Skæv forskning

Som minimum bør midlerne til den frie forskning udgøre to tredjedele af den samlede finansiering af den offentlige forskning. I dag er det kun 50 procent. Det vurderer Jens Christian Djurhuus, formand for Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd.

Nærmest med træthed i stemmen kommer Djurhuus, igen, ind på pengespørgsmålet. Han er ikke imod støtte fra industrien og andre til den målstyrede forskning. Ikke det mindste. Men forholdet mellem den frie forskning og den målstyrede er for skævt, understreger han.

Da fordelingen mellem interne og eksterne midler senest blev gjort op i 2002 var der 1,2 mia. kroner fra primært finansloven til den fri forskning. De eksterne midler udgjorde imidlertid mere, nemlig 1,3 mia. kroner.

»Den industristyrede forskning skal have et medspil og et modspil. For at den offentlige forskning ikke bliver alt for fokuseret, men tilstrækkelig nysgerrig, skal der være en solid basisøkonomi til forskningen, og det kniber. De sidste 23 år er der sket en udvikling fra, at 87 procent af finansieringen af forskningen inden for sundhedsvidenskab var offentlig. Nu er vi nede på 50 procent eller derunder. Det vil sige, at 50 procent af den finansiering, der sker ved de offentlige institutioner, er baseret på noget, som skal give et relativt hurtigt resultat, og forskningen nærmer sig i sin natur industriens egen forskning«, udtaler Jens Christian Djurhuus.

»Jeg respekterer fuldt ud industriens interesser. Men hvis man skal have en stærk medspiller, så skal det offentlige mere på banen. Staten, som efter min mening skal sørge for den langsigtede forskning, gør det ikke«, slår han fast.

Jens Christian Djurhuus påpeger, at skævheden blandt andet kommer til udtryk i, at der er områder, som desværre underprioriteres, fordi de ikke har industriens bevågenhed, og han nævner som eksempel forebyggelse, sundhedstjenesteforskning og klinisk interventionsforskning.

Formanden for Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd mener, at det ikke kun er staten, som bør finansiere den frie forskning. Industrien bør også. For den har en simpel interesse i det, mener Jens Christian Djurhuus.

»Industrien skal leve af, at der er nogle, som er uddannet i grundforskningsmæssig sammenhæng. En ting er, at det offentlige laver medicinalafprøvninger for industrien, og det kan være interessant nok, men det er ikke det, som giver de nye drugs. Det vånder medicinalindustrien sig også under for tiden, for de har jo ikke så meget i pipelinen, at det gør noget«, siger han.

Andre end staten og industrien burde også skillinge sammen til forskningen, tilføjer Jens Christian Djurhuus. Lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer burde også involvere sig, vise »samfundssind«, for forskningen, den frie, er en sikring af Danmarks fremtid, mener Jens Christian Djurhuus.

»Det er på tide med lidt moralsk oprustning bredt i befolkningen og ikke mindst hos de pengestærke organisationer. Man kan ikke læne sig tilbage og sige: ,forskning, det må staten ordne`, for det gør den ikke! Selv om vi gør en kraftanstrengelse og når frem til at opfylde Barcelona-erklæringen med tre procent af BNP til forskning i 2010, så kører toget noget stærkere på den anden side af Atlanten. De griner af os«, nævner han.

Jens Christian Djurhuus søger en vis trøst i de mange fonde, der støtter den sundhedsvidenskabelige forskning, men også her er forståelsen for den basale, langsigtede forskning ikke altid til stede.

»Vi har heldigvis nogle fonde, som er til stor gavn for dansk sundhedsvidenskabelig forskning, og her tænker jeg fx på Britta og John Meyers Fond, Karen Elise Jensens Fond, A.P. Møller, Spies, Velux. De har rettet op på meget af vores teknologiske efterslæb inden for forskningen. Men de gør det typisk, hvor der er en patientbehandling lige om hjørnet. Fint nok, men det hjælper ikke den basale forskning«, bemærker han. En omlægning af donationspolitikken i fonde som afgiftsfondene, Promillefonden og, ja, Svineafgiftsfonden, hvor der sammenlagt ligger i nærheden af en tredjedel mia. kroner, kunne også hjælpe på kårene i sundhedsforskningen, tilføjer han.

Lukket forskning

En yderligere bivirkning ved skævheden er, at forskningsmiljøerne bliver mere lukkede, vurderer Jens Christian Djurhuus.

»Det vil føre til mere lukkede miljøer med mere målstyret forskning, og det bekymrer mig. Ved siden af den industristyrede forskning laver heldigvis en del forskere egne firmaer, men det betyder, at de får to agendaer. De pågældende forskere og forskergrupper er sammen med os i forskningen, men de har også deres eget firma at tage hensyn til. Det er lidt af en udfordring, som godt kunne føre til mere lukkede miljøer. Dansk forskning har været kendetegnet ved og levet højt på, at det var åbne miljøer med flad ledelsesstruktur, så alle kunne sige, hvad de havde lyst til, men den kultur er ved at blive brudt«, siger Jens Christian Djurhuus.

Peter Gøtzsche, direktør i The Nordic Cochrane Centre, mener, at det stærke industriengagement i den offentlige forskning slider på forskningens troværdighed. Ikke mindst fordi industrien vægrer sig ved at publicere negative resultater.

»Det er et stort problem, at negative forskningsresultater ikke kommer frem i samme udstrækning som de positive. Den situation kunne vi undgå at komme i, hvis der var tale om offentligt finansierede afprøvninger«, nævner han.

»Der må lovgivning til, så negative forskningsresultater også bliver publiceret eller gjort tilgængelige for andre. Der er så store økonomiske gevinster forbundet med ikke at offentliggøre uheldige forskningsresultater, at vi ikke kommer det her til livs, før der kommer lovgivning«, mener Peter Gøtzsche.

Money talks

Læge Bodil Als-Nielsen, Copenhagen Trial Unit, som yder rådgivning og praktisk hjælp til alle former for klinisk forskning, er ikke mindst optaget af den målstyrede forsknings mangel på troværdighed og dermed forskernes ditto.

Hun refererer til undersøgelser, som professor Lisa Bero, direktør i Cochrane Center, San Francisco, har lavet. Her fik forskere spørgsmålet, om de generelt mente, at man som forsker bliver påvirket, hvis man deltager i industrifinansieret forskning. Svaret var ja.

Da udspørgeren spurgte, om forskerne mente, at de personligt blev påvirket, når de deltog i industristyret forskning, var svaret imidlertid nej.

»Konklusionerne i den industristyrede forskning er ofte behæftet med bias. Det viser vores og udenlandske undersøgelser. Både i USA og i Danmark er næsten to tredjedele af al lægevidenskabelig forskning industrifinansieret. Det medfører færre menneskelige og finansielle ressourcer til andre forskningsområder. Dermed sker der en skæv-vridning i selvet valget af forskningspørgmål. Der er ikke nødvendigvis sammenfald mellem de spørgsmål, industrien ønsker at få belyst, og de spørgsmål, der er mest relevante for patienter, lægerne og samfundet«, mener hun.

Bodil Als-Nielsen mener, at den del af fors kningen, som ikke har industriens gunst, også bliver påvirket.

»Jeg tror, at hvis man var på et institut, hvor de offentlige bevillinger var usikre eller aftagende, ville man tænke i projekter, som kunne have industriens bevågenhed. Det er klart, at man tænker på at lave noget, som man kan få penge til«, udtaler hun.

Bodil Als-Nielsen efterlyser en overordnet instans, som kan gå ind og vurdere kvaliteten og relevansen af den helt eller delvis industrisponserede forskning. Som situationen er, virker institutterne meget føjelige over for industriens tilnærmelser, mener hun.

»Money talks! Institutterne bliver målt på, hvor meget de laver. Det er benhårdt, og hvis de kan få nogle eksterne midler, er det godt. Institutterne kan ikke bare sige nej til pengene, og det kan man heller ikke forvente af den enkelte afdeling«, mener Bodil Als-Nielsen.

Ingen overdommer

Dekan Søren Mogensen, Det Sundheds-videnskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, er ikke tilhænger af en slags kvalitetsmæssig overdommer for forskningens partnerskaber med industrien - bort set fra tilfælde, hvor det handler om indskrivning til et ph.d.-studium.

Han oplyser, at fakultetet alene kontrollerer, om formalia i kontrakterne er i orden.

»Jeg går ikke ind og siger til professor Petersen på Biokemisk Institut, at han ikke må lave en aftale med industrien. Det går jeg ud fra, at den enkelte forsker bedst selv kan vurdere«, nævner han.

Han fortæller, at fakultetet kun i begrænset omfang går ind og kompenserer og tildeler midler til de institutter og forskergrupper, som ikke nyder industriens gunst.

»Vi siger ikke, at fordi et område ikke har industriens bevågenhed, så må vi hellere gå ekstra kraftigt ind og støtte. For ofte er det sådan, at de områder, der har industriens bevågenhed, dér ligger højkvalitetsforskningen. Samtidig er det forkert at sige, at man ikke vil støtte forskning med mange eksterne midler, fordi de på den måde har penge i forvejen. I øvrigt er vores muligheder for at fordele midler hovedsageligt i form af faste stillinger; basismidler har vi næsten ikke nogen at dele ud af«, siger Søren Mogensen.

Livsnerven for industrien

Som en slags protest mod industriens »monopol« på klinisk interventionsforskning har Kim Brøsen, professor i klinisk farmakologi, Syddansk Universitet, for offentlige rådspenge lavet en forskerskole for ph.d.er i netop klinisk interventionsforskning, som er livsnerven i industriens engagement med den offentlige forskning - det offentlige har forsøgspersonerne, patienterne.

Han kæder industriens manglende succes i pipelinien sammen med udsultningen af den frie forskning.

»Der er i industrien alt for meget fokus på biotek, nye molekyler og nye gener, men hvis du kigger på virksomhedernes pipeline og på trods af, at industrien opruster massivt og snart har gjort det i 20 år inden for bioteknologien og ved meget mere om, hvordan mennesket er sammensat molekylært, får vi ikke flere lægemidler af den grund.

Jeg tror, at det hænger sammen med, at der ikke er en udvikling af forskningen i det offentlige forskningssystem. Der er ikke en systematisk forsknings-uddannelse og ikke en systematisk metodeudviklingsforskning i offentlig forskning.

Der er i industrien en al for snæver kommerciel tænkning omkring bioteknologi. Bare man har en masse bioteknologi, så kommer der en masse bioteknologiske firmaer, er tankegangen. Men når man sidder i den kliniske ende, hvor jeg sidder som formand for en lægemiddelkomite og skal vurdere nye lægemidler, så er der ikke meget sindsoprivende nyt, der kommer ud af bioteknologien. Hvis man derimod fx begynder at undersøge gamle lægemidler på en ny måde, så kommer der mindst lige så meget ud af det«, mener Kim Brøsen.

Offentlig intervention

Derfor mener han, at der er behov for et forskningspolitisk initiativ i lighed med de politisk populære bio- og nanoteknologier med hensyn til klinisk interventionsforskning, og han giver et godt eksempel:

»Der behøver ikke at være et misforhold mellem en virksomheds kommercielle interesser og samfundets bredere interesser, men der kan meget vel være det. Tag noget så banalt som dosisvirk-ningsammenhænge inden for klinisk farmakologi. Du laver et forsøg, som viser, at et eller andet lægemiddel i en eller anden dosis har en effekt, som er signifikant bedre end placebo eller et andet lægemiddel - men er det nu den rigtige dosis? Det er en klassisk problemstilling - vi bruger fx 10 ml om dagen, for i det studie, som ligger til grund for interventionen, er der brugt 10 ml. Så kan man gå tilbage til firmaet og sige, at man tror, at de 10 ml er for meget, 5 eller 2,5 ml er nok. Men det har firmaet ikke nogen interesse i, for så sælger de jo mindre medicin. Som administrerende direktør for et medicinalfirma ville jeg gøre det samme, men det er ikke godt fra en samfundsmæssig synsvinkel«, udtaler Kim Brøsen.

»Ideelt set burde det ikke være industrien, der designede og gennemførte de undersøgelser, der skal vurdere, hvad deres egne behandlinger er værd. Det burde være en offentlig opgave, som industrien betalte for, men ikke havde indflydelse på. Imidlertid vil der realistisk set gå lang tid, før dette kan lade sig gøre. Men det er klart det scenario, vi skal arbejde os hen imod«, mener Bodil Als-Nielsen. »Det, der kan gøres her og nu, er en massiv styrkelse af offentligt finansieret interventionsforskning. Peter Gøtzsche har foreslået en offentlig forskningsfond, som har til formål at støtte klinisk interventionsforskning. Det forslag kan jeg kun tilslutte mig«.

»En af opgaverne, en forskningsfond kunne støtte, kunne være at sammenligne gamle standardpræparater med nye præparater. Der er mange penge at spare, hvis man fik en mere rationel behandling med lægemidler som kostede mindre, men var lige så effektive. Vi må huske, at for industrien drejer det sig om at påvirke læger og patienter til at bruge de dyreste præparater, selv om nogle billige præparater er lige så gode«, siger Bodil Als-Nielsen.