muligt med få klik med musen at få et overblik over ledige stillinger i et jobmarked, som ellers kan være uoverskueligt.

Alle jobannoncer i Ugeskrift for Læger optages automatisk - og uden beregning - i Jobbasen.

Jobbasen er avanceret, men samtidig let at finde ud af. Du kan fx indsnævre din søgning til et bestemt sygehus eller et speciale - en søgefunktion, som ingen andre, danske jobbanker på internet kan matche.

Ud over at tilbyde enkle og effektive søgemuligheder for læger på udkig efter ledige stillinger, giver Jobbasen også læger mulighed for at indtaste en profil under »Opret abonnement«.

Her kan den enkelte læge notere sine jobønsker, og når drømmejobbet eller det, der ligner, bliver annonceret, får den pågældende læge straks en e-post om det. Det er muligt at lave så mange profiler, som man har lyst til.

Under overskriften »Korttidsvikariater« kan arbejdsgivere annoncere med stillinger på maksimalt tre måneders varighed, og under punktet »Vikarer til almen praksis« kan læger, som for en kortere periode ønsker et job, byde sig til.

Endelig er der på Jobbasen et link til hjemmesiden for Grønlands Sundhedsvæsen - naturligvis indeholdende ledige stillinger.

Forbedret service

»Stillingsannoncer i Ugeskrift for Læger i kombination med Lægeforeningens Jobbase og Stillingsbanken.dk er måske det bedste tilbud, der findes inden for jobformidling i dag. Vi arbejder hele tiden på at udvide og forbedre vores service. Jeg kunne godt forestille mig, at vi i fremtiden kan sende sms-beskeder med jobtilbud til læger, eller e-mails med billeder eller video af fx hospitalet og de kommende kolleger«, udtaler Jørgen Uhlig, markedschef i Lægeforeningen.

»Når vi løbende gennemfører læseranalyser, bliver annoncørerne naturligvis også hørt. Ellers kan vi ikke for alvor forbedre og udvikle vores jobservice. Fra vores seneste analyse af stillingsannoncerne har vi modtaget mange konstruktive forslag og kommentarer fra annoncørerne, og det vil forhåbentlig allerede i løbet af foråret resultere i en udvidet service over for de jobsøgende læger, bl.a. med endnu bedre søgemuligheder«, nævner Jørgen Uhlig.

Ugeskriftet foretrækkes

Ugeskrift for Lægers seneste læserundersøgelse, foretaget i samarbejde med analysebureauet Genius Marketing Intelligence og UNI-C, bekræfter tidligere undersøgelser om, at læger suverænt foretrækker Ugeskriftet frem for andre medier henvendt til læger.

Hele 95 procent af de danske læger læser hver gang eller regelmæssigt Ugeskrift for Læger - 90 procent af lægerne betragter Ugeskriftet som en naturlig del af deres efteruddannelse. Ni ud af ti læger holder sig løbende orienteret om lægestillinger via Ugeskrift for Læger.