Skip to main content

Skejby Sygehus bliver center for kræftforskning

Redaktionen

3. nov. 2005
1 min.

Molekylærdiagnostisk Laboratorium (MDL) ved Klinisk Biokemisk Afdeling på Skejby Sygehus skal i samarbejde med afdelinger på Skejby Sygehus og Århus Sygehus intensivere forskningen i blandt andet tyktarmskræft, lungekræft, livmoderhalskræft og prostatakræft.

Laboratoriet skabte i 2002 et internationalt gennembrud i kræftforskningen ved at præsentere den første gentest til klasseinddeling af kræftsvulster. Under ledelse af ledende overlæge og professor Torben Ørntoft har Molekylærdiagnostisk Laboratorium udviklet en metode, hvorved man ved hjælp af en dna-chip kan afgøre, hvilken form for tumor der sidder i patientens blære, og hvordan tumoren vil udvikle sig i fremtiden.

Det er denne forskning, som nu bliver udvidet til en række andre almindeligt forekommende kræftformer. Takket være en donation på 19,8 mio. kr. fra John og Birthe Meyers Fond bliver det muligt at etablere et egentligt center for molekylær kræftforskning på Skejby Sygehus.

I første omgang skal Molekylærdiagnostisk Laboratorium i samarbejde med kirurgiske afdelinger til at indsamle vævsprøver fra kræftsvulster.