Skåltalen fra Barcelona

Forudsætningen for, at et sundhedsvæsen af høj kvalitet også i fremtiden bliver et bærende element i det danske velfærdssamfund, er, at vi bliver i stand til at finansiere det. Det kræver vækst og udvikling. Men lav eller slet ingen vækst synes at have bidt sig fast i vores del af verden. Derfor er det godt, at visionære europæiske regeringschefer allerede for et år siden besluttede at sætte ind der, hvor der er stor sikkerhed for at skabe grobund for vækst. I Barcelona underskrev de en erklæring om, at EU-landene i 2010 vil anvende tre procent af deres nationalindkomst til forskning og udvikling, fordelt med to procent i den private og én procent i den offentlige sektor.

Det vil nu være kendt, at den danske regering ikke har tænkt sig at trække ud i en bane, hvor det er realistisk, at dette mål bliver nået. På finansloven er der lige netop afsat tilstrækkeligt med midler til, at den offentlige forskningsaktivitet ikke falder. Det er både udtryk for, at Barcelona-erklæringen åbenbart mere skal opfattes som en skåltale, og for at der tænkes utroligt kortsigtet, når politikerne skal have puslespillet om statens finanser til at gå op. For den medicinske forskning er der det særlige problem, at politikerne tilsyneladende vil overlade til industrien at nå de mål, der skal nås, så forholdet mellem offentlig og privat finansiering bliver én til fire og ikke de én til to, som var tilfældet for bare et par år siden. Det er meget lidt visionært, og det er selvmodsigende i en tid, hvor finanspolitikken lempes for at skabe nye arbejdspladser.

For er der et område, hvor der er vækst og arbejdspladser, så er det inden for forskning og udvikling. En lang række analyser viser en klar positiv sammenhæng mellem et lands investeringer i forskning og udvikling og den samfundsøkonomiske vækst. På europæisk plan skulle en opfyldelse af Barcelona-målsætningen give en ekstra vækst på 0,5 procent om året, og en forøgelse af beskæftigelsen i EU med 400.000 mennesker. Men der skal helt andre boller på suppen, hvis Danmark som et af de rigeste lande i EU skal høste sin rimelige andel af denne vækst. Som forskernation er vi ganske enkelt bagud i forhold til de lande, som vi har lyst til at sammenligne os med. Omkring årtusindskiftet var der i Danmark 61 forskere pr. 10.000 personer i arbejde. De tilsvarende tal var for USA 74, Sverige 86, Japan 95 og Finland 94. Der er mere end én forklaring på, hvorfor Finland for øjeblikket er den mest fremgangsrige nation i Norden. Og for øjeblikket er det sådan, at både Sverige og Finland allerede anvender mere end de tre procent af BNP, som vi vil få mere end almindeligt svært ved at nå om syv år.

Faresignalerne er også synlige, når det gælder en anden af de målbare indikatorer for forskningen: antallet af publicerede videnskabelige arbejder. Her viser tal fra det europæiske statistiske kontor, at Danmark i perioden 1995-1999 lå næsthøjest med antallet af videnskabelige publikationer på europæiske plan og lå øverst på listen over antallet af publikationer, der er blevet særligt ofte citeret. Begge dele målt i forhold til landets størrelse. I årene derefter stiger antallet af danske videnskabelige publiceringer ganske vist fortsat med otte procent, men er vækstgennemsnittet for hele EU skudt op på 33 procent.

Sammenhængen er, at forskningen i Danmark i begyndelsen af halvfemserne fik en kraftig indsprøjtning af offentlige midler, og det blev synligt i videnskabelige publiceringer nogle år senere. Tilsvarende begyndte besparelserne på de offentlige bevillinger i årene efter 1998, og det er det, som nu bliver synligt. Den udvikling vil fortsætte, hvis skåltalerne i Barcelona ikke omsættes i praktisk politik.