Sjælesorg i bevægelse

Sjælesorg forbindes ofte med sorg. Betydningen er dog bredere, idet sjælesorg betyder omsorg for sjælen. Bogen tager sit afsæt i teologien – den er ment som en introduktion til kommende sjælesørgere, men den kan sagtens læses bredere af folk, som er interesseret i og arbejder med omsorg for andre.

I denne COVID-19-tid gælder omsorgen ikke kun den enkelte patient eller grupper af patienter, men den gælder også vores nærmeste, kollegaer og medarbejdere.

I lægeverden møder vi ikke kun en patient med symptomer; men vi møder et helt menneske, som det fint fremgår af en artikel i Månedsskrift for Almen Praksis – september 2021 ved Jan-Helge Larsen, Helle Therese Kirkegaard, Gunnar Nordgren og Joanna Ahlkvist. Det hele menneske handler ikke alene på sine symptomer, men også på fortolkningen af de grundlæggende livsvilkår som kastethed, alenehed, frihed, meningsløshed og død samt på sin stemthed, der kan dække over stærke følelser af skyld, skam, angst, modløshed, vrede eller ambivalens. Relationen mellem læge og patient er som andre relationer et magtforhold. På den vis er vi overgivet til den etiske fordring, som beskrevet hos K.E. Løgstrup. Begge parter er afhængige af relationens sårbarhed.

Når man har med den anden at gøre, skal man derfor forholde sig til både grundvilkårene og den andens følelser. Det gælder altid i mødet med hinanden, men aktiveres specielt, når vores eksistens føles eller er truet. Den etiske fordring er uudtalt, ensidig, radikal og kræver, at man handler uselvisk og med respekten for det levede liv.

Bogen er inddelt i fire dele. Den første del er et historisk afsnit – en indføring i emnet med en norsk/dansk synsvinkel. Anden del omhandler sundhedssektoren med sorggrupper og teams, men også om mødet mellem personale og sygehuspræst. Tredje del handler om kirke og samfund. Fjerde del ser på de teologiske kilder. Bogen er således historisk godt dækket ind og behandler emnet både teoretisk og praktisk.

COVID-19 har ramt samfundene hårdt. En hård sygdom for den ramte, men også langvarig og udmattende for de ikkeramte. Sjælesorg eller eksistentiel omsorg i sundhedssektoren retter sig derfor også mod personalet. Pandemien er ny og formentlig derfor har omtalen ikke fundet en plads i anden del af bogen. Allerede nu spiller sygehuspræsterne, visse steder, en væsentlig rolle i samtalen med den enkelte eller grupper af medarbejdere. Sygehusarbejde foregår heldigvis ofte i teams, som ikke alene hviler på faglig stringens, men også hviler på respekt for andres faglige og personlige kompetencer samt en god kommunikationskultur. Omsorgen gøres derfor lettere og kan med fordel faciliteres gennem relationel koordinering, som jo heldigvis har været et tilgængeligt ledelsesværktøj et stykke tid.