At sikre den danske medicinske kulturarv kræver professionalitet og samarbejde

Jeg er først nu blevet gjort opmærksom på det læserbrev [1], hvori fhv. gæstekurator Mogens Norn giver udtryk for sin bekymring for sikringen af den danske medicinske kulturarv.

Personligt har jeg stor forståelse for, at Mogens Norn er ked af at skulle forlade den institution, hvor han har tilbragt 15 gode emeritusår. Men desværre er redegørelsen af forholdene ved Medicinsk Museion faktuelt ukorrekt [2] og udlægningen af problemet med sikringen af den medicinske kulturarv ganske misvisende. Jeg bliver derfor nødt til at korrigere hans fremstilling.

Vi skal ikke glemme, at det fhv. Medicinsk-historisk Museum havde så store problemer, at det i 1996 blev nedlagt som selvstændigt institut. Da jeg fik ansvaret for virksomheden i 1999, bestod opgaven i at professionalisere museumsvirksomheden og at løfte forskningen op til et internationalt niveau.

Daværende Statens Museumsnævn udarbejdede i 2000 en evalueringsrapport, der bl.a. også omhandlede de samlinger, som Mogens Norn beskæftigede sig med. Nævnet konkluderede, at virksomheden igennem lang tid ikke havde levet op til professionel museal praksis. Rapporten blev sammenfattet i Ugeskrift for Læger under overskriften »Kaos på museet« [3].

I de seneste tre år er store dele af Medicinsk Museions ressourcer blevet brugt på en omfattende oprydning og revision af samlingerne. Vi har nu endelig fået et overblik over, hvad samlingerne faktisk indeholder, samt deres bevaringsstatus. Dermed har vi for første gang et instrument til varigt at sikre den tidligere medicinske kulturarv, som generationer af danske læger har været med til at indsamle til Københavns Universitet.

Medicinsk Museion har på få år fået status som en af de mest innovative institutioner, internationalt set, når det gælder integration af medicinhistorisk forskning og museumsvirksomhed. Som følge heraf indgår vi nu i et internationalt samarbejde, bl.a. omkring elektronisk tilgængeliggørelse af samlingerne. En væsentlig årsag til, at Medicinsk Museion er med i fronten af den internationale udvikling på det medicinhistoriske museumsområde, er netop, at vi har sat dokumentation, indsamling, bevaring og formidling af de seneste årtiers medicinske historie som vores primære opgave.

Endelig er det ikke rigtigt at påstå, at Medicinsk Museion skulle have forsømt samarbejdet med lægelig fagekspertise. Med udgangen af 2005 afsluttede vi en række gæstekuratorkontrakter, men den nødvendige professionalisering af museumsvirksomheden kræver, at vi skaber mere dynamiske former for samarbejde med sundhedsvæsnet. Derfor er vi nu i fuld gang med dokumentation og feltarbejde samt indsamlings- og udstillingsaktiviteter sammen med en række forsknings- og hospitalsaktører over hele landet.

Hvis vi ikke prioriterer indsamling af det biomedicinske område, risikerer de sidste 50 års danske medicinske kulturarv at blive smidt på lossepladsen. Heri ligger den virkelige fare med hensyn til sikringen af den medicinske kulturav.