Skip to main content

Sin egen chef

Journalist Mette Breinholdt

2. nov. 2005
3 min.

Faktisk fik Bent Uhrbrand buddet om at arbejde på Mølholm allerede ved hospitalets start i 1993. Men dengang var han netop færdig som speciallæge, og hans hang stod til specialisering inden for intensiv medicin.

- Jeg ville fortsætte med at uddanne mig på de forskellige universitetssygehuse. Uddannelsen er bredere i det offentlige, og jeg var langtfra færdig med at prøve de ting af, siger han.

Da karrieren førte ham til det en slutstilling i Kolding, sagde han dog ja til at arbejde på Mølholm som konsulent.

- På det tidspunkt syntes jeg igen, det var spændende at bedøve, fordi min hverdag på sygehuset nu var ren intensiv medicin, forklarer Bent Uhrbrand. Nu var det hverdagen på det offentlige sygehus, som var blevet for smal.

Medejer

I 2001 fik han så tilbud om at blive medejer af anæstesiklinikken (se boks), og valgte at sige ja tak.

- Det var et godt tilbud at blive medejer. Og så var det en spæn-dende udfordring i den grad at få indflydelse på strukturen. I det offentlige bestemmer man meget selv. Men der er også meget udefrakommende, siger han.

Indtjeningen på Mølholm er også lidt bedre, men for Bent Uhrbrand har det ikke været det primære.

- Det primære var at få lov at blive selvstændig. Også selvom jeg var splittet i forhold til at måtte opgive det intensive arbejde, fortæller han.

Men det som gjorde udslaget var nok i sidste ende, at det psykiske arbejdsmiljø på afdelingen i Kolding langtfra fungerede. Så på den ene hånd havde han en arbejdsplads, hvor han kunne bruge sin specialviden om intensiv medicin, men hvor det ikke altid var lige sjovt at komme på arbejde. På den anden hånd vidste han fra sine konsulentjob på Mølholm, at her var et rart arbejdsmiljø. Desuden ville han få færre vagter og tjene bedre.

Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og savner egentlig ikke det intensive. Det er en periode, der er slut, siger han.

Mølholms organisation

Privathospitalet Mølholm dækker egentlig kun over et aktieselskab som ejer bygningerne og inventaret, sengene og noget af det udstyr som næsten alle »klinikkerne« på hospitalet benytter sig af.

Desuden er det Privathospitalet Mølholm, som ansætter sekretærer, sygeplejersker og rengøringsassistenter.

De enkelte specialer har »klinikker«, der som regel er ejet af en eller to læger og enten er oprettet som aktieselskab eller anpartsselskab.

De enkelte »klinikker« lejer sig så ind på Privathospitalet Mølholm, hvor de ud over lejen betaler et administrationsbidrag. Al indtjening ud over udgifterne til Mølholm går til klinikken selv.

Privathospitalet Mølholm sigter på konstant at have et overskud på én million kroner.

Filialer

Ud over selve hospitalet på Brummersvej i Vejle har Privathospitalet Mølholm to filialer:

  • Gammeltorv i København, som varetager forundersøgelser, efterkontroller, småundersøgelser og helbredsundersøgelser, og som derfor ikke har nogen senge

  • Dermatologisk Laserklinik, Risskov, Århus, som foretager laserbehandlinger af hudproblemer.

  • Mølholm Forsikring, som er et forsikringsselskab, der sælger behandlingsforsikringer. Målgruppen er fortrinsvis virksomheder, der ønsker at sikre deres medarbejdere hurtig behandling.

Specialområder

Anæstesiologi; Brystkræftbehandling; Dermatologi; Dermatologisk laserbehandling; Gynækologi og infertilitetsbehandling; Håndkirurgi; Karkirurgi; Medicin - herunder gastroenterologi, kardiologi, lungemedicin - allergologi og infektionsmedicin - tropesygdomme; Helbredsundersøgelser; Erhvervsmedicinsk Center; MR-skanning; Neurofysiologi (ENG, EMG, EEG); Neurokirurgi - rygkirurgi; Organkirurgi; Ortopædkirurgi; Plastikkirurgi; Reumatologi; Urologi; Ultralydsskanning; Øjenoperationer; Øre-næse-hals-operationer; Aktiv rekreation.

Forskning

Mellem 10 og 20 videnskabelige artikler udgår hvert år fra Mølholm.