At skabe tryghed

At skabe tryghed er blevet et nyt mantra i debatten om fremtidens sundhedsvæsen. Ifølge Venstres ordfører Troels Lund Poulsen er det udtryk for et ønske om tryghed, at læger skal have en resultattavle hængende i klinikken med oplysninger om kvalifikationer, klagesager m.v. Ifølge flere regionsborgmestre er det for at gøre borgerne trygge, at de fortsat skal kunne vandre ind på dagåbne skadestuer direkte fra gaden. Det må være en fælles opgave for Lægeforeningen, sundhedsmyndighederne og regionernes ledelse at få fortalt, at de sælger falsk tryghed.

Vi har i dette land et tilsyn i form af Sundhedsstyrelse og embedslæger, der afgør, hvorvidt læger og andet sundhedspersonale er kvalificeret til at bestride deres hverv. Hvis det skønnes, at det ikke er tilfældet, vil tilsynet sætte vedkommende under overvågning og eventuelt kræve forskellige former for efteruddannelse, ultimativt fratage lægen autorisationen. Det giver mening. Men at forestille sig, at fru Hansen kan gøres tryg ved på stedet at skulle håndtere og vurdere en række oplysninger om lægens efteruddannelse og eventuelle påtaler er ude i hampen. Tryghed handler om tillid mellem læge og patient. Hvis tilliden ikke er til stede, er det muligt at skifte læge. Hvis lægen er farlig for sine patienter, må tilsynet gribe ind.

Når det gælder reformen af akutberedskabet præsenteres det i flere regioner som tryghedsskabende, at man i et eller andet omfang bevarer det bestående. Det er jo korrekt, at mange mennesker opfatter det som trygt, at der ikke sker forandringer. Men man sælger disse mennesker en illusion. Bag de gamle neonskilte med skadestue vil der ske en støt forringelse af det tilbud, som patienterne får, alene af den grund, at det vil blive stadig sværere at tiltrække kvalificeret sundhedspersonale. Det er som bekendt ikke kun læger, der er mangel på.

Et akutsygehus, skadeklinik eller lign. i baghaven kan let blive en falsk tryghed, hvis kompetencen til at varetage de alvorligst syge ikke er til stede. Det er skønt med en åben dør, men hvis der bag døren ikke er de læger, der er behov for, så nytter det ikke stort. Tryghed skal først og fremmest være til stede når det virkelig gælder, og vi kan ikke sprede special-lægedækningen på akutsygehusene ud i et tyndt lagt. I stedet skal vi satse på akutmodtagelserne og et tilstrækkeligt præhospitalt beredskab. Når det gælder, så skal lægen kunne komme til patienten.

Vi får at vide, at det ikke opleves som trygt, at man skal bruge egen læge eller lægevagten i en akut situation, Tilgæn-geligheden er ikke god nok, hedder det. Til det må vi sige, at de praktiserende læger er helt opmærksomme på, at det er et problem i dag, men at det kan løses ved ny teknologi, ved at omlægge arbejdsgange i klinikkerne og ansætte andet personale og i øvrigt ved at styrke lægevagten markant. Almen praksis er indstillet på at løse opgaven, hvis man fra politisk hold vil bakke dem op og investere i almen praksis ligesom i resten af det akutte beredskab. Det er jo en del af reformen, at det skal være lettere at få fat i lægen ved pludselig sygdom.

Når fagkundskaben hele vejen rundt i sundhedsvæsenet har anbefalet denne løsning, så er det jo ikke af hensyn til lægerne. Så er det fordi vi faktisk mener, at vi kan give patienterne et bedre tilbud og større tryghed ved, at de kan bruge det finmaskede net af praktiserende læger, fordelt over hele landet. Men forandring kræver investeringer og politisk mod.