»Skal jeg være være ugens gæst tre steder i det nære sundhedsvæsen?«

På andendagen af Yngre Lægers repræsentantskabsmøde på Hotel Koldingfjord var næsten hele formiddagen helliget en debat om fremtidens primærsektor eller det nære sundhedsvæsen – kært barn har mange navne.

Yngre Læger havde indbudt koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen, til at levere et oplæg om den udvikling, der for længst er skudt i gang, og som indebærer, at stadig flere opgaver rykker ud af sygehusene til kommunerne og især almen praksis, som får flere diagnostiske redskaber, hvorfor almen medicin ifølge Kurt Espersen fremover bliver et af de vigtigste specialer. Ligesom der ifølge ham bliver større prestige i at behandle de mange med almindelige sygdomme

»På danske regioners hjemmeside er antallet af sygehusenes udgående funktioner opgjort fil foreløbig 200, og der bliver flere og flere. Noget af det arbejde kommer vi til at lave«, fastslog Yngre Lægers formand, Helga Schultz, inden hun overlod ordet til Kurt Espersen.

Kurt Espersen fremmalede det sundhedsvæsen, som vi allerede ser konturerne af.

Et væsen, hvor der er fokus på udrednings- og behandlingsgarantier, og hvor målet er sammenhæng og fælles populationsansvar – det nye »sort« inden for styringsmekanismer, der har afløst firsernes og halvfemsernes rammestyring og nullernes efterspørgselsstyrede sundhedsvæsen.

Et væsen, hvor der kommer flere følge hjem-ordninger, hvor det ikke alene er den praktiserende læge, der overtager ansvaret for patienten, i det øjeblik patienten træder ud af sygehusets svingdør.

Hvad betyder det for yngre læger, at de fremover i højere grad skal levere lægelige ydelser uden for sygehusmatriklen, eksempelvis i regionale fremskudte ambulatorier og i sundhedshuse med flere tværsektorielle funktioner?

Hvad betyder det alt sammen for uddannelsen, for arbejdsmiljøet og arbejdsvilkårene, når yngre læger vil skulle arbejde flere forskellige steder?

Minihospitaler og kontroltyranni

Eske Roth var en af de delegerede, der ikke var udelt begejstret.

»Jeg hører dig næsten sige, at vi er på vej til at oprette minihospitaler i det nære sundhedsvæsen. Men når det i dag er svært at få almenmedicinere til at slå sig ned i udkantsområderne, skulle vi måske – i stedet for at ruske op i det hele – arbejde på at gøre samarbejdet med de praktiserende læger bedre.

Nært og nemt er et fint slogan. Men hvad er det, der er nært og nemt, og for hvem?

Umiddelbart lyder det fedt, at patienten kan blive tjekket nede på hjørnet frem for at skulle transportere sig 50 km til sygehuset.

Men hvad nytter det, hvis vi flytter tranporttiden over på lægen«.

Kurt Espersen bed til bolle i sit svar.

»Jeg er godt klar over, at der er sygehuslæger, der provokeres af, at vi flytter opgaver ud fra sygehusene. Hvis vi tror, at kvaliteten er så meget bedre på sygehusene end i almen praksis, er mit svar, at så må vi kompetenceudvikle almen praksis.

Vi har etableret et kvalitets- og kontroltyranni over for patienterne. Og lidt provokerende sagt har vi i aktivitetsfinansieringens navn mange gange fået finansieret en overlæge ved at oprette et ambulatorium. Men hvad er evidensen for, at vi kontrollerer hver tredje eller hver sjette måned i stedet for at have behovsstyrede ambulatorier, som patienten kan ringe til, hvis han ikke har det godt?

Jeg tror, der er rigtig mange ting, vi kan flytte ud i det nære sundhedsvæsen. Ting, vi har gjort i årevis. På diabetesområdet i Region Syddanmark ser vi ikke færre patienter, efter vi har lagt mere ud til almen praksis, men vi ser dem færre gange«, sagde Kurt Espersen, der kom med et andet eksempel.

»Hvorfor ikke line den praktiserende læges kardiologiske patienter op på én dag og lade kardiologen fra sygehuset komme ud til den pågældendes praksis. Derved tilgodeses både det lærende element og det nære miljø«, spurgte Kurt Espersen.

Pseudomål?

Eske Roth var – efter at de delegerede havde haft mulighed for at diskutere oplægget ved bordene – ikke overbevist om det næres lyksaligheder.

»Patienter ved ikke altid, had der er bedst for dem. Det, patienterne mener, er kvalitet, er ikke altid det, vi anser for at være kvalitet.

Pseudomålene, at det skal være nemt at komme til lægen, og at behandlingen skal foregå tæt på patienterne, kan nogle gange resultere i en både dyrere og dårligere løsning. Vi skal bruge tid på dem, der ikke kan flytte sig, mens dem, der kan selv, skal komme ind til os«, sagde Eske Roth.

Flere fremhævede vigtigheden af, at de læger, der skal fungere uden for sygehusmatriklen, sikres den fornødne supervision. Og Asbjørn Børch Hasselager bidrog med et andet perspektiv.

»Jeg kan godt være bekymret, hvis udredningsdelen skal ligge i almen praksis, for så skal man jo nærmest befinde sig på mellemvagtsniveau i samtlige specialer.

Derudover synes jeg, at det vil være træls, hvis jeg skal køre langt og pendle for at skulle være ugens gæst tre forskellige steder og ikke have en gruppe at høre til. Det er af betydning for mit arbejdsmiljø«.

Søren Valgren Knudsen var også optaget af kvaliteten.

»Vi er bekymrede for, at vi i bestræbelsen på at gøre det nært kommer til at gå på kompromis med fagligheden. En anden ting er, at vi har hørt skrækhistorier fra psykiatrien om, hvordan opgaveglidningen har reduceret lægen til en, der sætter stempler«.

Hvad er et sundhedshus?

Marie Liva Kjærgaard Lange bad om at få forklaret, hvad et sundhedshus egentlig er.

»Sundhedshuse lader til at være svaret, uanset hvad spørgsmålet er.

Det er lige som prednisolon – det virker lidt på det hele«, sagde Marie Liva Kjærgaard Lange til stor moro i salen.

Kurt Espersens svar var, at sundhedshuse ikke bare skal være et bofællesskab, men skal rumme et forpligtende tværsektorielt samarbejde.

Ida Donkin havde hørt Kurt Espersen slå fast, at der i almen praksis kommer til at være større fokus på dem, der »har det skidt og har brug for vores hjælp« og »færre 40-årige maratonløbere, der kommer til det helt store eftersyn«.

Men vil det ske?

Ida Donkin mente, at den gode patientdokumentation, der skiller de ubegrundet bekymrede fra de reelt syge, »lidt er skredet«.

»De diagnostiske muligheder er øget, vi skal dokumentere mere og mere, tiden til egentlig øjenkontakt er svundet ind, og patienterne søger information andre steder med risiko for øget sygeliggørelse. De kan ikke selv filtrere den information, som vi tidligere gjorde for dem. Hvordan imødekommer vi de gode rammer for kommunikation, så vi ikke skal bruge kræfter på at bekræfte de raske i, at de er raske«.

»Jeg tror, vi lægger pres på os selv i forhold til at dokumentere mere og mere. Jeg har ikke set nogen lovgivning, der pålægger os det. Jeg tror derfor, vi skal passe på med ikke at overdramatisere dokumentationskravene«, replicerede Kurt Espersen.

Anna Inger Roe Rasmussen mente, at debatten viste nødvendigheden af at gå i arbejdstøjet.

»Vi må i gang med et stort forberedende arbejde, der sikrer vores uddannelse, vores arbejdsplads og arbejdsmiljø.

Vi har nok en tendens til at se patienterne som gæster i vores sundhedsvæsen, men vi skal huske, at vi er til for dem, og øget fleksibilitet vil være alfa og omega for, om vi kan få det til at fungere både billigere og bedre«.

Nej tak til at være kastebolde

Som det fremgik af debatten, er delt tjenestested så langt fra en ønskesituation for Yngre Læger.

I dag har man krav på at have hovedtjenestested på én matrikel. Hvis man skal arbejde på en anden matrikel, skal det varsles tre måneder forinden, og man skal kende til arbejdets omfang.

»Regionerne forventes at ville ophæve nogle af de værn, så de bedre kan flytte rundt på lægerne alt efter, hvor der er brug for dem.

Vores tilgang vil være, at yngre læger ikke skal være kastebolde, der dækker hullerne i bemandingen fra dag til dag«, fastslog formanden for Overenskomstudvalget, Wendy Schou.

De egentlige forhandlinger om en ny overenskomst begynder først i slutningen af 2020, men der skal vedtages overenskomstkrav på repræsentantskabsmødet allerede til april.

De delegerede blev præsenteret for en tidslinje for OK-forløbet, og Wendy Schou gennemgik på pædagogisk vis Overenskomstens ABC, så også de 40 procent nye medlemmer af repræsentantskabet blev klædt på til slagets gang.

Wendy Schou fremhævede økonomiaftalen for 2020, som »et skridt i den rigtige retning«, men også behæftet med torne. Bl.a. Socialdemokratiets forsalg til en tjenestepligt i almen praksis for nyuddannede læger, selv om det ikke er overenskomststof.

Det samme gælder Danske Regioners krav om, at man skal have fem års anciennitet som speciallæge, før man kan komme i betragtning til en overlægestilling.

På repræsentantskabet gjorde Helga Schultz det klart, at kampen ikke er opgivet.

»Vores mål er at få Danske Regioner til at forstå, at det er en god idé og helt på sin plads at ansætte læger efter kvalifikationer og ikke efter, hvor mange år de har været speciallæger.

Vi er heldigvis ikke alene med det mål, men samarbejder med Foreningen af Speciallæger om at finde en løsning, der giver læger reel mulighed for at bruge deres kompetencer som overlæger – en løsning, hvor lægers ansættelse baserer sig på netop kompetencer og ikke anciennitet«.

Bedre work-life-balance

Ekstrapoleres budskaberne fra både OK15 og OK18, har medlemmerne ifølge Wendy Schou krav i forhold til løn, arbejdsmiljø og work-life-balance.

De efterfølgende guppedrøftelser viste, at mulighed for at arbejde på deltid var et ønske, der gik igen hos flere.

Andre advarede mod at kæmpe for retten til at komme på deltid, hvis ønsket bunder i, at vagtbelastningen er så stor, at man ikke kan holde til at arbejde på fuldtid. Så skal man i stedet kæmpe for et bedre arbejdsmiljø.

Formand for Yngre Læger, Helga Schultz: »I forhold til det, I siger om deltid, giver det mening. Men trenden er, at arbejdsgiverne ønsker, at flere skal arbejde på fuldtid, og de mange sygeplejersker, vi mangler lige nu, ville være der, hvis de mange sygeplejersker på deltid blev ansat på fuld tid«.

Men: »Intet er umuligt«, lød det fra Helga Schultz.

Andre problematiserede, at vagten skiller kl. 18., da det er for sent til, at man kan nå at hente børn i daginstitution, og for andre – dem der skal pendle langt – sågar for sent til at man når at se sine børn, inden de skal i seng. Der var også forslag om at gøre nogle dagvagter længere og tilsvarende gøre andre kortere.

Og så blev repræsentantskabet præsenteret for en god nyhed, nemlig at Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA) nu vil indlede forhandlinger med Yngre Læger om en overenskomst for de ansatte almenmedicinere i almen praksis – et længe næret ønske hos YL.

Det er også besluttet, at de 112 yngre læger, der er ansat i PLO-klinikker fra den 1. januar 2020 bliver omfattet af dækning ved sygdom og barsel, hvis de i deres kontrakt har ret til fuld løn.

YL har oprettet et OK 21-site, hvor medlemmerne kan levere mulige løsningsforslag og deciderede krav, som forhandlingsudvalget kan bruge, når de skal forhandle med Regionernes Lønnings- og Takstnævn.

Læs mere om repræsentanskabet med formandens beretning og om det nye medlem af YLs bestyrelse.